LD Fonde
Frederiksberg

Seniorkonsulent til tværgående rolle i investeringsfond med 1 mio. medlemmer

Er du forretningsorienteret, og motiveres du af at omsætte strategi, tværgående initiativer og lovgivning til konkrete løsninger? Trives du med varierende opgaver, og tager du styringen, når opgaverne kræver overblik, analyse og handlekraft?

Så har du lige nu mulighed for at blive seniorkonsulent i LD Fondes forretningsområde.

I LD Fonde søger vi en stærk profil til at drive og indgå i større afklaringer og projekter i forretningsområdet. Vi har en vision om at være Danmarks førende investeringsfond, skabe værdi for vores medlemmer og tage medansvar for en bæredygtig samfundsudvikling.

Om jobbet

Som seniorkonsulent i forretningsområdet får du en tværgående rolle med ansvar for at udforme, analysere og drive implementeringen af både større og mindre projekter. Du bliver en del af en mindre, højt specialiseret organisation, hvor du er tæt på beslutningerne og får en bred kontaktflade til både ledelse og kollegaer.

Forretningsområdet har ansvar for medlemsområdet, kommunikation, HR, IT, ny lovgivning, governance og bestyrelsesbetjening. En stor del af de operationelle opgaver er outsourcet til professionelle samarbejdspartnere.

Dine primære opgaver bliver at:

  • Bidrage til afklaring og løsning af strategiske projekter og tværgående initiativer inden for forretningsområdet, herunder at udarbejde beslutningsoplæg og kommunikation til direktion og bestyrelse. Projekterne kan fx omhandle kortlægning og implementering af ny lovgivning, lancering af ny IT-funktionalitet eller udmøntning af strategiske tiltag.
  • Bidrage til at sikre en god governance, bl.a. i forhold til bestyrelsen. LD Fonde er reguleret ved egen lovgivning under Beskæftigelsesministeriet.
  • Varetage en analyserende, drivende og opsamlende rolle på tværs af organisationen.

Din profil

Du har let ved at tilegne dig forretningsforståelse, har et strategisk udsyn og motiveres af at drive implementeringer og skabe fremdrift. Du er positiv, udviser interesse for andre og har lyst til at bidrage aktivt til et velfungerende team i en mindre organisation.

Vi lægger vægt på, at du har erfaring med og kompetencer inden for flere af følgende områder:

  • Relevant kandidatuddannelse og erfaring fra den finansielle sektor – det er en fordel, hvis du har indsigt i investeringsforvaltning eller pensionssektoren.
  • Analytiske evner og blik for at nedbryde helheden til konkrete del-elementer og samtidig forholde dig kritisk til informationerne.
  • Selvstændighed, struktur og evne til at træffe beslutninger.
  • Resultatorienteret, inddrager andre i opgaveløsningen og sikrer fremdrift – du har fx erfaring som projektleder.
  • Interesse for lovgivning og governance samt erfaring med at håndtere juridiske afklaringer.
  • Stærke samarbejdsevner og god til at skabe og vedligeholde relationer.
  • Trives i en rolle med varierende opgaver og stor selvstændighed.

Vi tilbyder

Du får et job med høj faglighed og muligheden for at gøre en forskel. Vi prioriterer både faglig og personlig udvikling og forventer, at du deltager i relevante kurser, netværk og konferencer. Vi tilbyder fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og understøtter en sund balance mellem arbejde og fritid.

Dagligdagen i LD Fonde er præget af samarbejde og godt humør på tværs af afdelingerne. Vi er i dag 20 medarbejdere fordelt på tre afdelinger: Forretning, Investering og Økonomi & Risiko. Forretningsområdet består af forretningschefen og fem specialiserede medarbejdere. Du vil referere til forretningschef, COO, Jane Hørby Ebbesen.

Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og erfaring. Arbejdsstedet er LD Fondes kontor ved Flintholm Station på Frederiksberg.

LD Fonde – professionel og ansvarlig

LD Fonde forvalter pensionsopsparinger til 360.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler med en formue på 24 mia. kr. og til 645.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Feriemidler med en formue på 22 mia. kr. Vi arbejder for at skabe værdi for vores medlemmer ved at sikre et højt afkast med betryggende sikkerhed, levere en god medlemsoplevelse og tage aktivt samfundsansvar.

Læs mere om LD Fonde på ld.dk og LinkedIn

Ansøgning

Send din ansøgning til os senest søndag den 17. august 2025 via Jobindex. Vi afholder samtaler løbende og forholder os til alle ansøgninger, der er modtaget inden fristens udløb.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forretningschef Jane Hørby Ebbesen på jhe@ld.dk eller 29 46 82 08.

Læs mere om LD Fondes behandling af personoplysninger ved ansøgning.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.