Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus) søger arbejdsmiljøkonsulent til Region Hovedstaden

Kan du tænke dig at være med til at løfte arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsbranchen, så har vi det helt rigtige job til dig. Vi mangler nemlig en dedikeret konsulent, der brænder for det gode arbejdsmiljø.

Om os

Bam-bus formidler god arbejdsmiljøpraksis til byggepladser og virksomheder. Vi har hovedkontor i København NV, og har 14 udekørende konsulenter, som besøger byggepladser og virksomheder i hele landet. Den enkelte konsulent arbejder med udgangspunkt hjemmefra (hjemmekontor), og derfor vil ansøgere med bopæl i region Hovedstaden blive foretrukket. Konsulenten råder over en ”arbejdsmiljøbus”, som har plads til informationsmaterialer og tekniske hjælpemidler til demonstration og afprøvning.

Om jobbet

Vi tilbyder et udfordrende og lærerigt job, hvor du selv har stor indflydelse på og ansvar for planlægning og tilrettelæggelse af din arbejdsdag.

Bam-bus’ kerneopgaver er

  • vejledning og sparring med ledelse og ansatte i virksomheder og på bygge- og anlægspladser
  • fremme kompetencer og systematik i arbejdsmiljøet hos branchens aktører gennem motiverende dialog
  • formidling og vidensdeling af metoder og god praksis til branchen fx gennem oplæg og webinarer.

Selv om du vil få kontakt med rigtigt mange byggefolk, skal du kunne lide at arbejde alene. Du vil dog altid have din leder og dine kolleger til sparring og støtte. Det er et job, hvor arbejdsglæden udspringer af, at du dagligt gør en forskel og bidrager til bedre arbejdsmiljø.

Om dig

Vi lægger vægt på, at du har let ved at skabe en positiv og motiverende dialog med alle aktører, og at du er en god kommunikator, som kan skabe læring ud fra konkrete situationer.

Det er afgørende at du brænder for arbejdsmiljøet, og vi forventer at du

  • har arbejdet med eller i byggebranchen og forstår byggeriets dynamik og processer
  • kender byggebranchens kultur med kendskab til arbejdet som bygningshåndværker eller byggeleder
  • er fortrolig med arbejdsmiljølovgivningen og god arbejdsmiljøpraksis i bygge- og anlægsbranchen
  • har kørekort B
  • er fortrolig med IT på brugerniveau
  • kan tale og forstå engelsk.

Du ansættes som funktionær på en individuel kontrakt. Lønnen er fastsat gennem en kollektiv aftale for konsulenterne, og forhandles gennem talsmanden.

Du kan få yderligere oplysninger om jobbet hos sekretariatsleder Lars Olsen på mobil 4133 6674 eller lo@bam-bus.dk.

Send din ansøgning hurtigst muligt til info@bam-bus.dk mrk. ”Ansøgning”, da vi holder løbende samtaler.

Tiltrædelse hurtigst muligt.

Du kan læse mere om Byggeriets Arbejdsmiljø på www.bam-bus.dk.