
Troldkær søger ny værkstedsleder til skolens Transport & Logistik værksted
Brænder du for at hjælpe unge mennesker og skabe en hverdag fyldt med mening, indhold, ansvar og alsidige opgaver? Så læs lige med her, da det kan være dig, vi søger som vores nye fuldtids værkstedsleder på Troldkærs Transport & Logistik værksted.
Troldkær er et uddannelses-, bo- og støttetilbud, for unge mennesker mellem 17-25 år, der har forskellige kognitive, sociale og psykiske udfordringer. Skolen er grundlagt tilbage i 1989 og har siden været i en konstant positiv udvikling og bevægelse, der løbende har tilpasset sig samfundets skiftende krav og behov for målgruppen. De unge har ofte stået på tæer det meste af deres liv, og har haft svært ved at passe ind i de rammer og leve op til de krav og forventninger samfundet har mødt dem med.
På Troldkær arbejder vi ud fra, at alle gerne vil være til gavn og til nytte samt være en del af et meningsgivende fællesskab, og at de gerne vil lykkes og gøre det rigtige, hvis de er i stand til det. Afsættet for arbejdet på Troldkær er i vores værdigrundlag, der har grundlæggende respekt for mangfoldighed og kan rumme, omfavne og elske alt det skæve, og derfor ser potentialet hos den enkelte fremfor begrænsningerne. Vi vægter en høj grad af uddelegeret ansvar og selvledelse ligesom hjælpsomhed og uhøjtidelighed i relationerne også vægtes højt. Som personale er vi loyale overfor hinanden og udgangspunktet er altid, at beslutninger tages ud fra de bedste intentioner. Vi er præget af en kultur hvor tillid, frihed og et holistisk menneskesyn er helt centrale elementer.
Vi samarbejder i hverdagen tæt i mindre teams om og med vores elever med bl.a. interne opfølgningsmøder hver 6 uge. Det er vigtigt for os at møde vores elever med både nærvær, omsorg og forventninger, og vi går langt for at rumme både det sjove og det skæve. Vi hylder samtalen og fællesskabet og at gode ideer kan få ilt til at vokse for at blive til en fælles virkelighed. Det er vigtigt, at du som vores nye kollega kan se dig sig selv i en sammenhæng, hvor vi træder stierne imens vi går, og ikke er bange for at finde alternative måder at løse udfordringer på.
Transport & Logistik-værkstedet er et ud af 6 praktiske værksteder på Troldkær. Vi bor som nabo til Troldkærs Metal værksted, som vi dagligt har et tæt samarbejde med. Værkstedet har pt. en værkstedsleder og plads til 10 elever. Opgaverne der blandt andet løses i hverdagen, spænder bredt:
- Kørsel og logistikopgaver (internt og eksternt)
- Samarbejde omkring kørsel med grønt og returemballage
- Bilklargøring for eksterne kunder (rengøring, vask, små servicetjek)
- Service og vedligehold af skolens bilpark
- Dækmontage og brug af autolift
- Drift og vedligehold af skolens egen genbrugsplads
- Ansvar for udstedelse af ”Troldkær kørekort"
- Understøttelse af elevers tilegnelse af teori til bil kørekort
- Kommunikation og koordinering med eksterne samarbejdspartnere (AMU, praktiksteder, offentlige myndigheder) – og meget meget andet.
Transport & Logistik værkstedet er i en rivende udvikling, hvor vi aktuelt udvider vores fysiske rammer med en ny hal, autolift og udstyr til dækmontage. Vi drømmer om at udvide vores tilbud med andre serviceres, der er relateret til værkstedet.
Hvem er du?
Du har måske en baggrund inden for mekanikerfaget / autobranchen – gerne faglært. Du har erfaring med eller interesse for undervisning, formidling og praktisk læring i en sammenhæng, hvor der tages afsæt i det enkelte menneske. Du har evt. erfaring med dækskifte, autolift og bilklargøring, ligesom du er vant til at arbejde med køretøjer, logistik og drift – og derigennem kan tage medansvar for at skolens bilpark fremstår i forsvarlig og lovlig stand. Du kan navigere og bevare overblikket i en hverdag, der indimellem er kaotisk og uforudsigelig, og så er du autentisk, ærlig og ligeværdig i din tilgang med andre mennesker. Pædagogisk erfaring er ikke et krav, men bestemt en fordel. Vigtigst er det, at du har lyst til at arbejde med unge med særlige behov, og at du er nysgerrig, rummelig og respektfuld i din tilgang.
Som kommende medarbejder på Troldkær skal du desuden være indstillet på at deltage i ca. 4 årlige fælles supervisioner, hvorfor du også er nysgerrig på at give og modtage konstruktiv kritik samt indgå i personlig og faglig supervision.
Derudover indebærer jobbet også din deltagelse i to årlige studieture á en uges varighed, ligesom din arbejdstid vil være delt tjeneste hver tirsdag, hvor vi om aftenen skaber sociale- og kulturelle aktiviteter sammen med vores elever.
Vi søger en medarbejder der har gåpåmod og humor – og tør bringe sig selv i spil. En medarbejder der står godt i sine sko, kan sætte grænser og er tydelig i sin kommunikation. Vi søger en medarbejder, der er tryg i at være en ansvarlig leder, og som det mest naturlige tager lederskab og ansvar for sig selv og for fællesskabet. Vi søger en medarbejder, der har lyst til og mod på at være med i at udvikle, skabe nye drømme og være med til at sætte en erhvervsrettet retning for værkstedet.
Vi tilbyder en dejlig sammensat personalegruppe fuld af ildsjæle og en arbejdsplads, der giver dig plads til at udvikle dig såvel fagligt som personligt. Personalegruppen er kendetegnet af en stor anciennitet og blandede fagligheder lige fra kontoruddannede, til pædagoger, lærere og håndværkere, der i forening igennem alle årene har haft trivsel, psykologisk tryghed og strategisk retning som rettesnore for vores daglige virke. Som medarbejder på Troldkær vil du blive en del af et stærkt fællesskab, og få mulighed for at få stor indflydelse på den faglige og pædagogiske retning. Vi tilbyder også en arbejdsplads hvor ingen kender dagen, før solen er gået ned. Vi er gode til i forening at skabe små øer af intensitet, og løfte i flok når vi bliver tilspillet muligheder, der er svære at sige nej til.
Praktisk
Vi forventer, at stillingen som værkstedsleder på Transport & Logistik er besat d 01.01.2026.
Har du ikke fået tilbagemelding på din ansøgning senest 1.december, må du forvente, at stillingen er besat til anden side.
Vi afholder informationsmøde om stillingen mandag den 3. november 2025 fra kl. 17:00-18:00 hvor der vil være mulighed for at se skolen og stille uddybende spørgsmål til stillingen og evt. aflevere din ansøgning.
Ansøgninger inkl. CV, udtalelser mv. sendes senest 9. november 2025 via knappen ”Ansøg”.
Vi forventer at afholde samtaler medio november.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Forstander Kenn Johnsen på 2032 5967.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.