Apopro Online Apotek
Greve

Farmakonom til fremtidens apotek i Greve

Brug din faglighed og undgå butikstiderne hos Apopro Online Apotek

Du bliver en del af vores faglige team, der består af 5 farmaceuter og 12 farmakonomer. Vi kan tilbyde attraktive og fleksible arbejdstider samt rig mulighed for at bruge din faglighed og viden om lægemidler hver dag.

Om apoteket

Vi er Danmarks største online apotek og vi er i fortsat vækst. Vi har en flad organisationsstruktur, hvor der er kort vej fra medarbejder til øverste ledelse. Der er en uformel omgangstone, hvor alle kan sige deres mening og hvor der forventes fælles ansvarlighed. Du vil blive del af et fagligt team hvor der er godt humør, vi har tid til at ”nørde” og hvor vi er gode til at hjælpe hinanden. Vi lægger stor vægt på din energi og dine personlige egenskaber, da det er vigtigt at den understøtter den nuværende kultur. Læs mere om os på www.apopro.dk

Om stillingen

Vi tilbyder attraktive, fleksible og tilpassede arbejdstider, så du kan få en god balance mellem arbejde og privatliv. Vi har opdelt vores arbejdsgange, så det faglige team primært laver de opgaver, der handler om at kontrollere og rådgive om lægemidler, mens andre faggrupper tager sig af opgaver som f.eks. mersalg og pluk og pak af varer. Det giver en unik mulighed for at du kan udnytte din faglige ekspertise og viden om lægemidler i hverdagen og samtidig undgå butikstiderne og salgsrollen i skranken.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Deltage i den daglige drift som fungerer lidt som en stor forsendelsesafdeling.
  • Mundtlig og skriftlig rådgivning til vores kunder på chat, telefon og mail.
  • Udarbejdelse af kundebreve med skriftlig rådgivning om korrekt brug af lægemidler.
  • Andre opgaver end drift bliver så vidt muligt fastsat ud fra dine interesser og kompetencer f.eks. kvalitetssikring, udarbejdelse af skriftlig rådgivning.
  • Der er mulighed for at du kan blive en del af vores playmaker team, der på skift varetager opgaven med at lede og fordele dagens opgaver i driften.

Forventede kvalifikationer

  • Du er uddannet farmakonom og har ideelt et par års erfaring fra apotek.
  • Er velformuleret på dansk både skriftligt og mundtligt.
  • Er selvstændig, struktureret, effektiv og ansvarsbevidst.
  • Trives i et miljø med højt tempo og mange bolde i luften.

Arbejdstid og lokation:

  • Arbejdstiden ligger primært hverdage fra kl. 8-16, men kan tilrettelægges efter dine behov.
    Der vil være 1-2 dage om ugen med arbejdstid efter kl. 16, dog senest til kl. 18. Du vil skulle arbejde hver 4. lørdag kl. 8:30-14
  • Arbejdet udføres på apotekets lokation Kildebrøndevej 44A i Greve.
  • Stillingen ønskes besat fra 1. januar 2026. Stillingen er ideelt fuldt tid dvs. 160 timer om måneden, der er mulighed for nedsat timetal på f.eks. 140 eller 150 timer månedligt hvis du ønsker det.
  • Løn efter overenskomst mellem Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen for privat apotek.

Praktisk information:

Du kan få yderligere oplysninger ved at kontakte teamleder og farmaceut Michala Nyvang Nielsen på telefon 8988 1595. Send din ansøgning til job@apopro.dk hurtigst muligt og senest 2. november 2025.
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler løbende som ansøgninger kommer ind.