Det Kongelige Teater afholder hver sæson en lang række gratis arrangementer, som enten foregå i et af teatrets tre huse (Gamle Scene, Operaen eller Skuespilhuset), på Ofelia Plads eller rundt i landet. Skal du være afvikler på disse arrangementer?

Om Udviklingsafdelingen

Udviklingsafdelingen på Det Kgl. Teater laver events og aktiviteter, der henvender sig til nye målgrupper, oftest blandt unge og minoriteter. Det sker gerne i strategiske samarbejder med andre kulturaktører, organisationer eller foreninger, hvor vi i fællesskab planlægger events som Røst på Gamle Scene, Ballet og Bold, Kulturnatten, besøg på højskoler, forløb i boligforeninger o.l. Desuden håndterer vi programlægningen på Ofelia Plads, herunder events som Klassisk på Kyssetrappen, Jazz på Pladsen, Sankt Hans og Kongelig Sommerballet.

Opgaven

Du vil varetage selve afviklingen af de forskellige events og aktiviteter, som udviklingsafdelingen planlægger. Nogle gange afvikler du på vegne af afdelingens projektledere, andre gange i fællesskab med dem som supplerende afvikler. Der vil desuden løbende kunne opstå behov for, at du forud for aktiviteterne indgår i møder, koordinering og planlægning af mindre opgaver i relation til aktiviteterne.

Arbejdsopgaverne vil overvejende bl.a. bestå af:

  • At deltage i forberedende møde, fx produktionsmøder, hvor du får info om opgaven (herunder informeres om sikkerhedsplaner) og klædes på til at afvikle eventet.
  • At varetage mindre planlægnings- og koordineringsopgaver op mod eventet, fx booke backstagerum, forberede catering, ringe til leverandører o.l.
  • At være udviklingsafdelingens repræsentant på afviklingsdagen og sikre, at alle involverede bliver taget imod og sat i gang med deres opgaver, herunder koordinering med lyd- eller lysfolk.
  • At tage imod kunstnere, artister og optrædende og sørge for catering, backstagerum mm.
  • At lede og for fordele arbejdet for forhuspersonalet, herunder at instruere dem om eventet og overleverer sikkerhedsinstruks.
  • At have praktiske opgaver og mindre scenetekniske funktioner i forbindelse med afvikling.
Udviklingsafdelingen planlægger i sæsoner fra august til juni og kender typisk til aktiviteterne et halvt til et helt forud. Der vil således ca. hvert halve år blive lagt en plan for, hvilke events, du skal afvikle, dog med mulighed for også at forespørge på ad hoc arrangementer med kortere planlægningsforløb. Arrangementerne fordeler sig hen over året, så der vil være perioder med mange afviklinger og perioder med få eller ingen.

Dig
Vi leder efter en løsningsorienteret, imødekommende og handlekraftig person med gode relationelle evner, som interesserer sig for arbejdet med eventplanlægning, diversitet og publikumsudvikling.

Derudover er du formodentlig:

  • Struktureret og ansvarsbevidst
  • God til at koordinere og danne dig et overblik
  • Selvstændig, vedholdende og har mod på at lære
  • Interesseret i at møde mange mennesker på tværs af fagligheder
Til gengæld tilbyder vi et sjovt, alsidigt og lærerigt arbejdsmiljø i en af landets største kulturinstitutioner.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker iht. relevant statslig overenskomst.

Stillingen er timelønnet, og timeomfanget er forventligt 170 timer om året. Stillingen indebærer aften- og weekendarbejde.

Tiltrædelse ønskes snarest muligt.

Sådan søger du
Søg stillingen ved at klikke på "Søg stillingen" nedest i annoncen senest d. 12. maj 2025. Samtaler afholdes i uge 20.

Vi gør opmærksom på, at der indhentes en børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Hvis du har spørgsmål, så kontakt Peter Grønborg på pegr@kglteater.dk eller telefon 25517986.

Du kan læse mere om Det Kongelige Teater på kglteater.dk

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex