
Juniorklubben i Klubben Thomas P. Hejles Ungdomshus søger én uddannet pædagog 1.oktober eller hurtigst muligt
Vil du være med til at udvikle Københavns bedste Juniorklub? Så er det dig, vi søger. Du er uddannet pædagog, eller måske er du lige blevet færdig i sommers.
Målgruppe:
Juniorklubben har 140 unge mennesker i aldersgruppen 12 til 14 år. Det daglige fremmøde er på ca. 40 til 50 unge. Medlemmerne kommer fra hele København, og der er en bred diversitet i den rygsæk hvert enkelt medlem kommer med. Fælles for dem alle er, at de er på vej ind i ungdomslivet med de udfordringer og valg der følger med.
Pædagogisk udgangspunkt:
I Juniorklubben har vi fokus på både gruppedynamikker og 1-1 relationen. I efteråret er der stort dagligt fremmøde, og kombineret med at det også er her vi får mange nye medlemmer op fra Fritidsklubben, arbejder vi primært med at etablere gode gruppedynamikker. I foråret er fremmødet generelt mindre, og her arbejder vi ofte 1-1 med de unge, der har behov for det. I foråret vil der også være plads til niche-pædagogik, f.eks. kreative værksteder, idræt, bevægelse, musik og meget andet. Hér er der derfor god mulighed for, og tid til, at bringe egne kompetencer i spil.
Hverdagen i Juniorklubben er præget af en høj grad af omstillingsparathed. Dagen planlægges når medarbejderne møder ind, men udgangspunktet er, at vi følger de unge og derfor tilpasser vi os i høj grad til de behov medlemmerne giver udtryk for, og det vi oplever de har brug for.
Pædagogikken er båret af relationen til medlemmerne. Deres tillid til os, betyder at de fortæller os, når der er ting i ungdomslivet, der giver udfordringer. Vi agerer derfor ofte ventiler for dem, og skaber platform for at de kan træffe hensigtsmæssige valg, der er med til at forme deres fremtid.
Medarbejderne i Juniorklubben:
Vi er, når fuldbesat, et team på 4 medarbejdere der i det daglige bruger hinanden til sparring. Vi har høj faglighed og har tillid til hinandens beslutninger. Der er stor spredning i medarbejdernes kompetenceområder, hvilket vi ser som en styrke. Forskellighederne betyder nemlig, at vi i høj grad kan favne alle de medlemmer vi har, og indgangsvinklerne til medlemmerne afspejler vores varierede profiler. Yderligere giver det plads til faglige drøftelser, hvorved vi som team udvikler os.
For at få succes hos os, skal du:
- Have høj pædagogisk faglighed.
- Være god til at etablere relationer med målgruppen.
- Have interesse for at arbejde med vores store drengegruppe og udvikling af samme.
- Kunne motivere medlemmerne til at udfolde og udfordre sig selv.
- Indgå i teamsamarbejde.
- Kunne sparre med kolleger.
- Indgå i forældresamarbejde og den svære samtale.
- Være nærværende i arbejdet med de unge.
- Være med til at skabe overgange fra Fritids- til Juniorklub samt Junior- til Ungdomsklub
Til gengæld får du:
- En arbejdsplads med en stærk faglighed og højt til loftet.
- Mulighed for at bringe din pædagogiske profil og ballast i spil.
- Høj grad af indflydelse på pædagogiske beslutninger.
- En arbejdsplads hvor du hver dag bliver involveret i medlemmernes glæder og sorger.
- En arbejdsplads der værdsætter udvikling og anerkendende processer.
- En alsidig, dynamisk og engageret personalegruppe.
- Mulighed for personligt kompetenceløft og uddannelse.
Yderligere informationer til dig der vil søge stillingen:
Klubben Thomas P. Hejles Ungdomshus er en selvejende institution for børn og unge i alderen 10 til 18 år.
Klubben består af 3 afdelinger: Fritidsklub (10-12 år), Juniorklub (12-14 år) og UngeVærk (14-17 år).
Fritids- og Juniorklub er åben om eftermiddagen (12:30-18:00) Ansøger er dermed indstillet på at arbejde sene eftermiddage i Klubben. UngeVærket er åben om aftenen (18:00-22:30).
Stillingen indebærer desuden aftenarbejde én gang ugentligt i UngeVærket fra 18-22.30, og en arbejdsvagt hver 4. fredag til 21.30, ligeledes i UngeVærket. Det er derfor af stor betydning, at du som ansøger også brænder for arbejdet med de større unge i vores klub. Arbejdet med denne aldersgruppe minder om arbejdet i Juniorklubben og f.eks. overgangen fra Juniorklub til UngeVærk er et område vi har fokus på og ønsker at forstærke.
I Klubben er kulturen skabt af medlemmernes frie valg. Derfor har vi brug for kollegaer, som har ambitioner på vegne af disse og som vil være med til at skabe et mangfoldigt fritidstilbud for børn og unge i Indre By.
Stillingen er fuldtid - 37 timer ugentligt. Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.
Hvis du ønsker mere information om stillingen, kan du kontakte Leder Morten Kamper eller Souschef Amela Music på tlf. 3315 6930.
Vi tillader os at spørge til/kontakte referencer, som er oplyst på ansøgning.
Du kan sende din ansøgning via knappen ”Ansøg”.
Klubben Thomas P. Hejle
Nørre Voldgade 23.
1358 København K.
Ansøgningsfrist: fredag den 15. august. Der vil blive indkaldt til samtaler i uge 34. Hvis du ikke hører fra os senest tirsdag 19. august er stillingen blevet besat til anden side.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.