Friskolen Øster Egesborg
Mern

Friskolen Øster Egesborg søger en SFO-leder

På Friskolen Øster Egesborg søger vi lige nu en kompetent og erfaren SFO-leder, der kan varetage ledelsen af vores skønne SFO og klubtilbud.

Vi søger en SFO-leder, der vil medvirke til at sikre et udviklende, trygt og glædesfyldt miljø i vores SFO og klub. Vi er en mindre skole, hvis centrale værdier er faglighed, fællesskab og nærvær. På den baggrund skal vores nye SFO-leder være pædagogfagligt stærkt funderet. Vores SFO-leder skal kunne begrunde sine pædagogiske ambitioner for dagligdagen samt bruge denne ambition som motivation for sine prioriteringer i dagligdagen – samt i et mere langsigtet strategisk perspektiv.

Du skal herudover være orienteret mod et forpligtende arbejdsfællesskab med den øvrige skoleledelse samt være stærk i dit relationelle arbejde. Der er mange timer i stillingen, der foregår sammen med børnene i dagligdagen. Det er derfor vigtigt, at du som leder hos os, også har lyst til dette – og kan se de pædagogiske og ledelsesmæssige muligheder i denne ramme. Du skal således have lyst til at igangsætte pædagogiske aktiviteter i både klub og SFO. Du har et godt overblik samt evne til at arbejde anerkendende med alle vores skønne unger.

På skolen har vi en dygtig administrativ leder, så det vi særligt søger hos vores kommende SFO-leder, er en leder, der er dygtig til faglig ledelse og personaleledelse. Der er tilknyttet 4 faste medarbejdere til SFO og klub. Det er således en mindre SFO og klub. Der er 72 indmeldte børn i SFO´en og 29 indmeldte børn i klubben.

Vores udendørs rammer er rigtig gode og vi har netop fået opført en stor bål- og læringshytte. Vi ønsker at børnene udvikles gennem legende tilgange, og tillige vokser op med en respekt for og en naturlig glæde ved den omgivende natur.

Vi prioriterer kompetenceudvikling, faglig refleksion og teamsamarbejde. Der er gode muligheder for at komme på relevante kurser. På den baggrund er det vigtigt at fremhæve, at skulle du mangle ledelseserfaringen, men kan se dig selv som en stærk faglig SFO leder, så søg alligevel. Vi skal nok hjælpe med den efterfølgende kompetenceudvikling.

Opsummering af ønskede kvalifikationer:

  • Ledelseserfaring – gerne stærk på faglig ledelse
  • Pædagogisk velfunderet – gerne pædagoguddannet
  • Skriftligt velfunderet, så der kan skrives handleplaner, indstillinger m.m.

Stillingen er på fuld tid.

Læs mere om skolen på vores hjemmeside: www.egesborg.dk.

Kontakt meget gerne skoleleder Dennis Holand for uddybning og aftale om rundvisning. Kig forbi og få et indtryk af den skønne stemning på vores dejlige skole:

Dennis Holand: 2426 4735 eller mail: dennis@egesborg.dk.

Ansøgningsfrist: 30/11-25.

Tiltrædelse 1. februar 2026.

Ansættelsessamtaler afvikles torsdag d. 11/12-25.

Ansøgning og CV sendes via knappen 'Ansøg'.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.