
Projektleder
Har du flair for ledelse og motiveres du af et selvstændigt ansvar for projektstyring?
Grundet stor travlhed og en række spændende projekter forude søger Klima Isolering ApS løbende dygtige projektledere til projekter i hele Danmark.
Vi tilbyder en spændende mulighed for dig, der ønsker selvstændigt ansvar for projektstyring inden for teknisk isolering og passiv brandsikring. Klima Isolering ApS er i fortsat vækst og du bliver en del af et team på 100 engagerede medarbejdere, som er fordelt i hele Danmark.
Om stillingen
Du bliver en del af vores projektafdeling, hvor du indgår i et team af både nye og erfarne projektledere. Afhængigt af dine kompetencer og bopæl, vil du blive tilknyttet et eller flere større projekter, som du selvstændigt får ansvaret for at styre.
Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Planlægning og ledelse af medarbejdere på projekterne
- Materiale- og leverandørstyring
- Kundekontakt og samarbejde med øvrige interessenter
- Budget- og økonomistyring
- Overordnet planlægning, koordinering og opfølgning på projektets fremdrift
Om dig
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du kan f.eks. være isolatør, bygningskonstruktør eller have en håndværksmæssig baggrund som tømrer, elektriker el.lign. Det vigtigste er, at du:
- har erfaring med projektledelse inden for byggeriet
- har god teknisk forståelse og interesse
- arbejder struktureret og har et godt overblik
- er data- og talstærk samt fortrolig med Excel
Det er en fordel, hvis du har kendskab til projektstyringsprogrammet DALUX samt tidsregistreringssystemet Intempus eller erfaring med tilsvarende systemer.
Du trives i en travl hverdag med mange beslutninger, er løsningsorienteret og altid proaktiv med et rigtig godt overblik. Du motiveres af at arbejde selvstændigt og sikre altid at dit team ved, hvor de har dig og hvad der forventes. Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale.
Vi tilbyder
Et selvstændigt og ansvarsfuldt job i en virksomhed i sund og positiv udvikling. Vores spændende og alsidige projekter er i hele Danmark, du får derfor stor indflydelse på din egen og dit teams hverdag.
Du bliver en del af et uformelt og engageret arbejdsmiljø med dygtige kollegaer, der har fokus på den gode tone, samarbejde og godt humør. Stillingen indebærer tæt samarbejde og løbende faglig sparring med erfarne kolleger.
Ansøgning
Vi rekrutterer løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt på nedenstående link.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR ansvarlig, Lene Dalby Wille på tlf. 3235 0815.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Klima Isolering ApS er specialister i alle opgaver indenfor teknisk isolering som altid udføres efter normen DS452. Klima Isolering benytter udelukkende produkter fra de førende leverandører i Danmark.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.