
Ejendomsfunktionærer til drift, vedligehold og beboerservice
Vil du være med til at skabe trygge og velfungerende rammer for beboerne i Aarhus og omegn? Boligforeningen Ringgården søger engagerede og servicemindede ejendomsfunktionærer, der kan tiltræde efter nærmere aftale.
Som ejendomsfunktionær hos os bliver du en vigtig del af den daglige drift og vedligeholdelse i vores boligafdelinger. Beboerne er dine primære “kunder”, og du bidrager hver dag til, at både bygninger og udearealer fremstår velholdte, trygge og indbydende.
Dine arbejdsopgaver
Din hverdag vil være alsidig og præget af både praktiske og administrative opgaver. Du har løbende dialog med beboerne og hjælper med at sikre god service og trivsel i afdelingerne. Arbejdet omfatter blandt andet mindre reparationer og praktiske serviceopgaver, ligesom du deltager i ind- og fraflytningssyn.
En del af jobbet foregår ude, hvor du bidrager til pleje og renholdelse af udearealer og grønne områder samt vedligeholdelse af fællesarealer som kældre og vaskerier. Derudover løser du administrative opgaver i forbindelse med drift, herunder beboerkorrespondance, rekvisitioner og dokumentation. Du er også med til at føre tilsyn med bygningernes tekniske installationer, og i vinterhalvåret vil snerydning og glatførebekæmpelse på hverdage indgå, som en naturlig del af opgaverne.
Om dig
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være mangeartet. Det vigtigste er, at du har hænderne rigtigt skruet på, trives med en hverdag med mange forskellige opgaver og går til arbejdet med ansvarsfølelse og gåpåmod. Har du erfaring fra en lignende stilling, er det en fordel – men vi lægger især vægt på din motivation og din lyst til at gøre en forskel i hverdagen for beboerne.
Du arbejder selvstændigt og tager ansvar for at få opgaverne løst, men du trives også med samarbejde og med at være en del af et team. Samtidig er du serviceminded, venlig og imødekommende i mødet med beboerne, og du er tryg ved at bruge IT og digital kommunikation i det daglige arbejde.
Vi søger en kollega, som
- trives i et job med en stor kontaktflade og mange forskellige typer af opgaver.
- er løsningsorienteret og kan bevare overblikket, når der er mange hensyn at tage.
- går til opgaverne med fleksibilitet, ansvarsfølelse og en positiv tilgang.
Vi tilbyder
Hos os bliver du en del af et velfungerende fællesskab med gode kolleger og et meningsfuldt job, hvor du er med til at skabe værdi i hverdagen – både for dine kolleger og for vores beboere. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø præget af faglighed, respekt og en uformel omgangstone, hvor der er plads til sparring, humor og udvikling.
Stillingen er på 37 timer om ugen med løn og ansættelsesvilkår iht. overenskomsten for ejendomsservice mellem Dansk Erhverv og ESL. Kørekort til bil og ren straffe- og børneattest er påkrævet.
Interesseret?
Send din ansøgning og CV via ’Ansøg’-knappen nederst, senest søndag 15. februar 2026. Vi holder samtaler torsdag 19. februar og fredag 20. februar.
På www.bf-ringgaarden.dk/om-os/behandling-af-personoplysninger kan du læse, hvordan vi håndterer personoplysninger i rekrutteringsprocessen.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte inspektør Ole Andersen på oa@bf-ringgaarden.dk eller telefon 8830 3072.
Om Boligforeningen Ringgården
Vi er en almen boligforening med ca. 4.000 lejemål i og omkring Aarhus.
Vi har en decentral struktur med 11 lokale driftsområder og prioriterer nærhed til beboerne.
Vi drifter og vedligeholder mere end 150 enkeltstående bygninger i form af rækkehuse, etagebyggerier og fritliggende enfamiliehuse.
Vi har en har en stærk profil vedrørende bæredygtigt byggeri og høj kvalitet i boligerne.
Vi er ca. 60 ansatte og har administration på Dybedalen 1A, Aarhus V.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.