
Erfaren kommunikationsrådgiver til udviklingsorienteret NGO
I Mandecentrets kommunikationsafdeling søger vi en kommunikationsrådgiver, da vores nuværende kollega har valgt at følge sin drøm om at videreuddanne sig.
Vi tilbyder en hverdag, hvor din indsats virkelig betyder noget – både for de mænd og børn, vi hjælper, og for samfundsdebatten om ligestilling, partnervold og mental sundhed.
Vi søger dig der har kommunikationstasken fyldt med erfaring og gode, bæredygtige løsninger – både hvad angår digital kommunikation samt intern og ekstern formidling.
Mandecentret er en NGO og et landsdækkende tilbud med afdelinger i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Odense, Slagelse og København. Du bliver en del af en organisation, hvor vi står sammen om at hjælpe krise- og voldsudsatte mænd og deres børn. Vi driver både §109- og §110-tilbud under Serviceloven samt tilbyder ambulant rådgivning.
Hvert år hjælper vi over 1.000 mænd, hvoraf 300 har ophold i én af vores syv afdelinger i gennemsnitligt fire måneder – langt de fleste med bopæl hos eller samvær med deres børn under opholdet.
Udover driften af vores botilbud og krisecentre er Mandecentret også en førende NGO inden for interessevaretagelse af mænds rettigheder, ligestilling, mental sundhed og udsathed.
Vi samarbejder tæt med politikere, embedsværk og andre aktører i sektoren og er kendt for vores saglige og samarbejdsorienterede tilgang. Det er primært denne del af organisationens opgaver, du kommer til at beskæftige dig med.
Derudover er kommunikationsenheden en national enhed, der varetager intern og ekstern kommunikation på tværs af alle afdelinger.
Vi stiller høje krav til os selv og vores faglighed. Kulturen i Mandecentret er en stærk kombination af passion, faglighed og entreprenørskab – forenet med en stadig stærkere struktur og fælles udvikling.
Om din kommende arbejdsplads
Vi arbejder benhårdt på at være de bedste til vores arbejde – uden at gå på kompromis med vores menneskesyn og værdier.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan se dig selv inden for Mandecentrets værdisæt og strategi om at være førende på området og den foretrukne samarbejdspartner.
Mandecentret er igennem de seneste år blevet en organisation, hvor strategisk kommunikation er et af de ben, der i dag er en velkonsolideret del af organisationen. Kommunikation er endvidere en vigtig brik i Mandecentrets ønske om at fortsætte med at være en stærk fortaler for krise- og voldsramte mænd samt skabe politisk og samfundsmæssig forandring.
Om dit nye job
For at komme endnu længere med vores kommunikation har vi behov for en dygtig, arbejdsom og handlekraftig medarbejder, der med sikker hånd kan styrke kvaliteten af vores kommunikation – både når det gælder interne kommunikationskanaler og brugerinddragende og oplysende indhold på sociale medier.
Vi er en lille enhed, der udover dig består af en presse- og kommunikationschef. Men vores ambitioner er store. Derfor håber vi på at kunne ansætte flere medarbejdere inden for en overskuelig fremtid.
Du kommer med ind i maskinrummet og kommer til at berøre mange forskelligartede kommunikationsopgaver.
Vores produktionsniveau er højt, og vi leverer og servicerer inden for mange områder – både internt i organisationen og eksternt.
Du skal derfor være god til at hive mange forskellige løsninger op af hatten og være god til at eksekvere hurtigt og handlingsorienteret.
Samtidig er vi ikke bange for at prøve nye ting, og vi vil gerne udfordres – ligesom vi synes, det er sjovt og givende at udfordre, hvad kommunikation kan som praksis og som virkemiddel.
Dine opgaver i jobbet som kommunikationsrådgiver;
- Webkommunikation vil blive en af dine største opgaver. Heriblandt opdatering af vores hjemmeside, mandecentret.dk. Den ene dag skal du lave SEO, og den næste dag skal du lave visuelle set-ups og tekster til hjemmesiden.
Derudover kommer du til at sidde med den digitale version af vores indsatser for øjenfaldende intern kommunikation – samt produktion af interne og eksterne nyhedsbreve.
I denne del af jobbet kræver det, at du er god til WordPress, Google Analytics og SharePoint. - Historiefortælling og brugerinddragelse bliver en anden stor opgave. Det er nemlig dig, der sidder med den primære produktion af content til vores sociale medier.
Det er både små hverdagsobservationer og større digitale kampagner, der skal formidles.
Du vil stå i fronten med alt fra idéudvikling, produktion og analyse af velkomponeret og velfortalt content.
Derfor vil det være en stor fordel, at du har indgående kendskab til kampagneudvikling, Metas værktøjer samt godt styr på Canva, Adobe eller andre grafiske systemer. - At skrive tekster og artikler bliver også en del af dine opgaver. Det gælder både tekster til hjemmesiden, samarbejdspartnere, årsberetninger, større rapporter og debatindlæg.
AI og dine kolleger hjælper dig med at finde dine slåfejl – selvom vi bestræber os på at minimere den slags – men du skal være god til at lave fængende og velskrevne tekster.
Da det er en forudsætning for ansættelsen, vil der være en skriftlig opgave, du skal udføre i forbindelse med ansættelsesprocessen. - Du ved det sikkert allerede – for det var nok det, der fik dig til at læse og arbejde med kommunikation – men vores hverdag er meget afvekslende og uforudsigelig.
Det ene øjeblik sidder du fordybet i en større skriftlig opgave, det næste øjeblik er du hentet ind for at tage et billede af et ministerbesøg eller står med en vigtig presseopgave.
Det stiller selvfølgelig store krav til vores omstillingsparathed og tolerance over for andres prioriteringer.
Hvem er du?
Du har relevant erfaring, som du kan bruge i jobbet hos os.
Du skal have en relevant kommunikationsfaglig uddannelse – og det er afgørende, at du har solid erfaring med webkommunikation.
Vi har brug for dig, der kan risikovurdere, analysere og eksekvere i overensstemmelse med Mandecentrets høje standarder.
I Mandecentret arbejder vi med en flad struktur, hvor vi alle tager aktiv del i, at huset fungerer optimalt for beboere, kolleger, samarbejdspartnere og besøgende.
Det er derfor vigtigt, at du ser det som en selvfølge at løfte i flok og ikke er bleg for at tage fat, hvor der er brug for det. Det skal være sjovt at gå på arbejde. Derfor forventes det, at du engagerer dig i dine kolleger og aktivt er med til at skabe et godt arbejdsmiljø.
Hvad tilbyder vi?
Du kommer til at arbejde blandt passionerede og fagligt stærke kolleger, som alle arbejder for at sikre bedre vilkår og indsatser for krise- og voldsramte mænd og deres børn.
Vi har højt til loftet og en uformel omgangstone.
Der er gode medarbejderforhold, betalt frokost og en god pensionsordning. Derudover tilbyder vi to årlige omsorgsdage samt mulighed for at tage to barnets sygedage.
Du kommer til at referere til presse- og kommunikationschef Chastine Nygaard Engqvist.
Arbejdstiden er mellem 30-37 timer ugentligt med fleksible mødetider efter aftale.
Din første arbejdsdag bliver d. 1.11.2025 – meget gerne før.
Ansøgningsproces
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning og dit CV via knappen "Ansøg".
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 28.08.2025.
Vi holder samtaler i uge 37 og 38. Der vil være en skriftlig test undervejs i forløbet.
Du er velkommen til at kontakte Chastine Nygaard Engqvist på tlf. 50 80 28 67 eller mail ce@mandecentret.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Der afholdes ferie i ugerne 29, 30 og 31.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.