
Brænder du for udvikling og at samarbejde med mange aktører?
Så har vi jobbet til dig. Destination Himmerland søger lige nu en Destinationsudvikler.
Jobbet
Som Destinationsudvikler vil du få ansvaret for at udvikle den lokale turisme i den østlige del af Himmerland – helt specifikt i Øster Hurup, Hadsund, Mariager og omegn. Jobbet består i at være Key Account Manager for vores mange partnere i området, som tæller både attraktioner, overnatningssteder, spisesteder, foreninger, detailhandel m.m. Vi arbejder hele tiden med partnerskaber og relationsopbygning i Destination Himmerland og har stort fokus på at servicere vores partnere. Jobbet består derfor også i at opsøge nye partnere og formidle vores partnerskabsprogram og projekter.
Ud over at være partneransvarlig har du en vigtig funktion som områdeansvarlig for Mariagerfjord-området og Østkysten i Destination Himmerland. Det betyder, at du rådgiver mange forskellige aktører i, hvordan de kan arbejde sammen og udvikle, sælge og markedsføre produkter, som understøtter turismen i destinationen. Du vil også få ansvar for at facilitere vores netværksmøder i tre lokale turismenetværk i henholdsvis Øster Hurup, Hadsund og Mariager. Samtidig vil du skulle inspirere vores aktører til at være gode værter og ambassadører over for de mange gæster i området med udgangspunkt i vores gæsteservicekoncept og Info Spot-samarbejde.
Du kommer også til at indgå i samarbejder med Mariagerfjord Kommune, de lokale byfora og foreninger, m.fl., så du er med til at sikre, at turismen får bedst mulige betingelser for at udvikle sig i området. Endeligt vil du være koblet på flere af vores udviklingsprojekter, der skal implementeres som en naturlig del af din kontakt og samarbejde med aktørerne. Her kan nævnes en kommende strategisk-fysisk udviklingsplan for Kattegatkysten, Danske Maddestinationer 2.0, VisitData, vandreturisme, m.m.
Hvem er vi
Destination Himmerland er destinationselskabet for Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommuner. Vores fornemmeste opgave er at løfte Himmerland som besøgs- og feriemål. Vi arbejder på seks strategiske indsatsområder, som du kan læse om i vores strategi. Den kan du finde på vores hjemmeside www.visithimmerland.dk ligesom vores partnerskabsprogram. Vi arbejder især for at skabe synergier på tværs af vores 170 partnere, kommuner, udviklingsprojekter og samarbejdspartnere på både et lokalt, regionalt og nationalt niveau.
Dine primære opgaver
- Du er en udadvendt og opsøgende områdeansvarlig med ansvar for partnerkontakt og er kendt for at gerne ville rådgive og sparre med vores mange (sam)partnere
- Du skal i jobbet understøtte produktudvikling hos turistaktørerne lokalt
- Du sikrer, at vores partnerskabsprogram er godt anvendt hos vores partnere
- Du har ansvar for at facilitere og afvikle netværksmøder, herunder koordinere og samarbejde med oplægsholdere, konsulenter og samarbejdspartnere
- Du er med til at implementere vores projekter, idégenerere til nye projekter og søge fondsmidler hertil.
Dine kvalifikationer
- Vi søger en destinationsudvikler, som arbejder selvstændigt, er fleksibel og kan arbejde på tværs af personer og projekter
- Du har erfaring fra en lignende stilling, hvor du fx har arbejdet med salg, produkt- og forretningsudvikling, erhvervsudvikling, proces- og projektledelse eller projektkoordinering, netværksdannelse, eksterne samarbejder og/eller projektudvikling og fundraising
- Du kan lide at være i vælten, have mange kontakter og koordinere med dine herlige kolleger og mange gode samarbejdspartnere
- Du får energi af at få mennesker til at mødes, se nye relationer og tiltag opstå og blive til noget, og så gør det dig ikke noget at være på landevejen flere dage om ugen
- Du motiveres af at få krydset opgaver af på to-do-listen, nå i mål med dine projekter og partnerskaber
- Det vil i jobbet være en fordel at kende til turisme- og destinationsudvikling, men er ikke et must.
Vores team
Velkommen til Himmerlandsholdet! Vi brænder for at gøre en positiv forskel for vores turismeerhverv, ejerkommuner og mange samarbejdspartnere. Hos Destination Himmerland vil du opleve at være del af en udpræget udviklingsorganisation. Vi arbejder hver dag for, at vores destination udvikler sig i forhold til efterspørgslen fra målgrupper, trends og tendenser, lokale og nationale projekter og samarbejdsmuligheder.
I vores team er der ofte et højt tempo i hverdagen og mange opgaver på to-do-listen, men samtidigt plads til gode grin sammen med dygtige kolleger. Du vil opleve, at du får et stort netværk af mange spændende virksomheder og personer – både lokalt og nationalt.
Arbejdsvilkår og -sted
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen, eventuelt med mulighed for nedsat tid. Løn og ansættelsesvilkår vil blive fastlagt efter dine individuelle kvalifikationer, og der er en prøvetid på tre måneder. Arbejdsstedet er Destination Himmerland, Gl. Roldvej 14, 9600 Aars. Fredag er en fast hjemmearbejdsdag med mindre, at der er eksterne møder. Det er et krav, at du har egen bil. Kørsel til partnere og møder afregnes efter statens takster.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte Destinationsdirektør Johanne Bugge på e-mail johanne@destinationhimmerland.dk eller telefon 71 92 14 68 (er dog på efterårsferie i uge 42)
Vil du med på holdet?
Hvis du synes, at jobbet lyder som noget for dig, så tøv ikke med at sende en motiveret ansøgning, dit CV og eventuelt relevante eksamenspapirer og udtalelser til johanne@destinationhimmerland.dk
Det vil glæde os at høre fra dig.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er onsdag den 29. oktober 2025.
1. samtalerunde afholdes torsdag den 6. november.
2. samtalerunde afholdes mandag den 24. november.