Er du en erfaren karrierekonsulent, som både kan udvikle nye karriereprogrammer, undervise og tage individuelle karrieresamtaler? Har du lyst til at bygge karriereområdet op i en stor, kompleks organisation? Kan du skabe stærke samarbejdsrelationer på tværs af organisatoriske skel? Så er du måske den karrierekonsulent, vi leder efter.

Som karrierekonsulent får du sammen med en kollega ansvaret for at videreudvikle og synliggøre Københavns Universitets samlede indsats på karriereområdet for yngre forskere.

Dit arbejde vil spænde fra strategisk implementering til individuelle karrieresamtaler, og du vil være med til at sikre, at KU’s unge forskere bliver rustet til at kunne håndtere deres videre karriere og bringe deres faglighed i spil på arbejdsmarkedet - både inden for og uden for akademia. Du kommer til at samarbejde tæt med andre dele af organisationen om karriereudviklingsinitiativer.

Hvad bliver dine opgaver?
Som karrierekonsulent bliver du en central drivkraft i udviklingen og leveringen af karriereservices til KU’s yngre forskere. Du vil være med til at styrke karrierelæring og -udvikling for målgruppen på tværs af hele universitetet – gennem både individuelle forløb, fælles aktiviteter og strategiske samarbejder.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Udvikling og afholdelse af kurser, oplæg, workshops og webinarer, der styrker de unge forskeres karrierekompetencer
  • Udvikling og drift af forskellige karriereudviklingsinitiativer for yngre forskere, aktuelt vil du overtage ansvaret for et mentorprogram for adjunkter.
  • Udvikling af karrierelæringsmaterialer og -værktøjer
  • Individuel karrierevejledning af ph.d.-studerende og postdocs fra alle fakulteter
  • Bidrag til kommunikation, fx nyhedsbreve og tekster til vores intranet, der engagerer og informerer målgruppen om vores karriereservices
  • Bidrage til indsamling af viden om arbejdsmarkedet for forskere til løbende kvalificering af vores services
  • Bidrage til udvikling og udbredelse af et samlet karriereprogram for ph.d.-studerende på KU
  • Bidrage til organisatorisk bedre forståelse af karriereområdet på KU
Du vil blive en del af et dedikeret team, og der er mulighed for at sætte tydelige faglige aftryk på en dagsorden, som kun bliver vigtigere i de kommende år.

Hvem er du?
Vi søger dig, der har en stærk karrierevejledningsfaglighed, og som motiveres af at gøre en forskel for yngre forskere i en kompleks, international og akademisk kontekst. Du trives med at veksle mellem strategisk udviklingsarbejde og hands-on facilitering, og du er nysgerrig på nye veje til at styrke karrierelæring i universitetsverdenen.

For at lykkes i stillingen forestiller vi os desuden, at du:

  • Er en dygtig facilitator og formidler, både fysisk og online – og trives med at undervise.
  • Har indsigt i karrierelæring og erfaring med at udvikle og implementere koncepter og læringsformater
  • Er lyttende, anerkendende og tryg i rollen som individuel vejleder – måske har du en coach- eller vejlederuddannelse.
  • Har overordnet kendskab til unge forskeres arbejdsmarked og karriereveje, både indenfor og udenfor universitetet.
  • Arbejder struktureret og selvstændigt, og formår at drive både egne og fælles projekter fremad
  • Har stærke samarbejdsevner og trives med at lykkes i fællesskab med kolleger og interessenter
  • Har en relevant videregående uddannelse på kandidatniveau og gerne relevant efteruddannelse
  • Taler og skriver både dansk og engelsk på et meget højt niveau – da du skal kunne undervise og vejlede på engelsk, men agere i en dansk organisatorisk kontekst.
Dette bliver du en del af:
Københavns Universitet har omlagt universitetets administration. Fra marts 2025 har universitetet én fælles administration bestående af en række koncernenheder og tre campusadministrationer (Nørre, Søndre og Frederiksberg+), der i tæt samarbejde med lokale stabe skal understøtte universitetets kerneforretning; forskning, uddannelse og formidling.

HR-organisationen understøtter flere hundrede ledere, ca. 10.000 medarbejdere og en mangfoldig organisation med en ambitiøs strategi. Med en vicedirektør i spidsen varetager koncernenheden en række specialer og strategiske indsatsområder. Der lægges vægt på at få skabt yderligere udvikling på HR-området med fokus på at levere god service, der hvor organisationen har mest brug for det. Vi er optaget af, at værdiskabelse og udvikling på HR-området sker i tæt tilknytning til universitetets organisation og kerneopgaver.

Du bliver en del af et team i sektionen Tilknytning, Tiltrækning og Organisationsudvikling (TTO), der i alt har 13 medarbejdere, og som er en sektion i HR Udvikling og Strategi i koncernenheden KU HR. KU HR løser opgaver inden for hele HR-udviklingsområdet, og du vil arbejde tæt sammen med andre kolleger om opgaver på udviklingsområdet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er med tiltrædelse 1. august 2025. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer.

Ansættelse kan ske som special- eller chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten (AC-overenskomsten). Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Arbejdsstedet er Krystalgade 25, København K, mens der ofte løses opgaver på universitets øvrige lokationer.

Ansøgningsfristen er den 21. maj 2025. Vi forventer at afholde første samtaler den 4. juni og anden samtaler den 11. juni, med en mindre caseopgave i forløbet.

Send din ansøgning elektronisk, vedlagt CV og evt. relevant dokumentation via jobsiden XXXX

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Hvis du vil vide mere om stillingen, eller har spørgsmål til ansættelsesprocessen, kan du kontakte Iben Treebak (nærmeste kollega) på telefon 35 33 56 79 eller Marianne Nielsen (nærmeste leder) på telefon 21 16 14 03

Københavns Universitet (KU) er i gang med at implementere en ny fælles administrativ organisering, som trådte i kraft den 1. marts 2025. For yderligere oplysninger kan du evt. kontakte stillingens kontaktperson eller AC-tillidsrepræsentant Anita Kildebæk Nielsen på ac-tr@adm.ku.dk. Du kan også læse mere på siden: Reform af KU's administrationReform af KU's administration

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex