Ønsker du at arbejde med elevers dannelse og læring, og kan du se dig selv udfolde dine didaktiske, pædagogiske og sociale kompetencer inden for folkeskolens ramme, så er det dig, vi står og mangler.

Vi søger en dansklærer til 1.årgang, som udover at skulle undervise i dansk og andre fag på 1.årgang, skal kunne undervise i tysk.

Guldberg Skole er en folkeskole midt på Nørrebro med stor lokal opbakning. Vi har 650 elever fordelt på to matrikler, 70 ansatte hvoraf 60 er lærere og pædagoger. Vi har en engageret forældregruppe og glade børn fra forskellige miljøer. Vi har vores egen KKFO og et tæt og stærkt samarbejde med klubben.

På Guldberg Skole er vi optagede af at udvikle skolen ud fra Mette Molbæks didaktiske model, vi forholder os således undersøgende til egen praksis og nye tiltag tænkes ud fra 'de fire dimensioner' med barnet i centrum.

Vi har i mange år haft en udeskoleprofil, som i dag praktiseres på 0.-4. årgang. Her er der fokus på 'skolen i skoven' og kulturklasse, hvor vi benytter byens mange kulturelle tilbud. Desuden har vi fire årlige flexuger, hvor vi ønsker, at der kommer mere fokus på faglighed, kreativitet og trivsel.

Vi forestiller os, at du har et godt praksiskendskab til at arbejde med didaktik, klasseledelse og relationsarbejde så alle børn oplever at være inddraget i fællesskabet.

Vi samarbejder sådan, at ingen oplever at stå alene med en opgave.

Du bliver en del af et årgangsteam, som arbejder sammen om alle børnene på en årgang.

Guldberg Skole er i gang med at blive renoveret, og er i renoveringsperioden i pavilloner på egen matrikel.

Vi søger en kollega, som

  • trives med og ser vigtigheden i et tæt teamsamarbejde
  • kan se sig selv i arbejdet med Guldberg Skoles børnesyn
  • er stærk it-bruger, og som dagligt bruger it i undervisningen
  • kan reflektere og forholde sig kritisk og undersøgende overfor egen og teamets praksis
  • kan tilpasse undervisningen til elever med forskellige kompetencer
  • er ambitiøs
  • bidrager aktivt til det gode arbejdsmiljø
  • har en positiv og anerkendende tilgang til både elever, forældre og kollegaer
Ud over et godt arbejdsmiljø tilbyder vi

  • en stor, engageret kollegagruppe med mange forskellige kompetencer
  • fælles forberedelse (faglige læringsfællesskaber)
  • tæt samarbejde med pædagoger fra KKFO og klub
  • et ledelsesteam, der har fokus på udvikling sammen med medarbejderne, og som kender eleverne og medarbejdernes praksis
  • mentorordning for nye medarbejdere
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende aftaler og overenskomst mellem Københavns Kommune og Københavns Lærerforening.

Ansættelse fra den 1. august 2024.

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte souschef Christina Stenius på 2342 9641.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.

Søg via linket senest fredag den 17. maj 2024
Vi holder samtaler i uge 22.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex