
Projektleder, VVS – stå bag renoveringer i hovedstadsområdet
Vil du være med til at præge Storkøbenhavns boligområder gennem større entreprise- og renoveringsprojekter? Og vil du være en del af en moderne VVS-entreprenør, hvor du samler trådene – fra de første budgetter til nøglerne bliver overdraget?
Hos os får du:
- en hverdag, hvor du er tæt på projekterne og kan følge resultaterne på byggepladsen
- kolleger, der arbejder for fællesskabet og altid løser projekterne sammen
En vigtig del af Øens VVS Entreprise
Du bliver en del af en entreprenørvirksomhed, der er specialiseret i større renoverings- og hovedentrepriser i Storkøbenhavn – ofte i ejendomme, hvor beboerne stadig bor. Det stiller krav til struktur, faglighed og respekt for både tid, økonomi og mennesker – og det er netop dét, vi er kendt for.
Bliv en del af en velsmurt maskine – med plads til dine idéer
Hos os får du mulighed for at arbejde i en virksomhed, hvor tingene kører – og det gør de, fordi vi har styr på vores processer og arbejder struktureret. Vi er en velsmurt maskine, men vi ved også, at der altid er plads til forbedringer. Derfor værdsætter vi nye idéer og forslag, og vi lytter, når du ser smartere måder at gøre tingene på.
En kultur præget af respekt og samarbejde
Vi tror på, at de bedste resultater skabes, når vi løfter i flok – og når vi gør det med en professionel og løsningsorienteret tilgang. Ledelsen prioriterer et sundt og positivt arbejdsmiljø højt, og vi arbejder målrettet på at holde den gammeldags ”konflikt-tone” ude af vores hverdag.
Her bliver du en del af et team, hvor vi taler ordentligt til hinanden, hjælper hinanden og deler succeserne.
Vi vil mere end bare tilfredsstille – vi vil begejstre
Vores mål er ikke blot at leve op til kundernes forventninger, men at overgå dem. Det gælder også i samarbejdet internt: Vi gør os umage for, at du som kollega oplever samme grad af professionalisme, engagement og imødekommenhed, som vi giver vores kunder.
Du leder projekterne dér, hvor det sker
Som projektleder er du til stede på byggepladserne det meste af tiden – typisk 80 % af din hverdag. Herfra styrer du entrepriserne fra pavillionkontoret, holder tæt kontakt til håndværkere og samarbejdspartnere og sikrer, at tidsplaner, økonomi og kvalitet hænger sammen. Resten af tiden bruger du på kontoret eller hjemmefra, hvor du kan fordybe dig i fx planlægning og dokumentation.
Mere specifikt kommer du til at:
- have ansvar for 1–2 større projekter ad gangen
- bemande projekterne og lægge realistiske tidsplaner
- planlægge materialeflow og indkøb
- styre projektøkonomi og følge op i styregruppen
- afholde byggemøder og sikre en god afleveringsforretning
Du får et tæt samarbejde med fire projektledere, tre beboerkoordinatorer, en Dalux-specialist og din chef. Med beboerkoordinatorerne i front på dialogen kan du fokusere på at styre økonomi, tidsplan og kvalitet, mens du oplever et team, hvor sparring, opbakning og fællesskab driver projekterne sikkert i mål.
Projektleder med blik for både mennesker og struktur
Som person er du struktureret og respektfuld i din tilgang til arbejdet. Du trives med at være tæt på byggepladsen og kan håndtere de mange tråde, der skal samles i et større renoveringsprojekt. Samtidig er du udviklingsorienteret og ser muligheder for at finde smartere måder at lykkes på.
Du har erfaring fra en virksomhed med egenproduktion, hvor du har været vant til at lede projekter med egne håndværkere på pladsen. Det betyder, at du forstår dynamikken mellem projektledelse og udførelse – og ved, hvad der skal til for at skabe resultater i praksis.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har en VVS-uddannelse
- har god erfaring som projektleder i beslægtet stilling
- har flair for IT og digitale styringsværktøjer
- taler dansk og kan begå dig på engelsk ved behov
Vi tilbyder dig løn efter kvalifikationer og firmabil, eller kørselstillæg for egen bil.
Sæt dit aftryk på Københavns boligrenoveringer
Jobindex varetager rekrutteringsprocessen. Har du spørgsmål til processen, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent Jens Fog på 7245 9005.
Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Jobindex ønsker at gøre din jobsøgning så let og effektiv som muligt. Du har derfor mulighed for at uploade både et CV og din ansøgning, et CV med kortfattet motivation i indledningen, eller blot et CV.
Send dit materiale hurtigst muligt, da vi indkalder løbende til samtale. Ansøgningsfristen er den 30. oktober 2025.
NB: Vær opmærksom på, at vores jobannoncer automatisk bliver oprykket flere gange i annonceringsperioden, indtil stillingen tages offline – det må ikke forveksles med, at stillingen bliver genopslået.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.