Debitor Teamlead – tag ansvar for debitorfunktionen i en sæsonforretning i vækst

Vil du stå i spidsen for debitorområdet i en skandinavisk virksomhed, hvor højsæson, mange bolde i luften og tempo går hånd i hånd? Har du lyst til at have ansvar for debitorfunktionen, opbygge stærke processer og struktur samt sikre at betalinger og arbejdsgange fungerer?

Så er du måske vores nye Debitor Teamlead hos GaveFabrikken A/S.

Om GaveFabrikken

GaveFabrikken A/S har siden 2008 leveret firmagaver til danske virksomheder og har oplevet tocifrede vækstrater år efter år. I dag er vi Skandinaviens største aktør i branchen med en omsætning på knap 400 mio. kr. og levering af omkring 1 mio. julegaver årligt.

Vi er repræsenteret i Danmark, Sverige og Norge og har fortsat store ambitioner for fremtiden. Vores hovedkontor ligger i en tidligere kapselfabrik i det historiske Carlsberg-kvarter i Valby, hvor du bliver en del af et lyst, åbent og uformelt arbejdsmiljø med korte beslutningsveje. Kulturen bygger på vores fire kerneværdier: Nytænkende, Relationsopbyggende, Værdiskabende og Glædeskabende.

Rollen

Som Debitor Teamlead får du det overordnede ansvar for debitorfunktionen i en udpræget sæsonforretning, hvor aktivitetsniveauet stiger markant i bestemte perioder – særligt op mod jul. Din vigtigste opgave er at skabe struktur, ensarte processer og høj kvalitet – også når volumen og kompleksitet er høj.

Du refererer til CFO og får ansvar for debitorteamet.

Dine ansvarsområder

  • Ansvar for debitorteamet (2-4 medarbejdere)
  • Planlægning, rekruttering og oplæring af ekstra ressourcer i højsæsoner
  • Opbygning af strukturerede, ensartede debitorprocesser på tværs af Danmark, Sverige og Norge
  • Automatisering og effektivisering af manuelle arbejdsgange
  • Sikring af robuste driftsrutiner:
    • Rykkerprocedurer
    • Opfølgning på forfaldslister
    • Forudbetalinger
    • Indbetalinger og udligning
    • Rettidig og professionel besvarelse af kundehenvendelser
  • Tæt samarbejde og løbende koordinering med økonomifunktionen i Norge samt kundeservice og salg.
  • Aktiv rolle i opsætning og implementering af nyt ERP-system (Business Central)
  • Medvirken til ensretning og styring af betalingsbetingelser og forudbetalinger

Din profil

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med ansvar for en debitorfunktion
  • Arbejder struktureret og er stærk i prioritering og planlægning
  • Har god procesforståelse og erfaring med at optimere arbejdsgange
  • Tager naturligt ansvar og driver opgaver selvstændigt
  • Har erfaring med – eller stor interesse for – ERP-systemer og automatisering
  • Kommunikerer klart og professionelt med både kunder og interne interessenter

Vi tilbyder

  • Stor indflydelse på udvikling af debitorfunktionen
  • En hverdag med ansvar, variation og tydelige sæsonmæssige peaks
  • Tæt samarbejde med CFO og kolleger på tværs af lande og afdelinger
  • Et uformelt arbejdsmiljø med højt engagement og korte beslutningsveje

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.