
Gang i Gaden, Settlementets værested, søger en robust relationsmedarbejder i en projektstilling på 25 timer om ugen
Vil du være med til at sørge for trygge og stabile rammer for nogle af Københavns udsatte borgere?
Vi opnormerer, og søger derfor en relationsmedarbejder til en 1,5 års projektstilling på 25 timer om ugen, som sammen med resten af teamet, kan indgå i værestedets daglige arbejde.
Gang i Gaden er et aktivt værested for voksne der lever i udsathed. Vi arbejder socialfagligt og helhedsorienteret med de mennesker der bruger stedet som deres base, en fast struktur og et fællesskab at være en del af i en hverdag, der ellers ofte er præget af kaos.
I Gang i Gaden er der mulighed for at få personlig vejledning og rådgivning omkring sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forhold. Tætte relationer, omsorg og nærvær er i højsædet.
Du skal trives i et miljø, hvor der ofte er ”gang i gaden”, og hvor dagene aldrig er ens. Gang i Gaden er et værested der har fokus på fællesskab, rettigheder og sundhed. Vi holder af at tage på ture i naturen, spise god mad sammen, drikke kaffe og dele hverdagens op- og nedture.
Din profil:
- Du er uddannet pædagog eller kommer med anden relevant faglig baggrund.
- Du har erfaring med at arbejde med socialt udsatte voksne.
- Du kan håndtere at arbejde i et miljø, der til tider er konfliktfyldt, og du har mod på at gå ind og løse konflikter sammen med brugerne.
- Du trives med og motiveres af at arbejde helt tæt på samfundets skæve eksistenser, hvor fællesskabet mellem brugerne og udviklingen af Gang i Gadens tilbud er i centrum.
- Du er robust anlagt og forstår at sætte grænser overfor en målgruppe, der til tider har en grænseløs adfærd.
- Du trives med at gå til hånde og lave praktiske opgaver, der sikrer gode, fysiske rammer for brugernes trivsel i værestedet.
Dine opgaver:
- Relationsarbejde med brugerne.
- Være en stedets husvært, der sætter en ære i at brugerne har de bedste rammer for trivsel i Gang i Gaden.
- Planlægning af arrangementer og aktiviteter.
- Yde støtte og hjælp i forbindelse med brugernes forskellige problemstillinger.
- Samarbejde med relevante instanser omkring brugerne – såsom myndigheder, sundhedsvæsenet, Settlementets rådgivning - og beskæftigelsesafdeling m.m.
Vi tilbyder:
- At blive en del af et team på 5 medarbejdere med godt sammenhold og energi.
- At komme ind i et hus hvor ordentlighed, tillid og faglighed er nøgleord.
- At arbejde i en organisation, hvor respekten for det enkelte menneske er i centrum.
- En høj grad af handlefrihed og ansvar.
- Et sundt arbejdsmiljø.
- Supervision.
- Fælles kompetenceudvikling.
- Rig mulighed for at udvikle dig og øve indflydelse på din arbejdsplads.
Praktiske informationer:
Stillingen er på 25 timer ugentligt. Gang i Gaden har åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 9-14, onsdag kl. 11-16. Derudover vil der være div. møder og praktiske opgaver.
Ansøgningsfristen er d. 8. september kl. 12., ansættelsessamtaler afholdes d. 22. og 23. september med mulighed for 2. samtale d. 24. september. Jobstart d. 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Løn i henhold til gældende bevilling.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte daglig leder Hannah Ince, tlf. 2510 4912. På www.settlementet.dk kan du finde yderligere information samt læse om Settlementets øvrige tilbud.
Ansøgning og CV sendes til job@settlementet.dk.
Emnefelt udfyldes: Relationsmedarbejder.