PrivatRevision
Aarhus C

Skatterådgiver med interesse for international skat

Vi har travlt – og særligt indenfor international skat, hvor vi oplever stærkt stigende efterspørgsel på rådgivning af private der har interesser i og udenfor Danmark.

Har du interesse for international skat og cross-border beskatning for personer i en dansk skattekontekst? Så er stillingen måske her. PrivatRevision søger skatterådgiver – erfaren eller nyuddannet. Det vigtigste er, at du brænder for skatteretten, og har lyst til at arbejde med skattemæssige løsninger for danskere og udlændinge med cross-border skatteforhold.

PrivatRevision er et specialiseret rådgivningskontor med fokus på højtlønnede lønmodtagere, private med skatterelevante hændelser og på selvstændigt erhvervsdrivende i vidensfag. Vores klienter er ofte kendetegnet ved høj indkomst og/eller skatterelevant formue. De har ofte indkomst af flere typer og fra flere lande. Et af vores primære arbejdsområder er derfor cross-border beskatning vedr. indkomst, honorar, finansielle aktiver, ejendom, udenlandske pensioner, arv, trusts m.v.

Vi forventer ikke, at du er 100-metermester i disse discipliner. Det er der ikke ret mange, som er. Men du kan blive det. Vi søger en rådgiver, som vil fordybe sig i dette spændende område af skatteretten sammen med vores team. Vi er specialiserede på vores fokusområder, og vi er med til at skabe praksis.

Vi vægter desuden højt at være en arbejdsplads med et team, hvor alle er i øjenhøjde, og hvor vi jævnligt har arrangementer som f.eks. en middag ude, vinsmagning eller en fredagsøl på kontoret.

Vi holder julefrokost og sommerfest og har lige været en tur på Mallorca med hele holdet.

Vi tilbyder

  • Spændende rådgivningsområde med interessante cases og hvor vi er med til at udvikle praksis.
  • Du bliver en del af et specialiseret kontor med gode udviklingsmuligheder.
  • Fast løn suppleret af gennemskuelig bonusordning.
  • Mulighed for videreuddannelse, master m.v. (ikke et krav men et tilbud).
  • Beliggenhed centralt i Aarhus i store og lyse lokaler.
  • Arbejdsvilkår der giver mulighed for plads til både fritid, familieliv og faglige ambitioner.

Vi forventer

  • Du har relevant kandidatuddannelse, f.eks. cand.jur, cand.merc.aud, cand.merc.(jur.).
  • Du har enten erfaring med skatteret eller har et solidt teoretisk fundament fra universitetet.
  • Du kan arbejde struktureret og samtidig gennemskue til tider komplekse problemstillinger.
  • Du er kundeorienteret og har forståelse for, at det er klienterne, vi lever af.
  • Du behersker engelsk i skrift og tale (ca. 1/3 af dit arbejde vil være på engelsk).
  • Du har mod på at tilegne dig viden indenfor international skat.

Ansøgninger behandles fortroligt og løbende. Tiltrædelse hurtigst muligt.

Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at sende en mail til Line Bækmark på lb@privatrevision.dk

Ansøgning med billede, CV og referencer bedes indsendt via Ansøg-knappen.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.