Damsgaarden
Gilleleje

Pædagogisk medarbejder – fuldtid (37 timer) hos Damsgaarden

Damsgaarden er et varigt botilbud til voksne mennesker, der lever med udviklingshandicap og autismespektrumforstyrrelse. Vi holder til på en trelænget gård uden for Gilleleje med dyrehold, grøntsagshave, bålplads og arbejdsfællesskaber, der afspejler livet på landet. Damsgaarden rummer 11 pladser efter §108 samt 11 dagtilbudspladser efter §104. Det betyder at alle beboerne har helhedstilbud, der skaber en sammenhængende og meningsfuld hverdag for dem.

Vores pædagogiske tilgang er teoretisk funderet i Grøn Omsorg (Green Care) og tager udgangspunkt i natur, dyr, have og socialt landbrug som aktive elementer i trivsel, læring og udvikling. Vi arbejder struktureret og forudsigeligt med udgangspunkt i totalkommunikation og deltagelse, og vi ser naturen som et aktivt pædagogisk redskab.

Damsgaarden er en del af et fagligt fællesskab med Dagtilbuddet NOVA, og vi samarbejder tæt på tværs om metode, kvalitet og udvikling. Du bliver en del af et fagligt miljø med regelmæssig sparring, møder, supervision og mulighed for at bidrage aktivt til udviklingen af den pædagogiske praksis.

Vores beboere er voksne med varigt nedsat funktionsevne og ofte komplekse støttebehov. En del beboere har 1:1 støtte i alle vågne timer. Arbejdet kræver derfor struktur, overblik og blik for det enkelte menneskes måde at være i verden på.

Daglig, systematisk dokumentation er en forudsætning for ansættelse på Damsgaarden. Vi arbejder målstyret og omsætter indsatsmål til konkrete delmål, som dokumenteres løbende i vores systemer. Det betyder, at du skal have blik for det skriftlige arbejde og kunne formidle pædagogiske observationer og refleksioner tydeligt og fagligt.

Dine opgaver

  • Skabe en struktureret og meningsfuld hverdag for beboerne, med afsæt i Damsgaardens bondegårdsmodel og Grøn Omsorg
  • Deltage i og facilitere daglige gøremål på gården, fx dyrepleje, havearbejde og madlavning
    Arbejde systematisk med struktur og forudsigelighed som pædagogiske redskaber
  • Anvende totalkommunikation og visuel støtte i hverdagen, som dialogbaseret værktøj
  • Dokumentere mål, indsatser og udvikling dagligt samt deltage i evalueringer i teamet
  • Bidrage til et fagligt miljø med refleksion, samarbejde og høj kvalitet i det pædagogiske arbejde

Vi søger dig, der

  • Er uddannet pædagog – eller har en anden relevant faglig baggrund, fx som ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent
  • Har erfaring med voksne med udviklingshandicap og/eller autismespektrumforstyrrelse
  • Trives i et landligt miljø, hvor natur og dyr er en integreret del af den pædagogiske praksis
  • Har stærke skriftlige kompetencer og sikker dansk retskrivning
  • Er ansvarsbevidst, struktureret og kan bevare overblikket i en alsidig hverdag
  • Har kategori B kørekort

Vi tilbyder

  • Fuldtidsstilling på 37 timer
  • Arbejdstider i tidsrummet 07.00–21.00, med maks. 14-timers vagter
  • Et 8-ugers rul, hvor man samlet arbejder fem weekenddage
  • I gennemsnit 2–3 indmøde ugentligt med mulighed for fleksibilitet
  • Et unikt, gårdbaseret pædagogisk miljø med natur, dyr og fællesskaber i centrum
  • Tæt fagligt samarbejde og mulighed for relevant efter-/videreuddannelse
  • Et arbejdsmiljø med fokus på kvalitet, trivsel og faglig udvikling
  • Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem Dansk Erhverv og Socialpædagogernes Landsforbund (SL)

Om ansættelsesprocessen

Vi prioriterer en grundig ansættelsesproces, så både du og vi får mulighed for at mærke efter, om Damsgaarden er det rette match. Processen starter, så vidt muligt, med en uformel gåtur på gården, hvor vi lærer hinanden at kende. Derefter inviteres du til at komme forbi et par timer som “fluen på væggen”, så du kan opleve hverdagen og kulturen på Damsgaarden. Til sidst afholdes en ansættelsessamtale, hvor du blandt andet vil blive præsenteret for nogle faglige cases, som du både skal drøfte og løse skriftligt.

Vil du vide mere?

Læs mere på www.damsgaarden.nu, hvor du også kan se en kort film om vores hverdag og tilgang.

Ansøgning

Ansøgningsfrist: d. 23. november. Samtaler afholdes 25. og 26. november.

Send din ansøgning og CV via Ansøg-knappen. Spørgsmål kan rettes til leder Jacob Schmidt på 61 10 05 02 eller dagtilbudsleder Jonas Rudolph Devantier på 29 86 42 07.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.