Kan du styrke fællesskaber og skabe handlekraft i lokalområdet?

Boligsocial medarbejder til fællesskab, handlekraft og demokrati

  • Trives du i et dynamisk miljø?
  • Kan du lide at have mange bolde i luften – og samtidig bevare overblikket?
  • Brænder du for at styrke fællesskaber og engagere beboere i at skabe positive forandringer?
  • Og er du god til at samle mennesker og omsætte idéer til handling?

Så er det måske dig, vi søger.

Fællesskaber skaber handlekraft

I den boligsociale helhedsplan 2026–2030 i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken arbejder vi for, at beboere oplever at høre til, engagerer sig i fællesskaber og bruger deres ressourcer aktivt i eget liv, lokalområde og omgivende samfund.

Gennem indsatsen Fællesskab og handlekraft arbejder vi med at styrke deltagelse, medborgerskab og lokale fællesskaber – og med demokratisk værtskab som tilgang til at skabe åbne fællesskaber, hvor beboere oplever de hører til.

Stillingen indeholder desuden 8 timer ugentligt i indsatsen Lommeguld, hvor unge får erfaring med fritidsjob som en vej til uddannelse og arbejdsmarked.

Stillingen er forankret i indsatsområderne sammenhængskraft og medborgerskab samt kriminalitetsforebyggelse. Det primære arbejdssted er i Skovgårdsparken.

Dine primære arbejdsopgaver

Du får ansvar for at udvikle og drive aktiviteter, der styrker fællesskaber og beboeres handlekraft.

Opgaverne omfatter bl.a.:

  • Mobilisere beboere og understøtte lokale initiativer og engagement
  • Planlægge og facilitere aktiviteter, events og fællesskaber med fokus på deltagelse og medborgerskab
  • Arbejde med demokratisk værtskab som tilgang til at skabe inkluderende og engagerende fællesskaber
  • Samarbejde med frivillige, foreninger og øvrige lokale aktører
  • Bidrage til koordinering og samarbejde på tværs af indsatserne

Undervejs skal der være opmærksomhed på at bringe udearealer og andre faciliteter i spil og bruge naturen til at styrke trivsel og fællesskaber.

Lommeguld (8 timer ugentligt):

  • Understøtte unge i fritidsjob
  • Bidrage til koordinering mellem unge, opgaver og samarbejdspartnere
  • Indgå i samarbejde med kollegaer omkring afholdelse af uddannelsesforløb

Arbejdet sker i tæt samspil med beboere, frivillige og professionelle aktører i området.

Vi forventer, at du:

  • Har relevant uddannelsesbaggrund
  • Har erfaring med fællesskabs- eller frivilligindsatser
  • Har stærke relationskompetencer og kan skabe tillid og engagement
  • Har erfaring med facilitering og samarbejde på tværs
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Trives med koordinering og projektledelse

Det er en fordel, hvis du har kendskab til arbejde i udsatte boligområder.

Om os

Den boligsociale helhedsplan understøtter områdets forandring fra udsat boligområde til en dynamisk bydel, hvor beboere oplever, de hører til, er handlekraftige og udfolder deres livsmuligheder. Alt dette gør vi i tæt samspil med mange andre professionelle og frivillige kræfter.

Vores vigtigste opgave i det boligsociale hus er at knytte mennesker, drømme og muligheder sammen. Vi bygger arbejdet på tillid og handling – og vi tror på, at fællesskaber styrker både den enkelte og lokalområdet.

Du bliver en del af et engageret team med forskellige fagligheder. Der er kort fra idé til handling – og god mulighed for sparring og udvikling.

Samtidig bliver du en del af Brabrand Boligforening med ca. 150 medarbejdere og stærke samarbejdsflader på tværs af organisationen.

Den boligsociale indsats for Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken er et samarbejde mellem Arbejdernes Andelsboligforening, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune.

Ansøgning og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt og er tidsbegrænset i perioden 1. august 2026 – 31. juli 2028 med mulighed for forlængelse.

Du refererer til den boligsociale leder og bliver en del af et tværfagligt team i det boligsociale hus. Der må forventes aftenarbejde 1-2 gange ugentligt samt weekendarbejde.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst mellem Dansk Erhverv og HK.

Send din ansøgning senest d. 10. april 2026. Samtaler forventes afholdt d. 15. eller 16. april.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte
Louise Buch Viftrup – lovi@bbbo.dk – mobil 2295 9126

Læs mere på www.bbbo.dk.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.