Dansk Golf Union
Brøndby

Vær med til at styrke naturdannelsen og biodiversiteten på Danmarks golfbaner

Golfbanerne rummer et stort potentiale for at fremme biodiversiteten og naturdannelsen hos store dele af befolkningen – og nu har du muligheden for at blive en central del af Dansk Golf Unions mest ambitiøse naturprojekt til dato. Vi søger en engageret og relationsskabende kollega til en deltidsstilling, der kan være med til at drive formidling og engagement i projektet Biodiversitet på golfbaner - Naturdannelse, viden og praksis, som er et treårigt projekt støttet af Nordea-fonden.

Projektet skal forløse golfbanernes potentiale, som arenaer for naturdannelse og fremme biodiversiteten på de i alt 13.000 ha, som golfbanerne udgør. Det indebærer bl.a., at der afholdes naturarrangementer såsom bioblitz, bedsteforældredage og fugleture. At der formidles om biodiversitet og natur, både i form af podcasts, artikler og videoer, samt at der sættes en lang række tiltag i gang, hvor biodiversiteten på banerne forbedres. Du får altså her en unik mulighed for at kombinere formidling og naturforståelse i ét og samme job.

Dine nye kollegaer glæder sig

Du vil blive en del af Dansk Golf Unions baneområde, som i øjeblikket består af fire kollegaer. Her bliver du en vigtig drivkraft i projektets udvikling og synlighed sammen med projektlederen og kommunikationsområdet. Du vil bl.a. skulle samarbejde tæt med golfklubber, naturorganisationer og andre idrætsorganisationer, samt vores interne team. Din hverdag vil være varieret. Nogle dage vil du være ude i naturen på golfklubberne, mens andre dage vil foregå på kontoret, enten i Brøndby eller hjemme.

Du vil trives i denne stilling

Med den arbejdsfordeling som projektet kræver, leder vi efter en person, der især brænder for kommunikation, naturformidling og den direkte kontakt til golfklubberne. Du skal trives med at kontakte golfklubber, skabe nysgerrighed omkring projektet og deltage aktivt i arrangementer rundt i landet. Du kommer også til at bidrage til podcasts, artikler, videoer og andet kommunikationsmateriale – og derfor vægter vi din energi, dit engagement og dine formidlingsevner højt.

Du behøver ikke være stærkt naturfagligt funderet for at lykkes i rollen, men en vis naturforståelse er en klar fordel. Det løfter arrangementerne, når du kan dele små gode historier, spændende facts og svare på grundlæggende spørgsmål om naturen. Vi forestiller os, at du måske har erfaring som naturvejleder, lærer med biologi eller er kommunikationsuddannet med interesse for natur og biodiversitet – men vi er åbne for mange baggrunde.

Vi tilbyder dig

  • en spændende treårig projektstilling på deltid
  • en arbejdsplads med plads til udvikling – både fagligt og personligt
  • en unik chance for at arbejde med natur, formidling og engagement på tværs af golfklubber og lokalsamfund
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet.

Vilkår for ansættelsen

  • vi glæder os til, at du kan starte – gerne så snart som muligt.
  • vores hovedkontor ligger i Brøndby, men vi har en fleksibel arbejdsplads, og dele af arbejdet kan udføres andre steder fra.
  • lønnen fastsættes i forhold til dine kvalifikationer og stillingens ansvar.
  • vi tilbyder bl.a. pension, sundhedsforsikring, personaleforening og adgang til træningsfaciliteter.

Er din interesse vakt?

Så tøv ikke med at sende din ansøgning og CV via knappen "Ansøg" (og evt. en kort videopræsentation, der skal sendes til tkp@dgu.org). Vi indkalder til samtaler løbende.

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om stillingen og vores arbejdsform, er du meget velkommen til at kontakte vores banechef, Torben Kastrup Petersen, på mobil 4040 9102 eller mail tkp@dgu.org. Vi glæder os til at høre fra dig og få dig med på holdet!


Om Dansk Golf Union

Dansk Golf Union er interesseorganisation og sparringspartner for landets 186 golfklubber. DGU’s politiske linje fastlægges af DGU’s bestyrelse, mens den daglige udvikling og drift varetages af et sekretariat, der pt. beskæftiger ca. 30 medarbejdere. Vi har en velfungerende arbejdsplads, hvor vi respekterer og værdsætter hinandens kompetencer og forskelligheder.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.