Regnskabsmedarbejder til Shared Service enhed for Grøn Vækst
Har du lyst til at udfordre din faglighed i en koncern, der udvikler, ejer og driver virksomheder, som går forrest i den grønne omstilling, og hvor du får medansvar for daglig administration og bogholderi i flere selskaber? Så er denne stilling muligvis noget for dig!
Bogføring og administration
Du bliver en del af GVMs økonomiteam med kontorer i Hjørring, Hirtshals og Vrå, som består af fire medarbejdere, der alle arbejder med fokus på høj kvalitet og faglighed. I spidsbelastningsperioder ruller vi ærmerne op og hjælper hinanden med de praktiske opgaver i økonomiafdelingen op imod deadlines.
Som Regnskabsmedarbejder hos GVM får du primært ansvar for kreditor-, løn- og finansbogholderi på alle virksomheder under GVM. Du får et tæt samarbejde med dine kollegaer i økonomiteamet inkl. Regnskabschefen. Herudover vil du medvirke til optimering af processer og arbejdsgange i administrationen og i de tilknyttede virksomheder.
Dine konkrete arbejdsopgaver vil primært omfatte:
- Håndtering og bogføring af leverandørfakturaer samt udsendelse til godkendelse
- Håndtering af ind- og udbetalinger samt bankafstemning
- Afregning af løn for knap 50 medarbejdere fordelt på flere selskaber
- Momsopgørelser og -indberetninger
- Finansbogføring og -afstemning samt opgørelser i forbindelse med månedsafslutning
- Diverse administrative og ad hoc-opgaver i økonomiafdelingen
Detalje- og samarbejdsorienteret administrator
Du har sandsynligvis erfaring fra en lignende stilling som økonomaassistent eller bogholder samt erfaring med timeløn og gager – eventuelt fra regnskabsbureau eller revisionsbranchens outsourcing afdelinger.
Du har generelt gode IT-færdigheder og -kompetencer, herunder velbevandret i Office-pakken (Outlook, Excel, Word mv.). GVM anvender Microsoft Dynamics 365 Business Central som økonomisystem samt Zenegy Payroll som lønsystem, så det er en fordel, hvis du har kendskab og gerne praktisk erfaring med disse.
Som person er du:
- Detaljeorienteret: Du er grundig i dit arbejde og sætter en ære i at levere kvalitet og overholde deadlines.
- God til at planlægge din tid: Du kan strukturere din tid og dine opgaver effektivt for at håndtere krav og indberetninger for mange forskellige virksomheder. Du kan holde hovedet koldt i pressede situationer.
- Serviceminded og respektfuld: Du fungerer godt i en flad organisation, hvor man hjælper, respekterer og interesserer sig for hinanden og det man står for – både personligt og professionelt.
- Samarbejdsorienteret: Du har gode samarbejdsevner, er udadvendt og kontaktsøgende. Du er god til at skabe og vedligeholde relationer samt kan lide dialog sparring med dine kollegaer – både de nære i økonomiteamet og de mange øvrige i andre funktioner og afdelinger.
Det får kandidaten
Du bliver en del af en virksomhed med fokus på udvikling - på flere niveauer!
GVM har værdisættet i orden. Det er en flad organisation og du får stor frihed til selv at strukturere dine arbejdsopgaver og planlægge din tid. Der lægges stor vægt på et uformelt, udviklende og positivt arbejdsmiljø, hvor man samtidig agerer professionelt og seriøst. Mange medarbejdere har lang anciennitet i organisationen, en stor faglig viden og et godt kendskab til hinanden.
Vi tilbyder lønpakke efter kvalifikationer, som omfatter pension og sundhedsforsikring, såvel som gode arbejdsforhold og sociale arrangementer – både i mindre team og på tværs af hele organisationen.
Virksomheden
GVM – ”Grøn Vækst Management” – er en Shared Service enhed, som er økonomi- og administrationspartner for virksomheder inden for landbrug, vind, Power-to-X og biogas, herunder virksomhederne i én af Nordjyllands største biogaskoncerner GrønGas og landbruget Asdal Hovedgaard v/ Jens Peter Lunden samt den underliggende vindmøllevirksomhed Grøn Vind.
GVM er således en del af en alsidig og ambitiøs organisation med mere end 50 medarbejdere, der kontinuerligt arbejder på forkanten af den grønne omstilling, og hvortil GVM leverer specialiserede ydelser inden for økonomi, forretningsudvikling, ESG og bæredygtighed/sporbarhed.
Læs mere om GVM på www.gvm.dk
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og relevante bilag pr. e-mail mærket ”Regnskabsmedarbejder” til job@gvm.dk. Vi behandler ansøgninger og holder samtaler løbende. Så søg jobbet hurtigst muligt.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte direktør Rasmus H. Bang på tlf. 30 650 406 el. rb@gvm.dk.
Jobannoncen er indrykket på Jobindex.