
Projektleder – skab mere bevægelse og færre smerter for SOSU-ansatte
Har du lyst til at drive og være ansvarlig for et landsdækkende projekt, der bidrager til øget trivsel og sundhed for SOSU- og plejepersonale? Kan du gøre det komplekse forståeligt? Og får du energi af at bygge relationer og kommunikere med forskellige mennesker? Så er det måske dig, der skal være vores nye kollega i en nyoprettet deltidsstilling som projektleder i Dansk Firmaidræt.
Hos os får du:
- en deltidsstilling på 30 timer om ugen i 2 år, hvor du får tid og rum til både fagligt fokus og balance i hverdagen
- ansvar for et landsdækkende projekt, hvor du sikrer at projektets leverancer bliver realiseret
- mulighed for at gøre en mærkbar forskel for medarbejdere i en presset sektor og styrke deres hverdag med bevægelse og fællesskab.
Et fællesskab, hvor bevægelse og mening går hånd i hånd
Dansk Firmaidræt er en landsdækkende idrætsorganisation med base i Nyborg (men du kan sagtens bo andre steder i landet), hvor vi arbejder for aktive arbejdsliv – fra praktik til pension. Vi brænder for at skabe mere bevægelse, trivsel og sammenhold i hverdagen.
Du bliver en del af et lille, dedikeret projektteam med fagligt stærke kolleger, som samarbejder tæt om at føre projektet Implementering af Intelligent Motion i social- og sundhedssektoren ud i hele landet. Projektet har fokus på at forebygge og mindske muskel- og skeletsmerter blandt SOSU- og plejepersonale gennem målrettet motion i arbejdstiden. Vi tror på, at bevægelse skal være enkel, meningsfuld og mulig – og tilpasset arbejdsdagen i velfærdssektoren.
Du gør idé til virkelighed – med plads til både struktur og relationer
Som projektleder er du tovholder på kontaktmed vores medlemsvirksomheder: lokale firmaidrætsforeninger og arbejdspladser – fra første kontakt til sidste dokumentation af resultater. Du balancerer mellem skrivebord og praksis, hvor du planlægger besøg ude, koordinerer mellem parter og motiverer for at skabe fremdrift i projektet. Du får her brug for både struktur og menneskelig indsigt i rollen som projektleder hos os.
Du kommer fx til at:
- rekruttere arbejdspladser fra social- og sundhedsområdet og opbygge relationer, der får projektet til at lykkes
- styre projektets fremdrift og sikre overblik over deadlines, leverancer og tværgående koordinering
- formidle projektets budskab i øjenhøjde – både mundtligt og skriftligt, internt og eksternt
- motivere ledere og medarbejdere til at tage ejerskab og finde plads til bevægelse i en travl hverdag
- dokumentere og dele viden løbende, så erfaringer bliver til inspiration for andre.
Projektlederprofil med kommunikation i værktøjskassen
Med dine evner til at skabe overblik og sikre fremdrift får du projekter til at lykkes, også når mange parter skal spille sammen. Og så har du måske lidt en sælger gemt i maven, da vi ved, at rekruttering af arbejdspladser kræver vedholdenhed og godt relationsarbejde.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har erfaring med projektledelse og formidling
- er en stærk kommunikator og god til at gøre komplekse budskaber enkle og anvendelige
- trives i teams og samarbejder anerkendende på tværs af fagligheder
- har blik for både helhed og detaljer
- kommunikerer klart – både skriftligt og mundtligt.
Lidt praktisk
Stillingen er på 30 timer ugentligt i en projektansættelse på 2 år. Du får base i vores sekretariat i Nyborg, og der vil være fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen og mulighed for hjemmearbejde. Projektet er landsdækkende, så du skal forvente rejseaktivitet rundt i Danmark samt arbejdstimer, der godt kan være uden for almindelig arbejdstid.
Interesseret?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Louise Degn Pedersen på +45 7245 9608.
Send dit CV og en kort ansøgning, hvor du fremhæver erfaring med projektledelse og kommunikation, som du kan sende via nedenstående link, allerede i dag og senest 10. august 2025.
CV’er, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Vores jobannoncer bliver automatisk genoprykket, indtil stillingen tages offline - det er derfor ikke det samme som, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.