Förch A/S

Kørende Salgskonsulent

Brænder du for salg og leder efter salgsjobbet, hvor kun dine egne ambitioner sætter grænsen for din indtjening?

Som sælger hos Förch A/S vil din hverdag bestå af opsøgende salg af forbrugsartikler, værktøj, værkstedsudstyr og koncepter til nye kunder. Du får samtidig ansvaret for at servicere og udvikle indtjeningen på din egen kundeportefølje i dit eget distrikt i Midtjylland.

Med udgangspunkt fra dit hjemmekontor, vil du selvstændigt skulle planlægge daglige besøg hos dine kunder, og løbende sørge for udvikling af dit distrikt i form af servicering af nuværende kunder, og opsøge og udvikle helt nye kundeemner.

Hvem er du?

Vi leder efter en person, der ved, hvad godt købmandskab består af og som motiveres af at skabe resultater.

Dine indfaldsvinkler til jobbet kan være mange, og branchekendskab er klart en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har talent for at sælge og brænder for at udvikle dig i en spændende branche og kan begå dig på alle niveauer ude hos kunderne.

Du vil modtage en grundig oplæring og løbende få faglig inspiration og sparring med erfarne kollegaer.

Som person er du imødekommende, udadvendt og serviceminded. Du venter ikke på at blive sat i gang, men er proaktiv, vedholdende og evner at strukturere din hverdag. Du er bevidst om at succes kommer gennem grundigt arbejde og tager tid, og at det handler om at opbygge varige kunderelationer. Du er bosiddende i Midtjylland, har fødderne solidt plantet på jorden og har formentlig et stort netværk.

Hvad kan vi tilbyde?

Som sælger hos Förch A/S bliver du en del af en velkonsolideret virksomhed med tyske rødder og 30 års erfaring på det danske marked. Du vil få et stort personligt råderum, hvor du selvstændigt planlægger din hverdag og jagter dine resultater med god backup fra erfarne kollegaer hjemme på kontoret.

Du får ordnede forhold og faste rammer med realistiske budgetter, garantiløn og en attraktiv provisionsordning. Vi stiller en firmabil til rådighed, ligesom du selvfølgelig får pension og sundhedsforsikring.

Hvad venter du på?

Hvis du er sælgeren vi søger, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt til frederik.weber@foerch.dk. Relevante kandidater vil løbende blive inviteret til samtale, så du skal være hurtig på aftrækkeren.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Distriktschef Frederik Weber på telefon 4073 3711.


Om Förch A/S: Förch A/S er en del af den verdensomspændende tyske handelsvirksomhed Theo Förch GmbH & Co. der beskæftiger sig med salg af befæstelsesmaterialer, kemiprodukter, værktøj, sikkerhedsudstyr m.m. til virksomheder indenfor autobranchen. Förch er grundlagt i 1963 og omsætter for mere end 3 mia. årligt og har 2800 medarbejdere på verdensplan.

Du kan læse mere om Förch A/S på www.foerch.dk