Vil du være faglig tutor på Idræt og Sundhed på SDU?
Vi søger 6 personer til at indgå i teamet af faglige tutorer og være med til at skabe en god studiestart. For at søge stillingerne er det et krav, at man er indskrevet ved SDU, og at man færdes ofte på Institut for idræt og biomekanik (IOB).
Faglig Tutor-ordningen
Formålet med Faglig Tutor-ordningen på bacheloruddannelsen i Idræt og Sundhed er at bidrage til en god faglig studiestart for nye studerende på uddannelsen. Faglig Tutor-ordningen understøtter således studiestarten ved at skabe et rum sideløbende med undervisningen, hvor grupper af nye studerende mødes om emner vedr. fx studiemotivation og -trivsel samt studiemiljø og -teknikker. Herudover har ordningen stor betydning for det generelle studiemiljø og kulturen på Idræt og Sundhed.
Rollen som faglig tutor
Som faglig tutor er din opgave at facilitere møder og samtaler, der lever op til ordningens formål. Konkret indebærer arbejdet, at du er ansvarlig for at facilitere 13 Faglig Tutor-møder for en gruppe studerende (8-12 stud.) på det første semester. Dette arbejde baseres på en række fastlagte temaer, og med høj grad af mulighed for at tilpasse møderne efter de behov, som den konkrete gruppe står med.
Som faglig tutor skal du derfor kunne mestre at planlægge og afholde møder med de studerende, samt facilitere relevante diskussioner og refleksioner hos de studerende. Du skal således kunne navigere i en rolle som den erfarne medstuderende og ambassadør for uddannelsen.
Du bliver en del af et team og deltager på fælles Faglig Tutor-møder. På de indledende møder vil der være fokus på kvalificering af dig som faglig tutor samt planlægning af det overordnede forløb for dig og den studiegruppe, som du tildeles. Herefter vil der være jævnlige opfølgningsmøder med fokus på erfaringsudveksling, sparring og videre planlægning.
Kvalifikationer
Når vi læser din ansøgning, vil vi gerne kunne fornemme, hvem du er som person, og hvordan du kobler dig på Faglig Tutor-ordningen. Når formålet er ”den gode studiestart”, hvilke kompetencer har du til at understøtte det formål? Hvilke refleksioner har du om den studiekultur, du er en del af? Hvordan forholder du dig til din egen måde at være studerende på? Hvilke tanker har du om rollen som Faglig Tutor ift. at være den hjælpende relation for nye studerende? Hvordan mener du at du kan bidrage til Faglig Tutor-teamet?
Ovenstående er blot inspirationsspørgsmål. Du vælger selv, hvordan du udformer din ansøgning. Video o.l. kan vedlægges den skriftlige ansøgning.
Kontakt
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, eller har du spørgsmål, kan disse rettes til René Engelhardt Hansen via mail rehansen@health.sdu.dk eller telefon 22 81 90 32.
Ansættelsesforhold og vigtige datoer
Stillingen aflønnes med 108 timer i perioden på 25 uger, startende d. 18. aug. 2025 (uge 34) til og med d. 8. feb. 2026 (uge 6). Arbejdstiden vil variere fra uge til uge, og særlig i 1. kvartal skal du forvente at en høj arbejdsmængde.
Som faglig tutor er du forpligtet til at deltage i to 4-timers kursusdage placeret i uge 34 og 35 (18.+29 aug.), samt øvrige kollegiale møder, som aftales nærmere ved ansættelse. Herudover skal du forvente at skulle deltage om formiddagen på velkomstdagen for nye studerende d. 1. september 2025.
Deadline for ansøgning er søndag den 18. maj 2025 kl. 23:59. Ansættelsessamtaler gennemføres efter nærmere aftale i uge 21 og 22 i bygning 39, Campusvej 39, 5230 Odense.
Løn udbetales i henhold til overenskomsten mellem Studenterundervisernes Landsforbund/FADL og Finansministeriet. Du ansættes i kategorien Studenterstudievejleder.
Er du interesseret i stillingen, skal du sende en elektronisk ansøgning. Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF-format. Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex