Dansk PersonTransport
København K

Brænder du for kommunikation – og kan du finde de gode historier?

Så er du måske vores nye deltids kommunikationsmedarbejder!

Dansk PersonTransport (DPT) søger en kommunikationsmedarbejder til en deltidsstilling (ca. 20-25 timer/uge), som har lyst til at formidle vores mærkesager skarpt og engagerende – både til vores medlemmer, til pressen og til beslutningstagere.

DPT er en moderne interesseorganisation, der repræsenterer de danske bus-, taxi- og flextransportvirksomheder. Vi arbejder hver dag for at sikre gode og stabile rammer for virksomhederne – og bidrage til den grønne omstilling, fremtidens kollektive transport, fair konkurrencevilkår og enklere regler. Vi kæmper også for at løse den stigende mangel på arbejdskraft i branchen og for at skabe forståelse for den rolle, persontransport spiller i vores velfærdssamfund.

Hvad skal du lave?

Vi tilbyder en række forskellige arbejdsopgaver, som giver mulighed for faglig udvikling og sikrer en varieret hverdag. Det inkluderer:

  • Overvåge medier og politiske dagsordener – du følger med i sociale, nyheds- og politiske medier og hjælper med at holde både kolleger og medlemmer opdaterede.
  • Nyhedsbreve og medlemskommunikation – du får ansvar for at udarbejde vores nyhedsbreve Tæt på og andre løbende medlemsnyheder i samarbejde med vores sektorchefer.
  • Sociale medier og hjemmeside – du skaber indhold til Facebook, LinkedIn og X, og er ansvarlig for at opdatere og modernisere vores hjemmeside, som står overfor en større ombygning.
  • Presse og kampagner – du skriver udkast til pressemeddelelser, debatindlæg og kampagnetekster og hjælper med at håndtere pressehenvendelser og medier – også når det går stærkt.
  • Støtte sekretariatets kommunikation – du støtter kommunikations- og sektorcheferne med materiale til møder, debatoplæg og interessevaretagelse.
  • Ad hoc-opgaver – du hjælper til med alt fra analyser og grafik til klargøring af præsentationer og arrangementer.

Hvem er du?

  • Du kan både være nyuddannet eller have erfaring med medlems- eller politisk kommunikation. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og mod på at tage fat.
  • Du skriver klart og levende på dansk og har blik for både målgrupper og budskaber.
  • Du har erfaring med sociale medier og digital kommunikation – og lyst til at blive klogere på det hele tiden.
  • Det er en fordel, hvis du også har flair for grafisk opsætning, kan tage et godt billede og har øje for det visuelle udtryk.
  • Du har interesse for samfundsforhold og måske også klima, transport og erhvervsliv – og en god næse for den gode historie.
  • Du er en positiv og energisk holdspiller, der både kan tage ansvar selvstændigt og samarbejde med andre.

Vi tilbyder

  • En fleksibel deltidsstilling midt i København K med stor frihed i opgaveløsningen.
  • Gode kolleger, korte beslutningsveje og et arbejdsmiljø med både grin og faglighed.
  • Stor mulighed for at lære nyt og få ansvar – og for at gøre en forskel.
  • Løn og vilkår inkl. pension og personalegoder forhandles efter kvalifikationer.

Noget for dig?

Send din ansøgning og dit CV via "Ansøg"-knappen senest mandag den 5. august 2025.

Vi forventer at holde samtaler umiddelbart efter sommerferien med henblik på ansættelse snarest muligt.

Har du spørgsmål, kan du kontakte vores kommunikationschef Jens Hvid Bang på jhb@dpt-dk.org eller 51 35 52 71.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.