
Tilbudsleder til Momentum
Faglig forankring, synlig ledelse og meningsfuld hverdag for børn og unge i udsatte positioner.
Som Tilbudsleder på Momentum får du mulighed for at arbejde helt tæt på både mennesker og metoder. Her er der kort vej fra beslutning til handling, og du får ansvar og frihed til at sætte faglig retning og skabe stabilitet for en målgruppe, der har brug for tydelige voksne og omsorg i praksis.
Momentum søger en ny Tilbudsleder, som varetager den daglige drift af tilbuddet.
Om Momentum
Momentum er et Børne- og ungehjem godkendt jf § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3 beliggende i rolige, landlige omgivelser lidt uden for Juelsminde. Vi har plads til syv børn og unge i alderen 10 til 17 år, med mulighed for efterværn op til 23 år. Fælles for de unge er, at de har oplevet svære omsorgssvigt, traumer og ofte har nedsatte sociale og psykiske kompetencer.
Vores pædagogiske tilgang bygger på mentalisering, anerkendelse, strukturpædagogik og relationsarbejde. Vi arbejder målrettet med skolegang, inklusion, sundhed og trivsel, familierelationer og selvstændiggørelse.
Stillingen som Tilbudsleder
Med ansvar for den samlede drift og faglige linje. Du refererer til direktøren og har faglig sparring til rådighed fra både bestyrelse og ekstern tilknyttede konsulenter. Derudover samarbejder du tæt med en faglig koordinator, som understøtter dig i vagtplanlægning og pædagogisk praksis.
Dine hovedopgaver vil være:
- Personalemæssig ledelse og udvikling af et engageret team
- Faglig retning, implementering og forfining af metoder med fokus på en anerkendende relations pædagogisk tilgang og mentalisering
- Overordnet ansvar for vagtplan, struktur og daglig drift
- Fagligt og administrativt ansvar for visitationer, udviklingsplaner og pædagogiske strategier
- Myndighedssamarbejde, netværk og pårørendekontakt
- Økonomisk ansvar inden for bestyrelsens budgetramme
- Kvalitetssikring, dokumentation og evalueringspraksis – og i spidsbelastede perioder at kunne understøtte praksis tættere ved lejlighedsvis selv at træde ind i det pædagogiske arbejde
Det er en fuldtidsstilling med høj grad af tilstedeværelse på matriklen. Du er en synlig og tilgængelig leder i det daglige arbejde.
Vi søger dig, der
- Har en relevant pædagogisk eller socialfaglig baggrund, fx socialpædagog eller socialrådgiver
- Har ledelseserfaring og gerne en ledelsesuddannelse, eller er indstillet på at påbegynde én
- Er tydelig, retningstagende og tillidsskabende i din ledelsesstil
- Er relationelt stærk og god til at samarbejde med forskellige fagligheder
- Trives med ansvar og evner at være til stede i både beslutninger og daglig praksis
- Har indgående kendskab til de metoder, vi arbejder med på Momentum
Vi tilbyder
- En central rolle i et mindre tilbud med stor betydning
- En hverdag med mening, ansvar og dyb relationel kontakt
- Mulighed for faglig sparring, supervision og ekstern efteruddannelse
- Et stærkt værdifællesskab med fokus på udvikling, trivsel og kvalitet
- Ansættelsesvilkår efter individuel forhandling
Ansøgning og kontakt
Ansøgningsfrist: Løbende – vi forventer opstart hurtigst muligt.
Ved spørgsmål kontaktes bestyrelsesformand Michael Jørgensen på tlf. +45 40 17 34 73.
Ønsker du at være med til at sætte retning for et ambitiøst tilbud med høj faglighed og menneskeligt nærvær?
Så er Momentum måske det rette sted for dig.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.