Industrial Water Solutions A/S
Skælskør

Laborantelev til driftslaboratorium hos Industrial Water Solutions

Om Industrial Water Solutions (IWS)

Industrial Water Solutions (IWS) er en velkonsolideret virksomhed med over 30 års erfaring. Vi har fokus på konstant at forbedre spildevandsrensningen til glæde for havmiljøet omkring os og søger derfor nu endnu en laborantelev til vores driftslaboratorie.

Hos IWS driver vi et af Nordens største og mest avancerede biologiske spildevandsbehandlingsanlæg til rensning af spildevand fra forskellige industrier. Takket være vores mange års erfaring, det unikke anlæg og vores dygtige personale, er vi i stand til at behandle mange typer spildevand, som kommunale rensningsanlæg har måttet takke nej til. Med en årlig kapacitet på mere end 600.000 tons stærkt forurenet spildevand, er vi derfor en uundværlig samarbejdspartner for en lang række danske og udenlandske virksomheder.

Laboratoriet

Vores laboratorium understøtter driften med overvågning af driftsparametre og udløb, indgangskontrol på det indkommende spildevand og ved at assistere med udviklings- og optimeringsprojekter. Vi arbejder både med såkaldte hurtig-analyser på Hach udstyr og med mere komplekse analyser efter DS-/ISO-forskrifter. F.eks. udfører vi jævnligt toksikologiske tests med krebsdyr.

I samarbejde med den kommercielle del af organisationen udfører vi en bred screening af nye affaldstyper, heriblandt respirations-forsøg, hvor den biologiske proces genskabes i laboratorieskala. Den nyeste tilføjelse til vores ”maskinpark” i laboratoriet er en TOC/TN-måler baseret på forbrænding. En stor hjælp til analyser i dagligdagen.

IWS er certificeret efter ISO 9001 og ISO 14001, hvorfor kvalitetsstyring er en naturlig del af hverdagen på laboratoriet.

Praktikforløb

Forløbet for praktikken er fastlagt ud fra læringsmålene fra studieordningen ved Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Du vil indgå i den normale drift med analyser, databehandling og afrapportering, men også deltage i vedligehold af analyseudstyr og kvalitetssikring af laboratoriets arbejde. Spildevand er en svær matrix at arbejde med, hvorfor det er vigtigt at have hovedet med sig, selv på rutineanalyser, og forholde dig kritisk til dine resultater.

Da vi arbejder med affald, aktivt slam og kemikalier, er sikkerhed i højsædet, og vi forventer, at du engagerer dig i sikkerhedsarbejdet og bringer dine observationer, forslag og spørgsmål omkring sikkerhed i spil ved det daglige tavlemøde.

Miljøet på laboratoriet er uformelt, men fagligt kompetent. Vi er omhyggelige med vores arbejde og hygger os med vores kolleger. Hele staben ved IWS består af omkring 20 mennesker, herunder procesoperatører, ingeniører, laboranter og et kommercielle team.

Hvem er du?

Vi forventer, at du har bestået skoledelen af uddannelsen og nu er frisk på at bruge din viden, nysgerrighed og høje engagement til at komme ud og gøre en forskel hos en virksomhed i vækst.

Du har en systematisk og grundig tilgang til dit arbejde, og får afsluttet det, du sætter i gang.

Interesseret?

Har du spørgsmål, er du er velkommen til at kontakte enten kemiker Benjamin Moretto Krog på telefon 81 77 12 35 (@: bmkr@iwsolutions.eu) eller Miljø og Laboratoriechef Mai Sørud på telefon 20 60 08 90 (@: msoe@iwsolutions.eu).

Ansøgningsfrist: hurtigst muligt. Stillingen ønskes besat med opstart pr. den 1. september 2025. Vi holder samtaler løbende, så skynd dig at sende os din ansøgning.

Arbejdssted: Industrial Water Solutions, Tjørnehøj Allé 3, DK-4230 Skælskør.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.