Mentorbarn - Relationer For Livet
København NV

Chef for Frivillige og Match

Vil du stå i spidsen for arbejdet med at give flere børn og unge i udsatte positioner adgang til trygge, stabile og udviklende voksenrelationer?

Har du solid ledelses- og projektledererfaring – og brænder du for frivillighed, børns trivsel og samarbejde med kommuner? Så er du måske vores nye chef for frivillige og match.

Om Mentorbarn

Mentorbarn er en landsdækkende social organisation, der arbejder for, at børn og unge, som vokser op i sårbare livssituationer, får adgang til stabile og udviklende voksenrelationer. Det gør vi gennem frivillige venskabsfamilier – i tæt samarbejde med kommuner, fonde og civilsamfundets aktører.

Vi er i en spændende udviklingsfase, hvor vi styrker vores faglige fundament, frivilligstrategi og samarbejde med kommunerne i lyset af Barnets Lov. Det er her, du kommer ind i billedet. Mentorbarn har lige nu ca. 30 ansatte fordelt mellem sekretariatet og procesledere, der arbejder rundt om i landet.

Stillingen

Som Chef for Frivillige og Match bliver du ansvarlig for at lede og videreudvikle Mentorbarns arbejde med frivillighed og matching – fra rekruttering og kvalitetssikring til partnerskaber med kommuner.

Du får personaleansvar for 13 procesledere med socialfaglig baggrund, der arbejder i hele landet, og du bliver en del af organisationens chefgruppe med reference til den konstituerede direktør. Stillingen er placeret på vores kontor på Thoravej 29.

Dine opgaver bliver bl.a. at:

  • Understøtte og tage medansvar for den udviklingsproces, som organisationen er i.
  • Udvikle og implementere en ny frivilligstrategi i tæt samarbejde med direktøren.
  • Sikre et stærkt samarbejde med kommunerne om opgaven med frivillige venskabsfamilier under Barnets Lov.
  • Skabe tydelige rammer og retning for procesledernes arbejde med frivillige og match – og understøtte høj faglig kvalitet og trivsel i teamet.
  • Understøtte procesledernes arbejde med rekruttering, matching og supervision af frivillige venskabsfamilier i samarbejde med resten af sekretariatet
  • Budgetstyring og målrapportering på kommuneaftaler
  • Ledelse af igangværende projekter samt udvikling af nye indsatser og projekter.
  • Fundraising til understøttelse af nuværende og udvikling af nye indsatser og projekter.
  • Bidrage til strategisk udvikling og tværgående samarbejde i organisationen.
  • Indgå i ledelsesmæssige beslutninger og arbejde tæt sammen med kolleger i sekretariatet om finansiering, dokumentation og partnerskaber.

Om dig

Du er en erfaren og relationsstærk leder, der trives med både drift og udvikling. Du har dokumenteret erfaring som projektleder, og du kan motivere, skabe følgeskab og holde retning – også når opgaverne er mange og geografien bred. Du har forståelse for kommunale beslutningsgange og samarbejdsflader på børne- og familieområdet.

Vi ser gerne, at du:

  • Har erfaring med personaleledelse og arbejdet med frivillighed, partnerskaber og socialfaglige indsatser på børneområdet.
  • Kan omsætte strategi til handling – og skabe struktur, kvalitet og resultater i praksis.
  • Er en stærk kommunikator, der trives med både frivillige, fagfolk og ledelsesfora.
  • Er motiveret for at styrke sammenhængskraften og oplevelsen af nærværende ledelse i en hybridorganisation.
  • Er motiveret af at gøre en konkret forskel for børn og unge gennem stærke fællesskaber.

Vi tilbyder

  • En lederstilling med stort samfundsmæssigt formål og højt fagligt niveau.
  • Et landsdækkende og engageret team af procesledere og frivillige.
  • Et nært samarbejde med direktør og chefgruppe i en organisation i udvikling.
  • En arbejdsplads med stærke værdier, høj grad af tillid og stor mening i arbejdet.

Praktisk

  • Arbejdssted: Thoravej 29, København NV.
  • Stillingen er på fuld tid (37 timer).
  • Tiltrædelse: Snarest muligt.
  • Ansøgningsfrist: 19. november.
  • Første samtaler forventes afholdt 21. november.

Kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte procesleder Julie Brøgger Løjborg på julie@mentorbarn.dk / tlf. 25 29 14 41 eller konstitueret direktør Cecilia Decara cecilia@mentorbarn.dk / tlf. 54 33 44 20.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.