
DSI Storskoven søger to pædagoger, til vores afdeling Nordskoven
Lad os være ærlige fra starten…
Vi leder ikke efter flere hænder.
Vi leder efter et menneske, der bidrager, sætter spor og vil høre til.
Måske er du et fagligt fyrtårn. Måske en nysgerrig pioner.
Vi søger den stemme, vi opdager har manglet – det menneske som kan forandre et rum.
Forestil dig et sted…
Hvor hverdagen dufter af benzin, våd skovbund, neglelak og nyristede toast.
Hvor vi står sammen i det skøre, det svære og det magiske.
Hvor relationer er både kompas og anker, hvor sproget er et vigtigt redskab og hvor humor kan føles som ilt.
En ung sidder ved morgenbordet. Alting starter i nul denne dag. Pakket ind i hættetrøje, tavshed og mistillid. Et enkelt ord åbner en sprække – pludselig vælter ærlige, uslebne sætninger ud mellem madpakker og opvask.
Der er latter fra stuen. Ægte latter. Måske velbehag. Måske modstand.
Du ankommer. Standser foran døren.
Du trækker vejret. Dit hjerte banker... af nærvær.
Du ved, at fra nu af kan du ikke være nærig med dig selv.
En stemme bag dig siger: ”Kom, men kun hvis du bliver stående”.
Du træder ind.
Indenfor er alt levende. Ikke pænt. Ikke poleret. Men ægte.
Rummet reagerer. To stemninger kolliderer i entreen.
Du møder blikke – nysgerrige, afprøvende, søgende. Blikke, der både kan bede dig skride – eller tigge dig om at blive.
En hånd rækker frem. En kollega hilser dig velkommen.
Om tid har i grinet og grædt sammen. Kender hinandens livretter, yndlingssange, svagheder og styrker. For her er vi ikke bare kolleger – vi er hele mennesker. Vi har hinandens ryg. Vi kommer i hælene af hinanden. Samler det op en anden tabte. For at lykkes – for at de unge lykkes.
Personalemøde – 5 stive timer. Kaffe, brød, faglige refleksioner og praktisk planlægning.
Senere står du i kanten af skoven. Ved crossbanen, den er smattet.
Motorerne varmer op, blikkene er skarpe og pulsen stiger.
Der dufter af benzin og adrenalin i blodet. Råt. Der er latter og fællesskab.
Varme bade. Sultne maver og duften fra gryderne. Blomster i vasen. Stearinlys på bordet. Omsorg, kærlighed og kram. Midt i rummet flytter sproget på noget, du ikke kan se, men kan mærke.
En dør smækkes, så hårdt at verden ryster. Stilheden efter råbet vejer tungere end selve råbet.
Det er her det sker. Mellem os. Med de unge. I hverdagens øjeblikke.
Et sted, der ser dig tilbage. Det hedder Nordskoven.
Men vi mangler noget.
Vi mangler dig:
- Dig, der er uddannet pædagog (eller tilsvarende) og har specifik erfaring indenfor vores felt.
- Dig, der ser mennesket bag adfærden.
- Dig, der kan være tydelig uden at være hård, nærværende uden at blive opslugt og ved at relationer ikke bare sker – men formes i alt det imellem.
- Dig, der kan bruge sprog som handling, positionering som redskab og kontekst som nøgle.
- Dig, der kan stille det spørgsmål eller levere den spejling, der kan ændre rummet.
- Dig, der har blik for det usagte, sprog for det svære – og ved at tavshed kan vægte det samme som ord.
- Dig, der kan balancere struktur og spontanitet. Der kan dokumentere og producere på skrift og få vinget praktiske opgaver af. Dig, der tager ansvar.
- Dig, der kan bevare ro i kaos, retning i støj og høre nuancerne i vinden.
- Dig, der ved at voldsomme skift ikke er personlige angreb – men rå fortællinger, der mangler nogen, der bliver stående.
- Dig, der ikke går på autopilot, men går på opdagelse. Der ved at små forandringer, kan blive store over tid.
- Dig, der kan grine midt i galskaben, tænke midt i farten og få øje på det smukke i det skæve.
- Dig, der er klar i hovedet og varm om hjertet. Dig, der ikke bare klare hverdagen – men vil være med til at forme den.
Det vigtigste er ikke, at du kan alt. Husk at tvivl kan være et tegn på, at du tager arbejdet – og dig selv – alvorligt.
Hvis du har mærket noget undervejs, der giver genklang i dig. Så søg.
Det vi har – og som du får:
- En organisation i udvikling.
- Et sted, hvor systemisk/narrativ tænkning ikke bare er en retning, men en måde at være i verden på.
- Et miljø, hvor praksisnær udvikling, faglig sparring, supervision, temadage og narrativ systemisk efteruddannelse er en del af hverdagen.
- Kolleger, der brænder for det pædagogiske håndværk. Hvor vi reflekterer, handler, fejler og prøver igen. Et fællesskab, hvor pædagogik ikke udvandes, men forfines. En hverdag, der er alt andet end forudsigelig. Og netop derfor fantastisk.
- Unge der udfordrer og udvikler os og øjeblikke der aldrig glemmes.
Hard facts – som også er rare at kende:
- 2 x fuldtidsstillinger, fast ansættelse. Skiftende arbejdstider, 365 dage om året.
- Tiltrædelse efter aftale.
- Løn og pension efter intern lønpolitik.
- Kørekort til personbil er et krav.
- Børne- og straffeattest indhentes.
- Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Charlotte Hoffmann på tlf. 3134 3293 hverdage i tidsrummet kl. 9-14 eller skriv til chh@storskoven.com.
Send din ansøgning, CV og relevante eksamensbeviser via linket "Ansøg". Ansøgningsfrist d. 19. november 2025, kl. 12.00.
Samtaler forventes afholdt mandag d. 24. november 2025.
Alt det traditionelle – om målgruppe, pladser, organisering, bestyrelse m.m. – finder du på vores hjemmeside De socialpædagogiske opholdssteder | Den Selvejende Institution Storskoven.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.