Ægirskolen
København N

Fagligt stærk lærer til Ægirskolens dagbehandling

Dagbehandlingsskolen Ægir på Nørrebro udvider igen, og derfor søger vi en dygtig, engageret lærer der har styr på sin undervisning og samtidigt har erfaring med målgruppen.

Er du uddannet lærer? Brænder du for at gøre en forskel for børn med personlige og sociale vanskeligheder, og har du erfaring med målgruppen, er dette et KÆMPE plus?

Er du struktureret, troværdig og tydelig og samtidig tryghedsskabende og tillidsvækkende?

Er du relations stærk og dygtig til klasserumsledelse?

Er du som person fleksibel, nysgerrig og udviklingsorienteret?

Så hører vi rigtig gerne fra dig hurtigst muligt.

Ægirskolen er et privat dagbehandlingstilbud, som tilbyder undervisning i grundskolens fag og socialpædagogisk behandling til børn og unge, der af faglige, personlige og/eller sociale årsager ikke kan rummes i folkeskolen. Vi fokuserer på at hjælpe børn og unge til at kunne begå sig socialt, få en uddannelse, acceptere sig selv og deres baggrund og i det hele taget magte tilværelsen og mestre livet.

Fælles for målgruppen er et behov for et overskueligt, struktureret undervisnings- og behandlingsmiljø.

Eleverne kommer som regel fra folkeskolen eller gruppeordninger, hvor de ofte har oplevet nederlag og følt sig forkerte. Som følge deraf har mange af eleverne problemer med deres selvværd og selvbillede, og vi oplever ofte børn med voldsom vrede eller selvdestruktiv adfærd, når de begynder på Ægirskolen. Problemer med at indgå konstruktivt i sociale kontekster og/eller et lavt fagligt niveau er ofte kendetegnende for de elever, vi modtager. Størstedelen af eleverne er normaltbegavede børn/unge, der kæmper med indlæringsvanskeligheder og adfærdsproblemer, hvilket ofte kan føres tilbage til psykosociale årsager.

Vi har elever i alderen 6 til 16 år. Eleverne er fordelt i mindre klasser med højst 6-7 elever i hver, og hver klasse har tilknyttet et fast lærerteam (lærere og socialpædagoger), som følger dem gennem hele skoledagen. Dette skaber, sammen med faste daglige rammer, et struktureret og trygt miljø for eleverne. I elevgruppens og klassernes sammensætning tager vi højde for eventuelle diagnoser, fagligt niveau, sociale færdigheder, individuelle problemstillinger og særlige behov.

I alle vores aktiviteter vægter vi tryghed, troværdighed, tætte pædagogiske relationer, anerkendelse og samarbejde højt. Vi sætter en ære i at gøre eleverne klar til livet efter folkeskolen, med alt hvad det indebærer. Det betyder, at vi underviser og træner vores elever i at være selvhjulpne, kunne begå sig i forskellige sociale sammenhænge og at være hovedpersonen i eget liv, samtidig med at vi tilbyder fuld fagpakke i folkeskolens afgangsprøve. Vi tilrettelægger en målrettet, individuel og motiverende undervisning med udgangspunkt i den enkelte elevs faglige niveau, interesser og kompetencer.

Vi er en tæt personalegruppe, som er kendetegnet ved engagement, omsorg og innovation, og så glæder vi os til at tage imod vores nye kollega.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Arbejdstiden er i tidsrummet kl. 8.00 til 16.00 inkl. forberedelse og med mandag og onsdag som faste mødedage til kl. 16.00.

Vil du vide mere?

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Skoleleder Jonny Sandberg Rongsted på telefon 31 41 75 29 eller Jonnys@aegirskolen.dk.

Er du interesseret i en stilling hos os, ser vi gerne, at du kontakter os for yderligere information.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest pr. 1. januar 2026.

Frist:

Ansøgningsfrist senest den 21. november 2025. Vi holder ansættelsessamtaler løbende. Såfremt du ikke har hørt noget fra os eller er indkaldt til samtale pr. 1.december, så er stillingerne gået til anden side.

Send din ansøgning via knappen ”Ansøg”.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.