
Projektmedarbejder med overblik og talent for at administrere aktiviteter søges
Vil du spille en central rolle i en meningsfuld organisation – og være den, der får dagligdagens mange opgaver til at hænge sammen i praksis?
Alzheimerforeningen søger en engageret og detaljeorienteret projektmedarbejder, der kan skabe struktur, så mennesker og opgaver spiller sammen. Stillingen er tidsbegrænset til et år. Du bliver en vigtig del af vores projektteam og får ansvar for at koordinere aktiviteter i blandt andet vores pårørendegrupper og i samarbejdet med lokalforeningerne. Du skal sikre, at vores projektaktiviteter og tilbud fungerer effektivt og gnidningsfrit – til gavn for mennesker med demens og deres pårørende. Du skal brænde for det praktiske arbejde med at få alting til at gå op og spille sammen i en kompleks hverdag med mange samarbejdspartnere og detaljer.
Om Alzheimerforeningen
Alzheimerforeningen er en patient- og pårørendeforening, der arbejder for at skabe bedre liv for mennesker med demens og deres pårørende og for at bekæmpe og behandle demenssygdomme. Vores aktiviteter bidrager konkret til at mennesker med demens og deres familier får den bedst mulige livskvalitet og støtte gennem hele sygdomsforløbet. Vi er drevet af faglighed, frivillighed og et stærkt fællesskab – og samarbejder med kommuner, sundhedsvæsenet og det øvrige civilsamfund.
Dine opgaver vil bl.a. være
- Koordinere aktiviteter og møder i flere af vores landsdækkende projekter, herunder pårørendegrupper og samtalemakkere
- Understøtte foreningens frivillige og lokalforeninger
- Kontakt til samarbejdspartnere fortrinsvis kommuner
- Booking af lokaler, håndtering af tilmeldinger og udsendelse af materialer
- Drift og opfølgning i vores systemer – fx Office 365, Monday og NemTilmeld
- Løbende praktisk og administrativ support til kolleger og projektledere
Vi forestiller os, at du
- kan dokumentere og kan bidrage til at udvikle vedvarende systematiske arbejdsgange
- har erfaring med at planlægge, koordinere og udføre administrativt arbejde, gerne med mange kontaktflader hver dag
- har en administrativ uddannelse eller er akademisk uddannet med nogle få års erfaring
- har sans for detaljer og overblik og får energi af at have ansvar for at planlægge og holde styr på mange bolde
- er imødekommende, udadvendt, arbejder selvstændigt og trives i et samarbejdsorienteret miljø
- er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation
- har godt kendskab til relevante digitale værktøjer og flair for at digitalisere arbejdsprocesser
- måske har erfaring med at arbejde med frivillige
Vi tilbyder
Du får en hverdag fyldt med mening og kontakt til både kolleger, frivillige og samarbejdspartnere og en vigtig rolle i en organisation med høj faglighed og stærkt engagement. Stillingen er placeret i Afdelingen Udvikling, projekter og forening.
Hos Alzheimerforeningen vil du blive en del af en engageret organisation, hvor vi arbejder for en fælles sag. Du vil arbejde i et team med erfarne og engagerede kollegaer, der går på arbejde for at gøre en forskel, mens de udvikler sig og har det godt sammen. Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden, hvor der er kort fra ide til handling, og hvor vi skaber resultater sammen. Du bliver kollega i et team, som glæder sig til at tage imod dig og lære dig at kende.
Lønniveauet for stillingen vil afspejle, at Alzheimerforeningen er en NGO. Du får stor fleksibilitet i dit arbejdsliv ligesom du har fri på både din fødselsdag og Grundlovsdag. Du får også en arbejdsgiverbetalt sundhedsordning gennem vores pensionsordning og betalt frokostpause.
Praktisk
Stillingen er på fuld tid og en 1-årig stilling frem til 30. september 2026. Arbejdsstedet er i Alzheimerforeningens sekretariat i København.
Send dit CV og ansøgning via Jobindex senest 7. august 2025. Vi forventer at holde 1. samtaler den 15. august og 2. samtaler den 22. august. Vi glæder os til at høre fra dig.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.