Foreningen Familiealliancen
Silkeborg

Projektudvikler til FamilieAlliancen

Vil du være med til at styrke familiernes trivsel – og skabe projekter, der samler kræfterne på tværs af civilsamfund, kommuner, institutioner og erhvervsliv?

FamilieAlliancen søger en engageret projektudvikler, der brænder for at udvikle indsatser og netværk, som styrker familiernes trivsel – og som kan se værdien i at samle viden og erfaringer på tværs af fagligheder og sektorer.

Om jobbet

I FamilieAlliancen ønsker vi at gå nye veje og bruge vores viden og erfaringer til at skabe anderledes projekter, der øger trivsel i familier og blandt børn og unge. Derfor søger vi en projektudvikler, der mestrer at nytænke samfundsrelevante projekter og samtidig formår at inddrage alle de centrale aktører – familierne selv, civilsamfundet, institutionerne, kommunerne og erhvervslivet.

Når familier rammes af stress, skolevægring, skilsmisse, sygdom eller sorg, viser udfordringerne sig både i hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen og i mødet med kommunen. Vi tror på, at løsninger kun kan findes, hvis vi arbejder sammen på tværs, og sikrer, at ny viden både bliver forankret i familiernes hverdag, i kommunale indsatser og i virksomhedernes HR- og ledelsesarbejde.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Udvikle og lede projekter i samarbejde med civilsamfund, kommuner, institutioner og erhvervsliv
  • Identificere og udarbejde fondsansøgninger i tæt samarbejde med direktøren
  • Etablere og facilitere netværksgrupper (forældre, HR-ledere, faglige partnere, kommunale aktører)
  • Samle, kvalitetssikre og formidle viden - digitalt, i netværk og på konferencer
  • Bygge bro mellem aktører og sikre, at løsninger forankres i praksis
  • Være løbende sparringspartner for direktøren i udvikling, prioritering og kvalitetssikring af projekter

Hvem er du?

Vi leder efter en kollega, der både kan tænke strategisk og samarbejde jordnært. Du skal kunne bevæge dig ubesværet mellem forskellige miljøer – fra forældregrupper og netværksmøder til dialog med virksomheder, civilsamfundet, institutioner og kommuner – og have lyst til at finde nye løsninger sammen med andre.

Det er vigtigt, at du trives i en iværksætter-NGO, hvor vejen ikke altid er lige, og hvor bestyrelse, ledelse og ansatte arbejder tæt sammen. Du får energi af at tage ansvar, af at ting sker hurtigt, og af at være med til at forme både organisation og projekter.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med flere af disse områder:

  • Projektudvikling og projektledelse
  • Fondsansøgninger og samarbejde med fonde
  • Facilitere netværk og skabe dialog på tværs
  • Kommunikation, udarbejdelse af trykte materialer og digital formidling (gerne SoMe)
  • Samarbejde med kommuner, civilsamfundet, institutioner, HR og ledelse
  • Viden om trivsel og fysisk- og mental sundhed
  • Tværfaglige samarbejder og brobygning

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende – vi søger først og fremmest en, der kan skabe resultater gennem samarbejde, nysgerrighed og evnen til at forene forskellige perspektiver.

Om FamilieAlliancen

FamilieAlliancen er en NGO stiftet i 2023 med et klart formål: at styrke børns, unges og forældres sundhed og trivsel gennem forebyggelse, samskabelse og adgang til verificeret viden og værktøjer.

Vi er den samlende platform for familier i Danmark med særligt fokus på forældre, bedsteforældre, plejeforældre og andre omsorgspersoner i familiernes netværk. Vores projekter handler om at skabe løsninger, der kan bruges i hverdagen, og som rækker ud på tværs af sektorer.

Samtidig er vi en mindre organisation på vej frem i verden. Vi har til huse i et erhvervsfællesskab, men hverdagen foregår i tæt parløb med vores direktør og i samspil med bestyrelsen. Her er der ikke langt fra tanke til handling, og du skal trives i et miljø, hvor tillid, fleksibilitet og iværksætterånd er en del af kulturen. Det betyder også, at du ikke kan “gemme dig” – men til gengæld får du stor indflydelse og mulighed for at præge både projekter og organisationens udvikling.

I de kommende år vil vi i endnu højere grad koble erhvervslivets erfaringer sammen med indsigter fra civilsamfund, institutioner og kommuner, så vi kan udvikle nye indsatser, der både hjælper familier direkte og samtidig bliver forankret i systemet omkring dem.

Kort sagt: Vi står på et stærkt fundament og er på vej mod en ny retning, hvor vi bygger broer mellem familier, fagfolk og samfundets vigtigste aktører.

Praktisk

  • Opstart: 1. januar 2026 (eller efter aftale)
  • Ansøgningsfrist: 31. oktober 2025
  • Arbejdssted: Ferskvandscentret i Silkeborg med mulighed for hjemmearbejde
  • Løn: efter kvalifikationer inkl. pension og sundhedsforsikring

Samtaler afholdes løbende – vi afslutter processen, når vi har fundet den rette.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Annette Friese på tlf. 2924 9098.

Send din ansøgning via linket i opslaget.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.