Dygtig og visionær kvalitets- og forbedringschef søges til Sundhedsstrategisk Planlægning, Region Sjælland

Vil du stå i spidsen for vores arbejde med patientsikkerhed og kvalitetsudvikling? Vil du samtidig være en central person i udviklingen af bæredygtige løsninger for Region Sjællands sundhedsvæsen sammen med sygehusledelser, politikere, klinikere og den øvrige administration, og har du både flair for driftsnære udfordringer i sundhedsvæsnet og de overordnede politiske og faglige dagsordener? er du et godt bud vores nye kvalitets- og forbedringschef.

Dine opgaver og referenceforhold

Du bliver leder for enhedens funktionschef og en del af medarbejdergruppen. I det daglige arbejde vil du sammen med funktionschefen varetage faglige ledelsesopgaver og yde sparring i forhold til konkrete kvalitetsprojekter og opgaver.

Du får en stor kontaktflade, både internt i regionen til de øvrige enheder i vores center, til andre tværgående centre i Region Sjælland og til regionens sygehuse. Derudover er der en bred kontaktflade ind imod Danske Regioner og nationale myndigheder, hvor du i flere sammenhænge vil fungere som regionens eller centrets repræsentant i nationale eller regionale arbejdsgrupper og udvalg.

Du refererer til centrets direktør og bliver en del af centrets velfungerende chefgruppe. Vi vægter ledelsessparring, samarbejde og fælles udvikling højt.

Om os

Sundhedsstrategisk Planlægning er et tværgående center i Region Sjælland, som både understøtter det politiske niveau (Regionsrådet) og virksomhedsområderne (sygehuse, psykiatrien, præhospitalt center mv.). Vores center består af tre enheder og et sekretariat, der sammen sætter strategisk retning for et fagligt, organisatorisk og økonomisk bæredygtigt sundhedsvæsen i Region Sjælland. Vi er tilsammen cirka 70 medarbejdere, der løser en lang række regionale opgaver inden for bl.a. sygehusplanlægning, kvalitetsudvikling, patientsikkerhed, klage- og erstatningssager, sundhedsjura og sygehusbyggeri.

Kvalitets- og forbedringsenheden består af ca. 20 dygtige medarbejdere, som arbejder indenfor patientsikkerheds- og kvalitetsområdet. Området dækker blandt andet det regionale afsæt for patientsikkerhed, De kliniske kvalitetsdatabaser (RKKP), Landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP), brugerinddragelse, patientkommunikation, de otte nationale mål for kvalitet og herunder Det nationale ledelsesprogram samt lærings- og kvalitetsteams (LKT). D4-dokumentsekretariatet ligger ligeledes i enheden og varetager den daglige drift af Region Sjællands kvalitets- og dokumentstyringssystem.

Det er vores ambition at arbejde databaseret med indsatser forankret i kvalitetsplanlægning, kvalitetskontrol og kvalitetsudvikling. Dette er forankret i enhedens daglige drift og i de udviklings- og forbedringsprojekter, som enheden har ansvar for.

En af dine første opgaver som kvalitets- og forbedringschef bliver, i samarbejde med funktionschefen, at etablere enhedens ledelseskonstellation, samt at forme enhedens videre udvikling henimod højere grad af datadrevet kvalitetsarbejde og etablering af high performance teams.

Din profil

Vi forventer, at du:

  • Har et solidt kendskab til sundhedsvæsenet og kvalitetsudvikling – gerne fra flere forskellige stillinger og områder - og gerne med et godt kendskab til sundhedsvæsenet i Region Sjælland.
  • Har erfaring med at skabe resultater gennem samarbejde i en kompleks
    organisation.
  • Er en kreativ holdspiller, som både kan gå foran og bidrage til vores stærke samarbejde i centrets ledergruppe
  • Er en inspirerende og erfaren leder – også gerne med erfaring med at lede og udvikle ledere
  • Har blik for at skabe god trivsel og gode arbejdsbetingelser for ledere og medarbejderne
  • Er kvalitetsbevidst og kan levere produkter af høj kvalitet – også når deadlines er korte.
  • Har en akademisk uddannelse på kandidatniveau, gerne suppleret med relevant lederuddannelse

Hvad vi tilbyder

Du ansættes på regionens chefaftale, og løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt.

Dit daglige arbejdssted vil være Regionshuset i Sorø. Der er mulighed for hjemmearbejde.

Ansøgningsfristen er søndag den 2. juni 2024 kl.18.00

Vi forventer at holde samtaler i uge 24.

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 19.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex