
Erhvervspsykolog med særligt fokus på individuelle samtaler
Kan du se dig selv i en rolle, hvor du primært arbejder med individuelle samtaler med medarbejdere og ledere – og samtidig bidrager til at styrke trivsel og samarbejde i arbejdsfællesskaber?
Så er jobbet som erhvervspsykolog hos Human House måske noget for dig.
Vi oplever en stigende efterspørgsel på individuelle samtaleforløb og psykologisk støtte til medarbejdere og ledere i både offentlige og private virksomheder. Derfor søger vi en erhvervspsykolog med stærke samtalekompetencer og interesse for det erhvervspsykologiske felt.
Stillingen er primært tilknyttet vores kontor i Nykøbing Mors, men du vil også løse opgaver for kontoret i Holstebro som en naturlig del af din hverdag. Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid, men vi er åbne for at tilpasse arbejdstiden, hvis du ønsker nedsat tid.
Hvem er vi?
Human House er Danmarks største autoriserede arbejdsmiljørådgiver med syv kontorer fordelt over hele landet. Vi arbejder tværfagligt og beskæftiger os med en bred vifte af opgaver inden for arbejdsmiljø, ledelse og organisationsudvikling. Vores psykologfaglige team består af ca. 35 erhvervspsykologer, som arbejder tæt sammen på tværs af landet. Vi prioriterer faglig sparring, supervision og kollegialt samarbejde højt – både i hverdagen og i udviklingen af vores ydelser. Som virksomhed prioriterer vi det gode fællesskab, hvor der er højt til loftet, og hvor stærke værdier er i højsædet.
Dine arbejdsopgaver
Som psykolog hos Human House vil du primært arbejde med individuelle samtaler med medarbejdere og ledere, der oplever stress, mistrivsel, belastningsreaktioner eller andre psykiske udfordringer i arbejdslivet. Derudover vil du indgå i opgaver, der omhandler psykologiske problemstillinger i grupper og arbejdsfællesskaber. Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- Individuelle samtaleforløb med medarbejdere og ledere
- Psykologisk støtte og rådgivning i forbindelse med stress, mistrivsel og belastningsreaktioner
- Håndtering af psykologiske problemstillinger i medarbejdergrupper
- Bidrag til trivsel og samarbejde i teams og arbejdsfællesskaber
- Opgaver med fokus på psykisk arbejdsmiljø og organisatorisk trivsel
- Fagligt samarbejde og metodeudvikling i det psykologfaglige team
- Supervisionsopgaver
Vores tanker om en ny kollega
Vi søger en psykolog – gerne med erhvervspsykologisk erfaring – men du kan også være klinisk psykolog med solid erfaring i samtaleforløb, hvor stress, belastningsreaktioner og arbejdsmæssige udfordringer er i fokus. Det vigtigste for os er, at du brænder for at gøre en forskel for mennesker i arbejdslivet.
Lyder det som noget for dig?
Så send os din ansøgning hurtigst muligt og senest mandag den 4. august. Vi har et stort ønske om, at vores nye kollega kan tiltræde hurtigst muligt, og derfor ansætter vi, så snart vi finder det rette match. Samtaler holdes løbende.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jasper Eriksen på je@humanhouse.com eller 30 65 54 87 eller chefkonsulent og erhvervspsykolog Christine Vallentin på cva@humanhouse.com 93 10 80 25.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.