Vi søger en entusiastisk læge med interesse for genetik til en etårig introduktionsstilling i specialet klinisk genetik pr. 1. september 2024 (Stillings nr.: 8001-52-68-i-02).

Klinisk Genetisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, varetager funktioner indenfor specialet Klinisk Genetik. Dette indebærer diagnostik og rådgivning af patienter henvist fra kliniske afdelinger og almen praksis. Afdelingen håndterer mere end 2300 årlige ambulante patientforløb, og antallet er stigende.
Afdelingen varetager højtspecialiserede- og regionsfunktioner i henhold til specialeplanen for Klinisk Genetik.
Afdelingen har et tæt samarbejde med Afdeling for Molekylær Diagnostik og deltager i en række multidisciplinære samarbejder, heriblandt præ-implantationsgenetisk testning (PGT/”ægsortering”)
Vi lægger vægt på, at det kliniske arbejde, uddannelse og forskning opretholder et højt fagligt niveau, samtidig med at vi sikrer et godt arbejdsmiljø.
Afdelingen har især forskningsinteresse indenfor sansegenetik, onkogenetik, syndromdiagnostik, mitokondriesygdomme, endokrin genetik, fertilitet og tidlig udvikling. Forskningsinteresse og -aktiviteter understøttes af afdelingens professorer og det øvrige team.
Afdelingen underviser på medicinstudiet ved Aalborg Universitet og modtager medicinstuderende i klinik, forskningssemester og forskningsvikariater.

Vi søger en læge, der udviser en dybdegående interesse og engagement inden for genetik, som tager ansvar for egen læring og uddannelse, og som aktivt bidrager til afdelingens faglige og sociale miljø gennem deltagelse i vidensdeling og samarbejde.

Dine primære arbejdsopgaver inkluderer:
  • Selvstændig håndtering af patientforløb i ambulatoriet med fokus på udredning, diagnostik og genetisk rådgivning.
  • Deltagelse i afdelingens tværfaglige konferencer
  • Sammen med afdelingens øvrige uddannelseslæger dækkes forvagten (dagtid), hvor du vil yde rådgivning til læger fra andre specialer og udføre tilsyn under supervision af en speciallæge.
  • Bidrage til svarafgivelse af laboratoriets analyser i samarbejde med Afsnit for Molekylær Diagnostik.


Afdelingen består af et erfarent team af specialister, herunder fem overlæger, hvoraf to også er kliniske professorer, tre afdelingslæger, genetiske vejledere, uddannelseslæger, lægesekretærer samt to ph.d.-studerende.


Ved ansættelsens start laves en individuel uddannelsesplan, der opfylder målbeskrivelsen for introduktionsstillingen i klinisk genetik. Kompetencer indenfor molekylærgenetik vil blive erhvervet ved funktion på Afsnit for Molekylær Diagnostik, mens kompetencer inden for cytogenetisk laboratoriefunktion skal erhverves på Klinisk Genetisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, under et aftalt ophold af to ugers varighed.

Arbejdstilrettelæggelse: Dagtjeneste. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfristen er d. 9. juni 2024, og samtaler forventes afholdt i uge 25. Tiltrædelse er pr.1. september 2024 eller snarest derefter.

I henhold til regionens ansættelsespolitik vil der, efter ansøgerens samtykke, blive taget referencer ved relevant arbejdsgiver inden ansættelse. Derfor bedes referencer anført i ansøgningen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til uddannelsesansvarlig overlæge Janni Majgaard Jensen på telefon 97664986 eller e-mail: janni.majgaard@rn.dk

Uddannelsesprogrammet kan læses på: http://www.videreuddannelsen-nord.dk/siteassets/introduktionsuddannelse/specialer/klinisk-genetik/uddannelsesprogrammer/udd-program-i-stilling-kl-genetik-aalborg.pdf



Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex