Pharmakon
Hillerød

Akademisk konsulent til uddannelsesadministration og -kvalitet

Akademisk konsulent til uddannelsesadministration og -kvalitet

Vil du bidrage til udviklingen af en sundhedsuddannelse på professionsbachelorniveau? Har du erfaring med korte og langsigtede projekter, kommunikation og facilitering? Så læs med her.

Vi opretter en ny stilling og søger en erfaren akademisk konsulent til at styrke vores uddannelsesadministration og kvalitetsarbejdet i uddannelsen med sparring og ledelsesbetjening. Som konsulent bliver du tilknyttet studieadministrationen på Farmakonomuddannelsen.

Om stillingen

Dine primære opgaver er ledelsesbetjening, kvalitetsunderstøttelse og projektstyring. Stilling er nyoprettet, og derfor har du mulighed for at tilrettelægge dine arbejdsopgaver i samarbejde med din leder. Vi søger en kollega med gode analytiske evner, erfaring med kvalitetsarbejde i en uddannelsessammenhæng, samt erfaring med at drive og facilitere udviklingsprojekter.

Dine arbejdsområder vil blandt andet omfatte:

  • Gennemførelse og afrapportering af kvalitative og kvantitative undersøgelser, der indgår i uddannelsens kvalitetsarbejde (fx studiemiljøundersøgelser, dimittendundersøgelse, kursus- og praktikevalueringer, studiestartsevaluering).
  • Ledelsesstøtte til censorsekretariatet ved fx at indkalde til møder, indsamle, bearbejde og formidle eksamensdata.
  • Ledelsesunderstøttelse i form af mål- og handleplansarbejde, udkast til notater, forberede og facilitere punkter på afdelingsmøder.
  • Kommunikation internt til intranet, studieordning, studiehåndbog og til eksterne samarbejdspartnere ved fx nyheder til apotekerne.

Du vil arbejde tæt sammen med uddannelsesledelsen i en organisation præget af tillid og med rig mulighed for indflydelse. Du skal være indstillet på at bidrage til løsning af sagsbehandlingsopgaver, da vi er en lille uddannelsesinstitution. Fx i form af behandling af klager og beskikkelse af censorer.

Din hverdag vil bære præg af tæt dialog med uddannelsens ledelse, undervisere og øvrige medarbejdere.

Vi tilbyder

En ambitiøs og alsidig arbejdsplads i skønne naturomgivelser i Nordsjælland med hjælpsomme og arbejdsomme kollegaer i et stærkt fællesskab.

Kommer du i bil, tilbyder vi gratis parkering, tager du toget, er vi i 10 minutters gåafstand fra Hillerød Station. Vores køkken sørger for frokost med et varieret tilbud hver dag.

Din profil

Vi ser gerne, at du har kendskab til uddannelsesområdet og gerne fra en lignende stilling på en uddannelsesinstitution eller anden relevant myndighed.

Herudover ser vi gerne, at du:

  • har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse
  • har erfaring med ledelsesbetjening og facilitering af store og små forandringsprocesser
  • har erfaring med at arbejde tværorganisatorisk
  • er en dygtig kommunikator med stærke formuleringsevner både skriftligt og mundtligt
  • er opsøgende og nysgerrig på dine omgivelser, og har lyst til at arbejde aktivt sammen med andre

Om farmakonomuddannelsen

Farmakonomuddannelsen har ca. 750 indskrevne studerende og har et årligt optag på ca. 300.

Du bliver tilknyttet studieadministrationen, der har fem engagerede medarbejdere, der varetager en bred portefølje af administrative opgaver i relation til uddannelsen, men du vil også få berøringsflade med uddannelsens undervisere, studerende og eksterne interessenter. Du vil referere til lederen af studieadministrationen.

Uddannelsesledelsen består af uddannelseschefen, uddannelseslederen og leder at studieadministrationen.

Løn- og ansættelsesforhold

Du bliver ansat som akademisk konsulent med tiltrædelse efter nærmere aftale. Ansættelse sker på individuel kontrakt. Arbejdspladsen er beliggende på Pharmakon, Milnersvej 42, 3400 Hillerød.

Kontakt os gerne

For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Hassan Salmasi på 5338 0041 eller leder af studieadministrationen Søren H. Sørensen på 4820 6147 eller shs@pharmakon.dk.

Interesseret?

Upload din ansøgning, CV og øvrige relevant dokumentation via link til Jobindex senest søndag den 10. august 2025. Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Rekrutteringsprocessen består af i alt to samtaler, hvor du på anden samtale vil blive stillet en mindre opgave. Samtaler forventes afholdt i uge 33 og 34.


Om Pharmakon

Farmakonomuddannelsen drives af Pharmakon a/s. Uddannelsen er vurderet til niveau 6 i Kvalifikationsrammen for Livslang Læring.

Pharmakon er et anerkendt uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Pharmakons øvrige aktivitetsområder er efter- og videreuddannelse, der henvender sig til ledere og medarbejdere i apotekssektoren og life science-industrien. Pharmakon har en internationalt anerkendt forsknings- og udviklingsenhed inden for apotekspraksis. Pharmakon Konferencecenter er et af Danmarks bedste og byder alle velkomne, som har brug for lokaler til små og store møder, kurser eller konferencer. Pharmakon har ca. 140 medarbejdere.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.