Vil du være med til at forme børns madglæde – gennem økologiske og sanselige madoplevelser?
Hos Børnehuset Kometen søger vi en engageret kok eller ernæringsassistent til en fuldtidsstilling i vores produktionskøkken. Stillingen indebærer det fulde ansvar for køkkenets drift, menuplanlægning og udvikling af smagsoplevelser i børnehøjde.
Stillingen er ledig fra 15. oktober, men vi venter gerne på den rette kollega. Vi søger dig, der brænder for at lave god og nærende mad, og som har lyst til at gøre vores stærke madprofil levende i hverdagen.
Om os
Kometen er en selvejende institution med 24 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn, beliggende i Nordvest. Vi er stolte af at have guldmærke i økologi og af at servere pescetariske måltider, der rummer både næring, kvalitet og madglæde.
I vores hus er mad ikke bare mad, det er en del af børnenes læring og dannelse. Vi inviterer jævnligt børnene med i køkkenet i små forløb, hvor de får lov at røre, smage, dufte og eksperimentere. På den måde bliver de bekendt med alle smage og teksturer og udvikler et nysgerrigt forhold til mad.
Du kan få et indblik i vores madprofil på vores Instagram: @boernehaven.kometen.
Eller på vores hjemmeside: Madpolitik – Børnehuset Kometen.
Hvorfor vælge Kometen?
Hos os får du:
- Et køkken, hvor der er plads til kreativitet og faglig udvikling
- Mulighed for at præge og videreudvikle en stærk madprofil, som vi er stolte af
- Et tæt samarbejde med både ledelse og pædagogisk personale
- En arbejdsplads med humor, rummelighed og høj faglighed
- Børn, der er nysgerrige på mad og klar til at smage og lære
Hvem er du?
Vi søger en kok eller ernæringsassistent, der:
- Brænder for at lave sanselig og nærende mad til børn
- Har erfaring med eller lyst til at arbejde med økologi og et pescetarisk køkken
- Kan skabe struktur i hverdagen, men også ved enkelte lejligheder give plads til børns deltagelse i køkkenet
- Har lyst til at dele din faglighed og inspirere både børn og kolleger
- Er engageret, kreativ og ser måltidet som en vigtig del af børns trivsel og udvikling
Praktisk
- Stillingen er på 37 timer, men vi er åbne for dialog om timetal.
- Ansøgningsfrist: 1. oktober – vi holder løbende samtaler, så søg gerne snarest.
- Spørgsmål? Kontakt leder Jeanette på tlf. 30 52 03 34. Du er også altid meget velkommen til at besøge os.
Send din ansøgning med CV og uddannelsesbevis til CM9G@kk.dk og skriv ”Kok/ernæringsassistent” i emnefeltet.
Vi glæder os til at høre fra dig – og til at møde den kollega, der vil være med til at give børnene madoplevelser for livet.