Musikhuset Esbjerg, Fond
Esbjerg

Ambitiøs og fremsynet koordinator til billetsalg og administration

Musikhuset Esbjerg og Tobakken søger en ambitiøs og fremsynet koordinator til billetsalg og administration.

Vil du være med i maskinrummet, og følge et arrangement fra start til slut, når der skal oprettes billetsalg, tilpasses salsplaner, laves rapporter internt og til eksterne samarbejdspartnere, den endelige opgørelse til optrædende bureauer og koordinering ved shows så har vi jobbet til dig!

Musikhuset Esbjerg og Tobakken har en ambition om at være blandt de mest toneangivende, spændende og anerkendte musikhuse og spillesteder. Der følger et højt ambitionsniveau, overfor de optrædende kunstnere, og en fælles forventning til hurtig ekspedition af oprettelse af billetsalg og afregning af arrangementer.

Til det søger vi en medarbejder, der vil være fast kontaktperson ved billetoprettelse og overfor vores billetsystem Billetten. Du vil få ansvaret for hvordan vi opretter og vedligeholder billetsalg, salsplaner, billetsalgsrapporter og arrangementsafregninger.

Du vil få en hverdag på vores kontorer og rig mulighed for at se dit arbejde folde sig ud i praksis – foruden de administrative opgaver, kan der følge mindre koordineringsopgaver omkring specifikke og fast tilbagevendende shows i programmet. Du kommer til at indgå i et team, der i dag består af en projektmedarbejder og en produktionskoordinator.

Dine opgaver vil være:

  • Primær kontaktperson til Billetten omkring oprettelse af arrangementer
  • Vedligeholde og udvikle Musikhuset og Tobakkens salsplaner
  • Administrere og vedligeholde billetsalget for alle nye arrangementer
  • Deltage i at udarbejde planer for publikums adgang til Musikhuset og Tobakken, show design og implementering i afviklingen
  • Holde dig opdateret på billetpriser og trends i markedet nationalt og internationalt
  • Være bindeled mellem program, marketing og regnskabsafdeling, og udarbejde arrangementsafregninger
  • Ajourføre og kategorisere kontrakter i forhold til forpligtelser, leverancer og andet
  • Ajourføre statistik til bidragsydere, regnskabsafdeling, koda mv. efter hvert arrangement
  • Andre ad-hoc opgaver, som er i programafdelingen

Det vigtigste er at du er struktureret, opsøgende og trives i et kreativt team med et højt tempo, mange projekter og forskellige personligheder. Du har forståelse for tal, er et organisatorisk talent og kan eksekvere når det går stærkt. Herudover har du ideelt erfaring med håndtering af billetsystemer, erfaring med planlægning af koncerter/teater/comedy, gode IT-egenskaber og er flydende på både dansk og engelsk – vigtigst er du en åben person med gode kommunikative egenskaber og et godt humør.

Musikhuset Esbjerg og Tobakken

Musikhuset Esbjerg overtog driften af rytmiske spillested Tobakken fra den 1. august 2024.

Musikhuset Esbjerg er en erhvervsdrivende fond, der gennem 28 år har været det toneangivende kulturhus i Sydvestdanmark. Huset præsenterer hvert år omkring 200 kulturarrangementer og har årligt omkring 80.000 betalende publikummer.

Musikhuset Esbjergs organisation består aktuelt af 30 fastansatte medarbejdere og omkring 80 timelønnede medarbejdere, der er tilknyttet café- og teknikafdeling. I forlængelse af overtagelsen af det rytmiske spillested forventes staben i løbet af 2025 at blive udvidet med yderligere medarbejdere samt en række timeansatte medarbejdere.

På Tobakken, der har til huse i Esbjergs gamle tobaksfabrik og ligger fem minutters gang fra Musikhuset, er det muligt at lave koncerter for op til 1.300 publikummer. Dermed er Tobakken et af de spillesteder i Danmark, der har den største kapacitet. Udover Store Sal råder Tobakken over Lille Sal, der har en kapacitet på 250 publikummer, og en caféscene med en kapacitet på 140 publikummer.

Samlet set sigter vi mod 120.000 kulturgæster og et samlet besøgstal på +200.000 gæster i Musikhuset Esbjerg og Tobakken.

Det praktiske

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte programchef Sune Rasmussen på sr@mhe.dk. Har du spørgsmål du vil stille pr. telefon, er du velkommen til at ringe hverdage mellem kl. 13:00 – 16:00, på telefon 25 47 96 53.

Der er tale om en fastansættelse på 30-37 timer ugentligt. Løn forhandles efter kvalifikationer.

Send os din ansøgning hurtigst muligt.

Vi indkalder til samtaler løbende og tiltrædelse er efter aftale.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.