
Ungegangen søger en ny kollega med fagrelevant baggrund
Kort om Ungegangen
På Ungegangen er der plads til 10 unge mennesker mellem 13 til 22 år med forskellige diagnoser herunder ADHD, autismespektrumforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, selektiv mutisme m.m.
Ungegangen ligger i et stort hus, hvor der er 3 afdelinger med et tæt samarbejde fagligt og kollegialt. Derudover er der nogle skønne udeforhold med grillplads og trampolin, samt en gymnastikhal til de køligere dage.
Vores metodiske grundlag er den mentaliserende tilgang, hvor vi møder de unge roligt og nysgerrigt på deres intentioner – også når de reagerer frustreret eller slet ikke reagerer, fordi de ikke kan magte hverdagen.
En medarbejder blev bedt om at skrive, hvorfor du skal søge et arbejde på Ungegangen:
At arbejde på Ungegangen er livsbekræftende, og ingen dage er ens. De unge mennesker, vi er så heldige at arbejde med, bidrager hver især med deres personlighed, hvilket gør arbejdet meningsfuldt, sjovt og fagligt udviklende. Vi er en lille og tæt kollegagruppe, hvilket skaber en tryg og tillidsfuld arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed, faglig sparring og ærlig dialog.
Og Franz, som er afdelingsleder, blev bedt om at fortælle, hvad han har fokus på for sine medarbejdere:
Som din leder er jeg med i praksis, så jeg kender både de unge og dagligdagen. Jeg sparrer med og understøtter dig for at du kan lykkes med opgaverne.
Jeg sikrer, at der ikke er langt fra tanke og til handling, samt fokuserer på det gode arbejdsmiljø og en uformel omgangstone.
Hvad kan vi tilbyde dig på Lykkegard:
- introforløb med mentorordning
- 4 årlige fælles personalemøder, hvor 2-3 stykker er med eksterne foredragsholdere
- supervision og internt undervisningsforløb planlagt i et årshjul
- sundhedsforsikring og pensionsordning
- at være en del af en større organisation med udviklingsmuligheder
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:
- understøtte de unge i at udvikle deres mestring af livsførelse, relationskompetence og identitetsforståelse
- være kontaktperson for 1-2 unge, som indebærer at samarbejde med pårørende, skoler mv., samt at udarbejde sundhedsfaglige indsatsområder, udviklingsmål og statusrapporter
- dokumentere observationer af praksis, udviklingsmål og sundhedsfaglige indsatsområder
- deltage i praktiske gøremål i huset
Vi søger dig, der
- er uddannet pædagog, pædagogisk assistent, socialrådgiver, lærer, social- og sundhedsassistent, familiebehandler eller har en anden fagrelevant uddannelse.
- gerne har erfaring indenfor specialområdet
- gerne vil bidrage på personalemøder og i faglig supervision – alles observationer er vigtige
- har en rolig udstråling med et godt kendskab til dig selv og dine reaktioner i forskellige kontekster
Info om stillingen, og hvordan du søger
Stillingen er på 32-37 timer pr. uge, og dine timer vil være i et fast 4-ugers-rul med fri hver anden weekend. Vi vil gerne forsøge at tilrettelægge det, så et fast timeantal passer til dig og dit liv, så skriv i ansøgningen, hvor mange timer du er interesseret i at arbejde.
Skulle du have erfaring med, eller ambitioner og lyst til at have koordinator-opgaver, må du gerne skrive det i din ansøgning.
Det er en fordel, hvis du har kørekort B.
Straffeattest og børneattest indhentes før ansættelse.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte afdelingsleder Franz Jensen på tlf. 54 5858 22. Franz holder ferie i uge 29+30, så her kan du kontakte souschef Ginnie Teute på tlf. 81 7272 21.
Vil du være en del af vores gode team, så send din ansøgning med CV via QuickApply-knappen "Ansøg". Vi afholder ansættelsessamtaler løbende fra uge 31.
Vi glæder os til at se en ansøgning fra dig.
Kort om Lykkegard
Lykkegard er et større privat børne- og ungehjem med 7 bo-afdelinger og 1 aflastning/støtteophold, Vi er beliggende på forskellige matrikler i og omkring Holbæk.
Her er plads til ca. 70 børn og unge, og vi har ca. 95 medarbejdere ansat, og herudover et vikarteam på ca. 50 medarbejdere.
Hvis du vil læse mere om Lykkegard og vores pædagogiske metoder og tilgange, kan du gøre det her: https://lykkegard.dk/.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.