Kundeorienteret kommunikationskonsulent

Vil du hjælpe vores kunder med at forstå fjernvarmen? Kan du skabe interesse for vores medlemsdemokrati? Og ser du en faglig udfordring i at markedsføre fjernvarme og bidrage til at udvikle kundeoplevelsen? Så kan du måske være den nye kollega, vi søger.

Hvad går jobbet ud på?

Høje Taastrup Fjernvarme er et af Danmarks største medlemsejede fjernvarmeselskaber. Udover at udvikle og udbrede vores fjernvarmeløsninger er vi optaget af vores service til kunderne, som er vores medlemmer og ejere. Vi har brug for en ny kollega, der kan understøtte dette arbejde.

Stillingen er nyoprettet, og de endelige opgaver fastlægges i samarbejde med vores nye kollega. Vi forestiller os dog, at kollegaen skal:

  • Udarbejde kundeinformation og -vejledning til vores platforme
  • Udvikle en plan for, hvordan vi kan komme i dialog med og aktivere vores medlemskreds på over 9.000 andelshavere
  • Udvikle en samlet kommunikationsstrategi for Høje Taastrup Fjernvarme og efterfølgende selv eksekvere på strategien
  • Deltage i arbejdet med at markedsføre Høje Taastrup Fjernvarme over for potentielle nye kunder
  • Understøtte arbejdet med at forbedre kundeoplevelsen på tværs af organisationen.

Du vil referere til direktøren og på enkeltprojekter til den ansvarlige leder på området.

Hvem er du?

Din uddannelsesmæssig baggrund er ikke afgørende; vi er mere optaget af, hvad du kan bidrage med – fagligt og som person.

Vi søger en kollega, der allerede har arbejdet bredt i spændet mellem journalistik, digital kommunikation, markedsføring og strategisk kommunikation. Vi forventer, at du har mindst 4-5 års erfaring med i bagagen.

Udover at du med en skarp pen nemt kan formidle en god historie, skal du have erfaring fra arbejdet med de gængse kommunikationsplatforme. Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med kundeoplevelser, så du er fortrolig med ”touchpoints” og ”kunderejser”. En baggrund fra forsyningssektoren er også en fordel, men ikke afgørende, hvis du ellers har en naturlig interesse for teknik & miljø.

Du vil være den eneste kommunikationsmedarbejder og skal derfor trives i rollen som tusindkunstner. Du tænker kreativt, er nysgerrig på mennesker og nye fagområder. Du har let ved at indgå i samarbejde og relationer på tværs af organisationen, samtidig med at du kan tænke strategisk og drive opgaver frem til en afslutning.

Hvad tilbyder vi?

Forventningerne er høje og opgaverne mange, indrømmet. Men vi lover, at der vil være mange udfordrende kommunikationsopgaver og mulighed for stor indflydelse på de konkrete indsatser.

Din ansættelse sker på individuel kontrakt med løn efter kvalifikationer. Vi har en attraktiv pensionsordning, sundhedsforsikring samt frokost- og frugtordning. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, inkl. frokost.

Vil du videre mere?

Er du interesseret i at høre nærmere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Thomas Hopp på telefon 3010 3615 eller thomas@htf.dk.

Hvis du mener, at du er et godt match til stillingen, så send os din ansøgning og cv senest den 4. marts 2026.


Lidt om os

Høje Taastrup Fjernvarme er et af landets største forbrugerejede fjernvarmeselskaber, der leverer fjernvarme og fjernkøling til mere end 9.000 kunder. Vi er i fuld gang med at udrulle fjernvarme i Hedehusene, Fløng og Sengeløse. I samarbejde med transmissionsselskabet VEKS har vi bygget et varmelager, der fyldes op, når varmen er billig, og som vi tager fra, når varmen er dyr. Udover fjernvarme leverer vi fjernkøling og varme via termonet. Vi udnytter overskudsvarme fra datacentre og flere anlæg, baseret på overskudsvarme, er på vej.

Vi har en flad organisation, hvor der er kort fra beslutning til handling. Vi er omkring 35 medarbejdere med mange forskellige administrative, økonomiske og tekniske kompetencer. Dagligdagen er præget af en uformel omgangstone og en vilje til at hjælpe hinanden.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.