Har du styr på og trives du med at lave regnskaber, budgetter, budgetopfølgninger og økonomiske analyser?

Så er det måske dig vi søger, hvis du også gerne vil være med til at opstarte og etablere det Administrative Område for skoler MIDT 3, som går i luften 1. august 2024. Vi søger en dygtig og engageret administrativ medarbejder/controller i et administrativt team, der skal dække Hasle Skole, Ellehøj Skole, Åby Skole og Gammelgaardsskolen i Aarhus Kommune.

Du bliver en del af et team med kolleger i administrationen, og kantinemedarbejdere på de tre af skolerne. Teamet dækker således administrationen af alle fire skoler, og de administrative medarbejdere kommer til at have arbejdsplads på alle fire skoler. Du kommer også til at skulle flytte dig rundt mellem skolerne i et vist omfang i.f.t. møder, men vil få primær arbejdsplads på Åby Skole.

Opgaverne i jobbet vil primært være inden for økonomi, hvor teamet understøtter og yder sparring og rådgivning til skolerne. Opgaverne er komplekse, kræver stor forståelse for kommunal økonomi, og der er brug for, at du kan agere i en mangeartet arbejdsdag, og har stærke faglige og relationelle kompetencer til samarbejdet med medarbejdere og ledere. Opgaverne bliver bl.a. nedenstående, men der vil også være mulighed for at være med til at præge opgaverne og sammensætningen:

  • Økonomiopgaver
    • Udarbejdelse af budgetter og omplacering af disse
    • Bilagsbehandling (herunder fakturaer, udlæg, omposteringer og opfølgning på varemodtagelse, stikprøvekontroller mv.)
    • Assistance til og forberedelse af forventet regnskab og endeligt regnskab
    • Oprettelse og vedligeholdelse af betalingsplaner
    • Opfølgning på refusionssager, herunder sygedagpenge, fleksjobrefusioner, AUB osv.
    • Økonomicontrolleren har en central rolle i at sørge for et effektivt og smidigt flow i de økonomifaglige opgaver i De Administrative Fællesskaber
    • Være med til at sikre kompetent rådgivning til skoleledere, og pædagogiske ledere baseret på korrekte data om økonomi og andre forhold, der er relevant for at sikre god økonomistyring
    • Skal bidrage til et styrket samarbejde på tværs af De Administrative Fællesskaber, og i den øvrige del af Børn og Unge
  • Andre administrative opgaver
    • Lønadministration
    • Elevadministration
    • Servicering af skolens ledelse, medarbejdere, elever og forældre
    • Være med til at sikre, at der er den naturlige sammenhæng til og samarbejde med lønadministrationen, som primært varetages af kollegaer i det administrative fællesskab

Din profil:
Du er nysgerrig på at få en dybere indsigt i opgaverne. Du har en god indlæringsevne, og kan selvstændigt løse udfordrende opgaver i "ukendt terræn". Endelig har du en naturlig kritisk sans i din opgaveløsning. Derudover søger vi en medarbejder, der har følgende:

Faglige kompetencer:

  • Analytiske evner og forståelse for kommunal økonomi ud fra de større sammenhænge, og med relevant blik for de nødvendige detaljer
  • Erfaring med udarbejdelse af økonomiske analyser og opfølgninger
  • Erfaren bruger af Office pakken, særligt vægtes gode Excel kundskaber
  • Du bidrager til udvikling af effektive arbejdsgange
  • Gerne kendskab til KMD Opus Rollebaseret Indgang/SAP og NemØkonomi
  • Gode generelle IT-kundskaber, da der løbende sker ændringer i de digitale systemer mv.

Personlige kompetencer:

  • Struktureret, ansvarsbevidst og serviceminded
  • Omstillingsparat, villig til at lære nyt og bidrager til udvikling
  • Stærke kommunikative evner og formidlingskompetencer
  • Er innovativ, vedholdende og opsøgende ift. håndtering af opgaver og udfordringer
  • Du kender værdien af et godt samarbejde, og har både lyst og vilje til at vidensdele erfaringer med dine kollegaer, så I sammen kan spille hinanden gode
  • Du tager et selvstændigt ansvar for opgaverne, og er god til at prioritere, så vigtige deadlines overholdes
  • Du bidrager med frisk energi, godt humør og det gode arbejdsmiljø

Du skal have en relevant kontoruddannelse, administrationsbachelor eller lignende og har dokumenterede stærke kompetencer indenfor økonomi.


Derfor skal du vælge os:
Vi kan tilbyde dig en stilling, hvor der er store muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi kommer til at have et stort fokus på læring og vidensdeling, da vi står i en forandring, hvor Midt 3 fortsat skal sikre god og kvalificeret administrativ understøttelse, men også udvikle og optimere på opgaveløsningen. Vi er ni medarbejdere i det administrative team. Udover den faglige opgaveløsning, har vi som nyt team et særligt fokus på, at vi sammen udvikler et godt samarbejde, hvor der er lydhørhed overfor hinanden, og plads til at hjælpe hinanden i et uformelt miljø, hvor der er plads til grin.


Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.

Ugentligt timetal: 37 timer, ansættelsesdato er 1. august 2024.

Ansættelsen er på ”skoleordning”, hvilket betyder den ugentlige arbejdstid er 39 timer og 38 minutter. Dette betyder, at der samtidig er 15 ekstra arbejdsfrie dage ud over de 5 ugers ferie og 6. ferieuge. De 15 arbejdsfrie dage placeres i udgangspunktet på de dage, hvor der ikke er elever på skolerne.

Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende offentlig straffeattest, og en anmærkningsfri børneattest. Der vil derfor blive indhentet børne- og straffeattest, og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.


Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Administrationsleder, Jens Trads på mail: jentr@aarhus.dk eller på telefon: 4185 8515. Alle henvendelser behandles fortroligt og under diskretion.


Ansøgning
Hvis du kan se dig selv i stillingen, og mener at have de rette kompetencer, modtager vi gerne en ansøgning fra dig snarest via knappen ”Ansøg” nedenfor. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Ansøgningsfrist: tirsdag den 11. juni 2024.
Vi forventer at afholde samtaler: onsdag den 19. juni 2024.



Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex