
Befalingsmand/soldat søges som makker til faglærer på FGU-skoles forsvars- og beredskabslinje
Vores nye forsvars- og beredskabslinje er kommet så stærkt fra start, at vi nu søger en makker til linjens faglærer. Har du militærbaggrund og gerne erfaring med at uddanne værnepligtige? Brænder du for at hjælpe unge mennesker godt på vej, og kan du se potentialet i at forberede FGU-målgruppen på værnepligt og en fremtidig uddannelsesvej inden for forsvar og beredskab? Vil du være med til at videreudvikle på et nyt uddannelsestilbud med stor betydning? Så kan du godt læse videre!
Om stillingen
Forsvar & Beredskab er en værkstedslinje tilknyttet produktionsgrunduddannelsen (PGU), som har været i drift siden 15. september 2025 på FGU-skolen i Ringsted. Undervisningen består af 1/3 teori og 2/3 praksis. Den praktiske undervisning omfatter bl.a. fysisk træning, øvelser og teambuildingaktiviteter, der styrker eleverne fysisk og mentalt og udvikler deres disciplin og samarbejdsevner. Eleverne skal klædes på til at kunne gennemføre hærens basisuddannelse, hvorfor basal førstehjælp, elementær brandbekæmpelse, elementer fra feltuddannelsen m.m. indgår. Derudover bliver eleverne undervist i teori relevant for temaet samt i almenfag (dansk, matematik og PASE) varetaget af almenlærere. Formålet med undervisningen i sin helhed er at forberede eleverne på at aftjene værnepligt, blive optaget i det frivillige beredskab og påbegynde en fremtid uddannelsesvej inden for forsvar og beredskab, ambulancetjeneste eller brand. Øvrigt formål er at give eleverne færdigheder, som de kan anvende i mange andre uddannelses- og jobmæssige sammenhænge, herunder at indgå i et team, at tage ansvar, arbejde under pres og håndtere uforudsete begivenheder. Du bliver makker med den nuværende underviser på linjen og bidrager aktivt til den fortsatte udvikling af et stærkt og autentisk læringsmiljø.
For alle undervisere på PGU gælder det, at man skal:
- udvikle temaet og undervisningen jf. gældende fagbilag og undervisningsplaner.
- varetage kontaktlærerfunktion herunder afholde samtaler med elever og sikre nødvendig dokumentation.
- bidrage til at sikre en helhedsorienteret undervisning hvor praksis, produktion og et autentisk miljø er centrale omdrejningspunkter.
- tage initiativ til og eksekvere på opgaver og projekter ude af huset og indgå samarbejde med relevante eksterne samarbejdspartnere.
Om dig
Vi forestiller os, at du er soldat eller forhenværende soldat og meget gerne med erfaring i at undervise værnepligtige, så du kan tilføre uddannelsestilbuddet de perspektiver og den praksiserfaring, som vi eftersøger. Det er vigtigt for os, at du formår at forankre dit daglige arbejde pædagogisk fagligt, og vi forventer, at du kan arbejde både målrettet og differentieret med elevernes motivation, udvikling, relationsdannelse og trivsel. Derudover lægger vi vægt på, at du:
- kan bidrage med relevant viden, erfaring, høj faglighed og energi til teamet.
- kan tilrettelægge og gennemføre motiverende, differentieret og relevant praksisbaseret undervisning med udgangspunkt i temaet forsvar og beredskab.
- kan supplere faglæreren på linjen og indgå i tæt samarbejde med ham om den praksisbaserede undervisning.
- kan bringe din faglighed i spil i samarbejdet med almenlærerne om den helhedsorienterede undervisning og bidrage til at sikre et inkluderende undervisningsmiljø.
- er imødekommende og udadvendt og trives i samarbejde med både elever, kollegaer og samarbejdspartnere.
Du får
- en spændende, udfordrende og varieret hverdag i en stilling på 37 timer inklusive undervisning og forberedelse og i langt overvejende grad inden for almindelig arbejdstid.
- rigtig gode muligheder for at sætte dit præg og videreudvikle på et nyt uddannelsestilbud til FGU-målgruppen, der kan styrke de unges videre muligheder i livet.
- et stærkt teamsamarbejde med fag- og almenlærere med det fælles mål at tilrettelægge praksisbaseret og helhedsorienteret undervisning, der motiverer målgruppen til læring og udvikling.
- et tæt samarbejde med vejlederne om elevernes udvikling, trivsel og progression.
- et meningsfuldt arbejde der kan afklare unges videre vej i uddannelse og job og understøtte den aktuelle oprustning af det danske forsvar.
Vores fælles opgave
Hos FGU Midt- og Østsjælland udbyder vi en forberedende grunduddannelse (FGU) til unge under 25 år, der af vidt forskellige årsager ikke tager den lige vej i uddannelsessystemet. Vi driver tre skoler i Køge, Ringsted og Faxe med samlet ca. 355 årselever. Vores målgruppe har behov for en forberedende indsats for at opnå fast tilknytning til job eller uddannelse. Vores fælles opgave ligger i at styrke elevernes faglige, personlige og sociale udvikling og samtidig sikre deres trivsel, så de står styrket i at gennemføre en ungdomsuddannelse og/eller opnå varig beskæftigelse.
Vores løfter til eleverne
Vi har udviklet et pædagogisk didaktisk grundlag og formuleret fem løfter til eleverne, som alle medarbejdere arbejder for at indfri. Løfterne lyder som følger:
- Jeg lover at møde dig med et smil hver dag og gøre, hvad jeg kan, for at din skoledag bliver både sjov og lærerig.
- Jeg lover at viske tavlen ren hver dag og lægge de dårlige valg, du og jeg traf i går, bag mig.
- Jeg lover at gøre, hvad jeg kan, for at din tid på FGU bliver din bedste skoletid.
- Jeg lover, at jeg aldrig vil opgive at hjælpe dig med at blive den bedste udgave af dig selv.
- Jeg lover, at jeg vil støtte dig i at nå de mål, du sætter dig, og opnå succes i eget liv.
Det er vigtigt for os, at du har lyst til at arbejde med løfterne til vores elever. Vi forventer, at du bistår dem loyalt i både handling og adfærd.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fastansættelse. Ansættelsen sker afhængig af uddannelse, kvalifikationer og erfaring i henhold til gældende overenskomst med relevant faglig organisation. Du kan forvente en løn på ml. 32.600 kr. og 38.600 kr. afhængige af førnævnte. Hertil kommer 17,3% i pension.
Arbejdstid og -sted
Stillingen er på 37 timer ugentligt inklusive undervisnings- og forberedelsestid og i langt overvejende grad inden for almindelig arbejdstid. I forbindelse med feltture, ekskursioner, ERASMUS+ ophold eller lign. vil der i mindre grad være aften- og weekendarbejde. Vi udbyder linjen Forsvar & Beredskab på FGU-skolen i Ringsted, hvorfor skolen også bliver dit primære arbejdssted som faglærer på linjen.
Ansøgning og tiltrædelse
Send os din motiverede ansøgning samt dit CV og uddannelsespapirer, så ansøgningsmaterialet er os i hænde senest mandag d. 24. november 2025, kl. 12.00. Vi forventer at afholder samtaler i uge 48 og ønsker stillingen besat per. 1. januar 2026.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef, Maja Larsen, som stillingen også refererer til på mail: ml@fgu4you.dk eller tlf. 6128 0584.
Du kan læse mere om FGU Midt- og Østsjælland på institutionens hjemmeside fgumidt.dk.
FGU Midt- og Østsjælland opfatter forskellighed som en styrke og opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold.
FGU Midt- og Østsjælland er en uddannelsesinstitution med skoler i Køge, Ringsted og Faxe. Vores formål er at løfte uddannelsesniveauet i kommunerne Køge, Ringsted, Faxe, Stevns og Sorø for alle unge under 25 år. Vi forventer 355 årselever og 65 medarbejdere.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.