OSCAR A/S

Distriktsleder til Midt- og Nordjylland

Er du udlært kok og klar til at kaste dig ud i en karriere som Distriktsleder? Kan du lide at sælge, og vil du arbejde i en stor fødevarevirksomhed? Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi søger en distriktsleder til Midt- og Nordjylland. Som Distriktsleder er dit mål at gøre OSCAR A/S til den foretrukne leverandør indenfor fond, bouillon, suppe og sauce til alt fra gourmetrestauranter og hoteller til caféer og kantiner. Hjulpet godt på vej af din indsigt i gastronomiske trends skaber du salg gennem kundebesøg og kampagneaktiviteter.

OSCAR er et stærkt brand og en del af Solina, en stor international virksomhed. Brænder du for professionel madlavning, kan vi klæde dig på til at blive en af branchens allerbedste sælgere. Du får frihed til at styre din hverdag og indsigt i nogle af landets bedste køkkener

fortæller Senior Sales Manager Henrik Rump.

Bliv en del af et hold dygtige kokke

Selv om du kører solo i det daglige, er faglig sparring altid kun et opkald væk. I salgsteamet får du nemlig 6 dygtige kolleger, der alle er erfarne og passionerede kokke. Derudover er din leder klar med salgscoaching, ligesom dine kolleger i kundeservicefunktionen er klar til at yde support.

Du besøger køkkener i Midt- og Nordjylland

Din dag starter kl. 8, hvor du besøger din første kunde. Med dig i bilen har du de vareprøver, som du nøje har udvalgt og tilberedt hjemmefra. Du sørger nemlig altid for at have smagsprøver med på en eller flere af de omkring 120 specialiserede varer, som vores sortiment byder på. Før dagen er omme, har du besøgt omkring seks forskellige kunder og opdateret CRM-systemet med noter fra møderne. Vi ser helst, at du bor i samme distrikt, som du bliver ansvarlig for.

Du plejer og udvikler kundeporteføljen

Mens du typisk har aftalt hovedparten af dagens møder på forhånd, aflægger du også et par besøg hos potentielle nye kunder. En vigtig del af dit job er nemlig at udvide viften af kunder. Hver måned tager du derfor 2 dage ud af kalenderen til at planlægge dine næste møder og salgsaktiviteter hjemmefra.

Frihed og fleksibilitet i hverdagen

Som distriktsleder udvælger du de kunder, du ser størst potentiale i, og du tilrettelægger selv din hverdag. Du deltager også i messer samt laver præsentationer og kampagneaktiviteter i samarbejde med dine kolleger.

Vi klæder dig godt på til salgsrollen

Du behøver ikke være en erfaren sælger. Din første måned går nemlig med at gennemgå et grundigt introforløb, hvor du bliver trænet i salgsteknikker og lærer varerne at kende. Det gør du ved at deltage i vores produktion og tage på samkørsel med salgstræneren og dine kolleger.

Kok med flair for salg og gode kunderelationer

Først og fremmest har du en brændende interesse for gastronomi, og din vilje til at lære er ledsaget af energi i litermål. Du har smag for struktur og trives med, at planlægning er en af hovedingredienserne i din hverdag. Af natur er du udadvendt, og dit netværk i distriktet er allerede stort.

Du sælger kvalitetsprodukter, og blandt dine kunder er flere restauranter på højt niveau. Derfor er det vigtigt, at din viden om kokkefaget skinner igennem, og du kan tale med om de nyeste gastronomiske trends, når du møder gourmetkokke på nogle af landets bedste restauranter

siger Henrik Rump.

Derudover forventer vi at:

  • Du har stærke kommunikationsevner og evne til at opbygge langvarige kunderelationer
  • Du er struktureret og selvstændig med god forståelse for prioritering og planlægning
  • Du har kendskab til og interesse for IT og CRM-systemer
  • Du er flydende i dansk i skrift og tale – engelsk er en fordel

Lidt om os

Oscar-fabrikken er beliggende i Rønnede, Danmark, og vores datterselskab Puljonki Oy har produktion i Juuka, Finland. Vi beskæftiger 140 medarbejdere, hvoraf 80 arbejder i Rønnede.

Som leverandør til fødevareindustrien betjener OSCAR Nordic kantinekøkkener, cateringvirksomheder, restauranter, hoteller og caféer. Vi er en del af Solina-fællesskabet, som består af over 5.000 mennesker, der deler en passion for mad og lever den entreprenante kultur. Med bæredygtighed som kernen i vores forretningsmodel, har vi som mål at producere mad, der er god i enhver forstand: velsmagende, nærende, overkommelig, bæredygtig og bekvem.

Solina er en hurtigt voksende virksomhed med mere end 40 produktionssteder og forsknings- og udviklingslaboratorier. Vi er til stede i over 19 lande, primært i Europa og Nordamerika.

“We make food matter for people and the planet”

Vi garanterer, at du aldrig vil kede dig hos os. Vi arbejder i et tempofyldt og dynamisk miljø, og vi nyder udfordringer og stræber altid efter at yde vores bedste. Vi arbejder i en performancekultur, hvor alle bidrager med individuelle og kollektive mål, der understøtter vores overordnede strategi. Det betyder, at du får mulighed for at vokse og udvikle dit talent sammen med motiverede kolleger.

Vi tilbyder attraktive arbejdsvilkår med flere fordelagtige personalegoder samt et uformelt og ambitiøst miljø.

Vil du vide mere om OSCAR A/S og Solina?

Tag et kig på vores hjemmeside www.oscarnordic.dk og www.solina.com hvis du vil se mere omkring os og vores produkter.

Lyder det som en karrierevej for dig?

Så glæder vi os til at høre fra dig. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Senior Sales Manager Henrik Rump på +45 2022 6944.

Vi indkalder til samtaler løbende, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt via dette link: Where People Matter

Sidste frist for ansøgning er 15. september 2025 – Ansættelsestidspunkt er hurtigst muligt.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!