
Kunstmuseum Brandts søger museumsinspektør til vikariat
Vi søger en kunstfaglig velfunderet kollega til en tidsbegrænset stilling som museumsinspektør. I perioden får du primært ansvar for at realisere en udstilling i tæt samarbejde med en nulevende kunstner, og du får det redaktionelle ansvar for det tilhørende udstillingskatalog.
Vi leder efter en fagperson med viden om såvel det 20. og 21. århundredes kunst, da du sekundært forventes at bidrage til museets fundraising, faglige udvikling samt løsningen af diverse museologiske opgaver i relation til museets samling. Erfaring fra lignende stilling med ansvar for forskning og fomidling samt økonomi og projektledelse er en fordel.
Vi leder efter dig, som
- Er uddannet kunsthistoriker eller tilsvarende
- Har erfaring med udstillingsproduktion og projektledelse
- Arbejder organiseret og struktureret med blik for detaljer såvel som visioner
- Brænder for at formidle kunst engagerende og klart – både skriftligt og mundtligt
- Er samarbejdsorienteret og trives med at løse store opgaver i fællesskab
- Er fleksibel og indstillet på varierende arbejdstider
Vi tilbyder
- En spændende, kreativ og dynamisk arbejdsplads med fokus på det kunstfaglige
- Gode kolleger og et godt arbejdsmiljø
- Faglige udfordringer og udviklingsmuligheder
- Indflydelse og fleksibilitet
Kunstmuseum Brandts er Fyns største kunstmuseum med kunst på fem etager beliggende i Odense centrum. Museet ligger i en tidligere fabriksbygning i området Brandts Klædefabrik, der med en 230 år gammel industrihistorie og smukke, gamle fabriksbygninger er et populært samlingssted i byen. Det er museets strategi at være lokalt forankret og have et internationalt udsyn.
Vikariatet er et barselsvikariat, og det løber fra 1. december 2025 til 30. september 2026 med mulighed for forlængelse. Stillingen refererer til museets kunstfaglige chef. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og DM. Ansøgningsfrist er 23. oktober kl. 12.00. Der forventes afholdt samtaler den 27. oktober.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kunstfaglig chef Naja Rasmussen 21 20 35 51. Læs mere om Brandts på www.brandts.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.