
Sælger med flair for træ, kunder og rådgivning
Vil du være med på vores vækstrejse i en virksomhed, hvor efterspørgslen på saunaløsninger er eksploderet? Og har du lyst til at være en nøgleperson i en mindre, dynamisk forretning, hvor du både servicerer kunder, rådgiver og skaber nye relationer?
Interessen for saunaer i Danmark er vokset markant, og hos Saunatræ ApS er der ekstra fart på vores vækst. Vi har lange arbejdsdage og meget travlt – derfor søger vi en ny kollega til fuldtid til vores salgsafdeling i Tistrup, hvor vi sidder 4 medarbejdere i virksomheden.
Vi leverer saunaer til hele Danmark
Hos Saunatræ ApS designer, sælger og leverer vi komplette saunaløsninger til både private og professionelle kunder, inkl. saunamaterialer, så vores kunder selv kan bygge en sauna. Vores produkter rammer ind i en voksende trend i Danmark, og vi oplever stor efterspørgsel fra både virksomheder og private, som vil have kvalitet og god rådgivning hele vejen.
Arbejdsopgaver
Som sælger hos Saunatræ får du en varieret hverdag med en masse kundekontakt, og du får ansvaret for salg til både private og B2B-kunder og bliver en vigtig del af vores arbejde med at skabe kunderelationer. På sigt kan jobbet udvikle sig til kundebesøg og samarbejde med tømrerfirmaer.
Dine opgaver spænder bredt og giver dig indsigt i hele forretningen, når du bl.a. vil:
- Rådgive og servicere kunder inden for sauna og specialtræ
- Udarbejde tilbud, ordrer og håndtere opgaver i vores lager- og regnskabssystem
- Arbejde med både vedligeholdende og opsøgende salg
- Sørge for oprettelse og vedligeholdelse af vare i vores sortiment
Din baggrund kan være forskellig
Du har gerne enten erfaring fra en lignende rolle som sælger i trælast eller byggemarked – eller også kan du have en håndværksmæssig baggrund og vil bruge din faglighed i en sælgerrolle. Alternativt kan du også være nyuddannet eller have en teknisk baggrund og brænder for at bruge dine evner i dialogen med kunderne.
Det vigtigste er, at du:
- Har lyst til at være en del af en mindre virksomhed i stor vækst
- Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar
- Taler og skriver flydende dansk
Har du erfaring med regnskabsprogrammer og lagerstyring er det et plus, men det er ikke et krav.
Vi tilbyder dig ansvar med det samme
Du bliver en del af en mindre virksomhed med store ambitioner og vil få en central rolle i salget, hvor du både tager imod henvendelser, rådgiver om produkter og hjælper med udarbejdelse af tilbud og ordrer. Vi tilbyder dig oplæring og regner ikke med, at du kan det hele med det samme. Derfor får du alt den nødvendige hjælp fra starten, da vi gerne vil investere i dig som vores kommende kollega. Derfor sørger vi for, at du trives godt fra dag 1.
Udover et spændende job med mange udfordrende opgaver og et stærkt mindre team, tilbyder vi også attraktiv lønpakke efter dine kvalifikationer.
Vil du sælge saunaer?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Lasse Leisner på +45 7245 9613.
I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link allerede i dag og hurtigst muligt.
Vi håber, at du i dit CV vil skrive en kort motiverende tekst om dig selv, og hvorfor du er interesseret i jobbet. CV’er kommer kun i betragtning, der er sendt via linket. Tiltrædelse er snarest muligt, og vi forbeholder os derfor retten til at tage annoncen offline, såfremt vi finder den rigtige kollega, men vi venter naturligvis på den helt rette.
Vores jobannoncer bliver automatisk genoprykket, indtil stillingen tages offline - det er derfor ikke det samme som, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.