
Pårørenderådgiver søges til ny forældreindsats
Om stillingen
Er du en passioneret og dygtig rådgiver? Og har du lyst til at være en del af en fagprofessionel rådgivning for pårørende til mennesker med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse? Så har vi jobbet til dig.
Som pårørenderådgiver i Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning bliver du en del af et engageret rådgivningsteam, der hver dag møder mennesker, som står midt i en presset og ofte uoverskuelig hverdag.
Rådgivningen opnormerer i forhold til vores nye indsats for forældre til børn og unge, der er indlagt eller i ambulant behandling i børne- og ungepsykiatrien. Indsatsen skal hjælpe forældre med at styrke deres trivsel og handlemuligheder, forstå systemet og stå stærkere i rollen som pårørende til et barn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Du bliver en del af vores landsdækkende telefoniske rådgivning, men skal være indstillet på primært at rådgive forældre til børn og unge i kontakt med psykiatrien.
Rådgivningen foregår primært telefonisk, og er både fagligt krævende og dybt meningsfuld. Rådgivningen består af enkeltstående samtaler af rådgivende og ikke terapeutisk karakter. Vi arbejder tværfagligt og lægger vægt på høj faglighed, faglig sparring og et trygt kollegialt fællesskab.
Dine opgaver bliver bl.a. at:
- Rådgive og støtte forældre til børn og unge i psykiatrisk behandling
- Hjælpe forældre med at navigere i forældrerollen, behandlingssystemet og finde samarbejdsveje med psykiatrien og kommunen
- Tale med mennesker i krise eller alvorligt pres – og støtte dem i at genfinde deres handlekraft
- Bidrage med faglig sparring og deltage aktivt i udviklingen af rådgivningens praksis
- Formidle psykologisk og pædagogisk viden på en måde, der er tilgængelig og brugbar for forældre til børn og unge med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse
Vi leder efter dig, der:
- Har en psykologisk, terapeutisk eller familiebehandler-uddannelse – fx psykolog, psykoterapeut MPF, familiebehandler eller social- eller specialpædagog med terapeutisk overbygning.
- Har erfaring med familiedynamikker og samspil, når et eller flere børn har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
- Har erfaring med at rådgive og støtte forældre til børn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse – og forståelse for pårørendeperspektivet.
- Har viden om psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser hos børn og unge.
- Har erfaring med samtaler, rådgivning eller terapi med mennesker i sårbare livssituationer.
- Har kendskab til børne- og ungepsykiatrien, fx fra tidligere ansættelse eller tæt samarbejde.
- Er psykisk robust og kan bevare ro og overblik i krævende samtaler.
- Har en stærk faglighed, som du bringer aktivt i spil i rådgivningen og teamet.
- Kan formidle viden klart og omsorgsfuldt til pårørende.
Det er en fordel, hvis du også:
- Har erfaring med krisehåndtering, traumeforståelse eller systemisk/kognitiv/eksistentiel/narrativ/metakognitiv tilgang
- Er vant til at arbejde med korttidssamtaler og skabe tillid og tryghed på kort tid
- Trives i et miljø med refleksion, sparring og høj faglig standard
Vi tilbyder
- Et meningsfuldt arbejde, hvor du gør en konkret forskel for forældre til børn og unge med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse
- Et trygt og fagligt stærkt team med fokus på supervision, sparring og udvikling
- En arbejdsplads med en åben og tillidsfuld kultur, hvor vi løfter i flok
Om os
Bedre Psykiatri er en af Danmarks største medlemsorganisation indenfor psykiatrien. Vi hjælper pårørende til mennesker med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse til et bedre liv, og vi kæmper for bedre behandling og vilkår i psykiatrien. Vi driver blandt andet rådgivning, kurser og frivillige fællesskaber i hele landet. Læs mere på www.bedrepsykiatri.dk.
Praktisk
Stillingen er på 15-25 timer om ugen og er tidsbegrænset til et år, med god mulighed for forlængelse. Arbejdstiderne er fleksible men skal ligge inden for normal kontortid. Tiltrædelse 1. februar 2026, eller snarest muligt derefter.
Arbejdssted: Gammeltorv 14, 2. sal, 1457 København K.
Løn efter kvalifikationer. Vi er ikke lønførende, men vi tilbyder gode arbejdsvilkår, og vi prioriterer et godt arbejdsmiljø.
Ansøgning
Send en motiveret ansøgning og dit CV via jobindex senest 07. december 2025. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte faglig leder Cecilie Elmira Sørensen på mail ces@bedrepsykiatri.dk eller pr. telefon 21 99 07 78 hver onsdag i tidsrummet 13:00 - 15:00.
Første runde ansættelsessamtaler forventes af afholdes d. 07. og 08. januar 2026 og anden runde samtaler d. 13. januar 2026.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.