
Automation Engineer til Operations
Nyoprettet position i et stærkt Automation-team
Scanico A/S er en førende leverandør af avancerede fryse- og køleløsninger til fødevareindustrien. Vi leverer projekter globalt og sætter en ære i kvalitet, innovation og stærke kundeoplevelser.
Med reference til Head of Engineering, søger vi, til en nyoprettet position, en dygtig Automation Engineer.
Nøglespiller i Scanico
Vi tilbyder en spændende og udviklende plads i et stærkt team, hvor sparring inden for mekanik og hardware vægtes højt for at sikre den høje kvalitet, som Scanico er kendt for globalt. Du bliver en nøglespiller for hele processen i udvikling og vedligeholdelse af eksisterende styringssystemer, programmering af styringer, udførelse af FAT samt support til montører ved gennemførelse af SAT rundt om i verden.
For at komme i betragtning til rollen
vægter vi, at du har erfaring fra en lignende position, hvor du har opnået en god procesforståelse, gerne fra fødevareindustrien, samt har erfaring med PLC-programmering i Siemens og/eller Allen Bradley. Det er desuden en fordel, at du har kendskab til el-komponenter relateret til styringsprincipper.
Din uddannelsesmæssige baggrund kan være maskinmester, automationsteknolog eller anden relevant uddannelse. Vi ønsker desuden, at du kan begå dig på engelsk i skrift og tale.
Desuden vægter vi højt, at du er kendt for
- Din ambitiøse og kvalitetsbevidste udførelse af dit arbejde
- Din evne til at gå forrest og inspirere med dit drive
- Din naturlige evne til at sikre pragmatiske løsninger og fremdrift
- At kunne se fordelene ved at arbejde tværfagligt og at finde sparring med kollegaer naturligt
- Din fleksibilitet og trivsel i en omskiftelig hverdag, hvor to dage sjældent er ens
Vi glæder os til at tilbyde
- En nyoprettet position i et team med dygtige kollegaer
- Et job med mange spændende udviklingsmuligheder
- En virksomhed i vækst med en stærk international ejer
- Stor fokus på trivsel og personlig som faglig udvikling i virksomheden
- En fantastisk personaleforening og kantineordning
Send os din ansøgning
Vi søger en kvalificeret kandidat til at starte så hurtigt som muligt. Derfor gennemgår vi også ansøgninger kontinuerligt og afslutter rekrutteringsprocessen, når vi har fundet det rette match. På grund af sommerferie, kan rekrutteringsprocessen dog trække lidt ud.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, som du skal sende via "Ansøg"-knappen, som du finder her på siden.
Scanico A/S er del af den amerikanske Middleby Corporation og leverer termiske løsninger til fødevareindustrien i hele verden, med fokus på vores spiralsystemer og impingement tunneller. Over 95 % af firmaets produkter eksporteres til udlandet. Vi er kendt og anerkendt for at levere høj kvalitet og gennemtænkte, velkonstruerede løsninger. Alle tekniske løsninger tager udgangspunkt i kundernes unikke behov, og fundamentet for virksomhedens succes er dygtige og motiverede medarbejdere. Scanico beskæftiger i dag ca. 100 medarbejdere på Gugvej i Aalborg, hvor al udvikling, design og produktion foregår. Se mere om vores produkter på scanico.com.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.