Aspektrum ApS
Hvidovre

Medarbejdere søges til nystartet botilbud

Har du sort bælte i relationer og kender til betydningen af sociale fællesskabers enestående kraft, så har vi måske lige det job, du leder efter.

Du kan få en unik mulighed for at være med til at bygge et tilbud op fra bunden, i tæt samarbejde med beboere, kolleger, tilbudsleder og bestyrelse. Vi har flere stillinger, vi skal besætte og gerne med en blanding af medarbejdere med forskellig faglig baggrund.

Hvem er vi:

Aspektrum er et lille nystartet §107 botilbud, beliggende i Hvidovre. Vores beboere er i alderen 16-25 år, har en diagnose indenfor autismespektret og eller ADHD. Udover autisme og ADHD har flere en tillægsdiagnose, eksempelvis angst, depression, OCD og lignende. Beboernes funktions - og udviklingsniveau kan variere, men fælles for dem er at de i en periode af deres liv har brug for at bo et sted hvor de kan få hjælp og støtte til at udvikle kompetencer og strategier så de kan komme videre i en mere selvstændig tilværelse.

Vores faglige afsæt er eklektisk og består af en hybrid mellem forskellige tilgange til menneskelig udvikling og metoder, der knytter an til disse tilgange.

Værdier og menneskesyn har en stor betydning for måden, vi forholder os til vores beboere, hinanden som kolleger, vores fælles arbejdsplads og måden vi løser vores kerneopgave på.

Hvem er du:

Udover at dele diagnoser er vores beboere lige så forskellige som alle andre mennesker. Vores kommende kolleger skal have blik for dette, og samtidig se værdien af fællesskabet, både i teori og praksis.

Vi leder efter faglige fyrtårne, medarbejdere der går på arbejde og med stolthed leverer fagligt arbejde af høj kvalitet. Erfaring med målgruppen er ikke et must, men det kan være en fordel.

Vi søger medarbejdere med en social- og eller sundhedsfaglig baggrund. Du kan være uddannet socialpædagog, socialrådgiver, lærer, ergoterapeut, sygeplejerske, SSA’er eller have anden relevant faglighed. Hold dig ikke tilbage, hvis du kommer med anden faglig baggrund; måske der er noget vi ikke har fået øje på kunne være med til at komplementere den samlede medarbejdergruppe.

Vores kommende kollega skal evne at ”se det store i det lille”, at udvikling sker i små bitte skridt og vi ofte arbejder i nogle lange stræk. Du skal trives med og være en sand mester i at rette lyskeglen på de småbitte øjeblikke, hvor noget lykkes for os sammen med beboerne. Værdier som respekt, anerkendelse, nysgerrighed på den andens perspektiv skal ligge som det mest naturlige i din tilgang til den pædagogiske kerneopgave.

Om stillingerne:

Vi søger faste medarbejdere til skiftende arbejdstider, fordelt på både hverdag, weekend, dag og aftenvagter, samt to stillinger som sovende nattevagt.

Vi vægter fælles faglig refleksion og søger at holde alle medarbejdere fuldt opdaterede på alle beboernes udvikling og de mål der aktuelt er i fokus. For at sikre dette har vi møde ugentligt med deltagelse af alle medarbejdere og ledelsen.

Ligeledes er kompetenceudvikling og ekstern supervision højt prioriteret og en del af arbejdstiden. Vi søger dig, som ønsker at dygtiggøre dig og har ønske om udvikling som en del af dit faglige DNA.

Vi glæder os til at høre fra dig, høre hvad der motiverer dig til at søge stillingen i Aspektrum. Høre hvad vi kan se frem til at du kan bidrage med fagligt og kollegialt.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingerne er på 30-37 timer pr. uge. Arbejdstiden vil i løbet af ugen være fordelt på både dag- og aftenvagter, nattevagtsstillingerne er selvfølgelig primært i nattetimerne. Der forventes weekendarbejde hver anden weekend, samt på helligdage.

Tydeliggør gerne i ansøgningen, hvis du søger nattevagtsstillingerne.

Lønnen fastsættes efter kvalifikationer.

Hvad skal jeg gøre nu:

Hvis overstående har vakt din interesse, du gerne vil høre mere om Aspektrum, vores tilgang til pædagogik, værdier og menneskesyn, og gerne vil fortælle mere om dig selv, håber vi at modtage en ansøgning fra dig.

Har du spørgsmål eller er nysgerrig efter at høre mere om jobbet, kan du kontakte Tilbudsleder Bettina Råschou på telefon: 5019 0802.

Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres og der indhentes børneattest.

Link og QR kode til hjemmesiden: Aspektrum


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.