
Værkfører til daghold i vores afdeling for spåntagende bearbejdning
Stillingen
Vi søger en erfaren leder, der kan indgå som værkfører i vores 3000 m2 værksted for spåntagende bearbejdning. Vi ønsker intensiv praktisk daglige ledelse i værkstedet, så du har en hands-on tilgang og har en praktisk og motiverende lederstil overfor værkstedets godt 20 timelønnede medarbejdere. Du får reference til afdelingslederen for denne del af Sterkes produktion og får særdeles stor indflydelse på værdiskabelsen i værkstedet.
Afdelingen
Vi fremstiller typisk maskinbearbejdede emner efter kundespecifikke tegninger. Som noget særligt for Sterke kan vi være med lige fra designudvikling til produktion og færdig montage. Vi bearbejder alle typer materialer såsom sort stål, rustfrit stål, støbejern og plast, og vi løser såvel større, planlagte opgaver som hasteopgaver, der skal være klar inden for en kort frist.
Du får arbejde i en virksomhed med årelang erfaring, moderne faciliteter og meget højt niveau af faglige kompetencer.
Dine vigtigste opgaver
- Praktisk ledelse, dvs. synlig og direkte hands-on ledelse med fokus på konkret feed-back, sparring, fastholdelse af motivation og trivsel
- Forberedelse af produktionsgrundlag og produktionsplanlægning
- Opfølgning på fremdrift i produktion iht. tidsplaner og kvalitet
- Udarbejde tilbud og følge op herpå
- Sikre flow og effektive forretningsgange via orden og struktur
Din baggrund og erfaring
Du har en uddannelse som industritekniker/maskinarbejder, maskinmester eller anden relevant uddannelse, og du har en bred teknisk viden indenfor faget. Du har min. 5 års erfaring som leder/værkfører, og vi ser ligeledes gerne, at du har erfaring fra tilsvarende branche.
Din personprofil
Som person er du tillidsskabende, god til at kommunikere praktisk og direkte. Du trives med og i en uformel og ”jordnær” kultur. Du er i stand til at motivere medarbejderne, så de oplever stolthed og tager ansvar for egne opgaver og engageres heri, ligesom fleksibiliteten mellem medarbejdere er vigtigt.
Der er fart på i dagligdagen, så det er vigtigt, du kan skabe og bevare overblikket og trives med mange daglige omstruktureringer i forhold til ordrerne, der kommer ind.
Du er struktureret og har en udpræget ordenssans, så der til hver en tid er orden på værkstedet og dermed kan sikres effektivt flow, samt sikkert arbejdsmiljø.
Du behersker engelsk i skrift og tale og har IT-kundskaber på et godt niveau.
Det får du
Sterke A/S tilbyder en karrierestilling i en vækstorienteret virksomhed. Du får mulighed for at præge stillingens indhold og bringe dine kompetencer og erfaring i spil - så der er rig mulighed for faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et uformelt arbejdsmiljø med gode kollegaer, som alle vil hjælpe dig og bidrage til et godt samarbejde.
Løn forhandles med afsæt i din baggrund og dine kompetencer.
Arbejdssted
Dit arbejde vil foregå på adressen Langerak 8, 9220 Aalborg Øst.
Løbende behandling af ansøgninger & Kontaktpersoner
Vi ønsker tiltrædelse 1/10-2025, men venter gerne på den rette person. Send derfor snarest din ansøgning og dit CV til HR@sterke.dk og mærk mailen med ”Værkfører” i emnefeltet. Vi vurderer indkomne ansøgninger løbende og forbeholder os retten til at afslutte processen, så snart den rigtige kandidat er fundet.
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Lars Pedersen på tlf. +45 2966 0940 og/ eller CEO/Driftsdirektør Lars Christiansen på tlf.: +45 2245 4231.
Om Sterke A/S
Sterke A/S er specialiseret i at udvikle, producere og servicere tekniske stålløsninger, maskiner og løfteudstyr til såvel energiindustrien som den almene industri. Vi foretager også maskinbearbejdning og -reparationer, vedligehold og service. Vi er 150 medarbejdere, der arbejder i et moderne, innovativt miljø på Aalborg Havn. Vi beskæftiger primært maskiningeniører, smede, svejsere, Industriteknikere og mekanikere.