Kunne du tænke dig at arbejde med vaccineudvikling til kliniske forsøg og ledelse? Så har vi jobbet til dig i sektionen Formulering, Karakterisering og Stabilitet (FKS), hvor vi søger en dygtig kandidat til en spændende stilling som sektionsleder pr. 1. august 2024 eller snarest muligt herefter.

Om os
I Vaccineudviklingsafdelingen har vi fokus på udviklingen af vacciner imod nogle af verdens største sundhedsproblemer, deriblandt tuberkulose, klamydia og kræft. Afdelingens arbejde er internationalt førende, og der arbejdes i tæt kontakt med danske og udenlandske forskningsmiljøer. Vi er en afdeling bestående af 56 engagerede ansatte, som er organiseret i 4 sektioner.

FKS (formulering, karakterisering og stabilitet) sektionen er ansvarlig for udviklingen af flydende vaccineformuleringer samt analyse, karakterisering og stabilitetsundersøgelser af disse. Herudover er sektionen ansvarlig for udvikling af færdigformulerede vacciner til toksikologiske og kliniske forsøg, pilotproduktion af adjuvanser samt teknologioverførsel af produktion af sterile produkter til kliniske forsøg. Sektionen består pt. af seks akademikere og fem laboranter.

Dit arbejde
Vi tilbyder et spændende job med mange faglige udfordringer og forskelligartede arbejdsopgaver i et område, som er i konstant udvikling.

Som sektionsleder vil du være ansvarlig for:

  • At sektionens GMP-aktiviteter lever op til de gældende myndighedskrav.
  • At sektionens projektaktiviteter følger projektplanerne.
  • Daglig ledelse af personale og drift i sektionen.
  • Udvikling og skalering af processer med hensyntagen til senere præklinisk og klinisk anvendelse.
  • Udvikling og validering af analyser til produkter anvendt i kliniske forsøg.
  • Teknologioverførsel af analyser og processer.
  • Udarbejdelse dokumentation iht. GMP.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har en naturvidenskabelig akademisk uddannelse kombineret med minimum 5 års erhvervserfaring, herunder gerne erfaring med lægemiddeludviklingsprocessen samt erfaring med/interesse for personaleledelse.

Du arbejder selvstændigt og struktureret og mister ikke overblikket, selvom det en gang imellem går stærkt. Du har gode kommunikationsevner og mestrer engelsk flydende både i skrift og tale. Endvidere er du fleksibel og har en solid erfaring med GMP.

Det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring inden for følgende områder:

  • CMO outsourcing og leverandør kvalificering
  • Teknologioverførsel af analyser og processer
  • Sterilproduktion af flydende lægemidler
  • Validering af analyser til klinisk fase I og II.
  • Farmaceutisk formulering og holdbarhed af proteiner
  • Udarbejdelse af teknisk-farmaceutisk dokumentation
Vi tilbyder
En alsidig og udfordrende hverdag, hvor du er med til at gøre en forskel. Du er med til at løfte samfundsnyttige arbejdsopgaver i en anerkendt virksomhed med høj faglighed og et aktivt forskningsmiljø i international topklasse, hvor kompetenceudvikling vægtes højt. I jobbet får du engagerede kollegaer og en stor kontaktflade.

Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads med 37 timers arbejdsuge inkl. frokostpause. Vi er centralt beliggende i København tæt på metro og bus. Statens Serum Institut er en røgfri arbejdsplads.

Om ansættelsen
Ansættelse sker som chefkonsulent med personaleledelse efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Grith Krøyer Wood på tlf. 3268 8402.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Du kan læse mere om os på www.ssi.dk.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex